Mere nyt fra forskellige steder

Hej Alle!

Mere nyt! Men for at faa lidt struktur paa det hele, er det noedvendigt med en liste. Saa her er der en nogenlunde liste der viser hvad jeg gerne vil ind paa.

Shiraz
Persepolis
Yazd
Beirut

okay, saa gaar det loes!
For at starte , saa starter vi med det, der er laengst tid siden, nemlig Shiraz. JEg tog afsked med Sune og Minna i Esfahn, der ville proeve at naa til Kurdistan inden deres visum udloeb og fandt sammen med en Australier ved navn Justin, der ligesom jeg, gerne vill en tur mod Shiraz. Byen Shiraz er primaert kendt for vindruerne til vinen Shiraz, men de er ikke blevet produceret siden revololutionen i 74, saa der er ikke noget vin. Ellers saa er den beroemte persiske digter Hafez begravet her, og has grav, der er placeret i midten af en kaempe park er et tursitmaal i sig selv, som vi ville se. Men foerst skal vi snakke lidt om ankomsten. For vi tog en bus fra Esfahan omkring kl 13 og da det tager 78 timer var vi foerst i Shiraz omkring kl 20, derfra skulle vi lige faa et overblik over hvor vi var henne samt finde et hotel, der ikke var alt for dyrt, hvilket kan vaere latterligt svaert, naar det er iransk nytaar, og man regner med at ca. 10 mio iranere forlader Teheran hvert aar, for at tage paa ferie til turisstederne - som Shiraz nu engang er.
Men, for at komme tilbage paa sporet, saa fandt vi ind i omraadet med budgethotellerne og begyndte at soege. Foerste sted havde kun et 4 personers vaerelse til raadighed, som han ville have 200 kroner for pr. nat, saa det sagde vi paent nej tak til. Andet sted havde ingenting ledigt, og ville ikke engang lade os sove paa taget, saa ud og videre. Vi gik til noget af det mest faldefaerdige vi kunne finde og lod os indlogere i deres bederum til 50 kroner pr. nat, for en liggestolhynde paa et betongulv, med et moelaedt taeppe som "dyne", og saa skulle vi ellers love, at der var ryddet, saa folk paa hotellet kunne bede kl 10. Vi indvilligede, fandt noget at spise og gik tidligt i seng.
Naeste dag var det sightseeing dag. Vi tog et slot, en caravanseri, et par Khan's, et palads, et par moskeer og sluttede det hele af med the, masser af the. Og for lige at skrive lidt om det hele. Saa er slottet i Shiraz ret flot, selvom det sjove og det som man kigger efter, naar man kigger paa slotte og paladser, er deres pavillioner. Og her har vi pavillioner. Det er ikke som min fars lettere fesne planer om en rund traepavillion, der maaske har plads til 6, nej. Det er enorme firkantede pavillioner med plads til ca 5000, med udsmykket loft, spejl/glas lir paa vaeggene, der giver en ret syret effekt og saa ellers bare en terrasse, der er haevet halvanden meter over jorden, saa man bliver noedt til at skue op paa besidderen af pavillionen. Det er efter min mening en pavillion, og det er aabenbart ogsaa saadan man i gamle dage synes at pavillioner skulle se ud, for der er eret bred enighed rundt om i iran, at det er saadan man bygger pavillioner..
Saa er der en caravanseri, som er saadan nogle halv store bygninger med en hoej mur rundt omkring, hvor diverse karavaner indlogerede sig, naar de var paa tur tvaers over lande og kontinenter. Samtidig var der gerne en fyrste af en art, eller en slags vedligeholder, der supplerede vagter, frisk vand og mad, kvinder, et par senge - ja alt hvad saadan en karavane nu engang skal bruge, naar den krydser store distancer.
Dagen efter besluttede vi os for at tage et par moskeer mere, slappe lidt af om eftermiddagen med et par kander the og saa naar det blev nogenlunde udholdeligt igen saa ville vi begive os op og nyde eftermiddag/aftensolen i haven, der omgiver Hafez grav. Hvad vi saa ikke lige havde indset, var at, naar det er No ruz, saa er der iranere over det hele, og hvad der bliver kategoriseret, som en af de smukkeste haver i Iran, er ligesaa populaer, naar man er iraner, som naar man er turist i Iran. Saa vi kom derop og stod saa i koe i noget der ligner smaa 40 minutter, hvor vi naaede at opleve 2 slaaskampe blive afbrudt, inden det blev spaendende - der er ikke meget sjov over de iranere. MEn man forstaar dem jo egentlig ogsaa godt, hvem vil have blod foran haven. Da vi saa endelig kom ind, blev vi moedt af et vidunderligt syn. Blomster, smaa vandspring og flot marmor over det hele. Det var dejligt, meget dejligt. Vi proevede at maoevrere os uden om de massive folkemaengder, der var i haven og bevaegede os op imod en pavillion, der skulle huse den grav, hvori Hafez ligger. Pavillionen i sig selv er ikke noget at skrive om, marmor, med bronzetag og diverse af hans mest kendte citater stoebt ind(alle sammen paa farsi). Men menneskemaengden, der alle sammen ville ind og roere ved selve graven, var massiv. Der blev skubbet, bandet, svovlet, graedt en smule og leet - jeg siger at koeer paa roskilde festivalen er nemmere at navigere sig igennem end den foran graven. Og isaer de store iranske kvinder i deres chador, var fuldstaendig vanvittige - ingen respekt, ingen manerer, bare deres kaempe maver forrest, og hvis man saa stod uheldigt, saa blev man majet ned og kunne blive skrabet op af de rare parkbestyrere, naar det hele var faldet lidt mere til ro. Alt i alt en ret vild oplevelse, og jeg er da glad for mine fire roskilde festivaller, alligevel har givet lidt traening i, hvordan man bevaeger sig igennem en fraadende menneskemaengde som denne.
Efter at blive skubbet frem og tilbage et par minutters penge, og faaet et billede, der egentlig betegner anarkiet meget godt besluttede vi os for at dyrke haven lidt mere. Vi gik lidt paa maa og faa og blev saa stoppet af den klassiske "mister, mister, where are you from?" Vi vendte os om og saa en meget charmerende pige staa med hvad vi troede var hendes far, men viste sig at vaere hendes onkel - ligemeget.. Vi faldt i snak og blev hurtigt inviteret hjem til deres hus paa aftensmad. Aftensmaden foregik uden de store udskejelser, det var kun pigerne der kunne engelsk, saa alt foregik igennem dem. Ved aftensmaden scorede jeg rimelig gode point, da det engelske ord for paedagog er teacher, og naesten alle hernede kan lide laerere, saa jeg var i god jord hos de iranske foraeldrene. Efter maden stod den paa hygge med the og kager og saa blev der ellers spurgt om hvordan vores civilstand var. Justin forklarede at han havde kaereste paa, og de havde vaeret sammen i noget der ligner 5 aar og boede sammen, hvilket der ikke rigtig var nogen der kunne forstaa, for hvordan kan man bo sammen og ikke vaere gidt. Det maa man da ikke?!
Efter lidt smalltalk omkring forskellene mellem det vestlige og australske samfund kontra det iranske kom der saa et spoergsmaal, der slog mig fuldstaendig ud. Det udsprang alt sammen af vores civilstand, og det faktum at vi begge rejste alene, men pludselig kom den altsaa: "do you want a persian girlfriend?" Vil du have en persisk kaereste? Vi sad begge med aaben mund og polypper og kiggede foerst nervoest over paa faren, saa paa onkelen, men de forstod heldigvis ikke hvad der foregik. Saa kiggede vi tilbage paa pigen og hendes oester, der sad med haabefulde oejne, trak lidt nervoest paa smilet og forklarede dem at det nu nok ikke var verdens bedste ide, naar vi nu rejste videre om ikke saa lang tid og alt saadan noget. Pigerne kiggede lidt paa os, stillede saa op med et par hundeoejne og spurgte om vi nu var fuldstaendig sikre. Vi nikkede begge og resten af aftenen gik med lidt mere smalltalk.
Naeste dag stod den paa tur. Foerste stop var Pasargade og Cyruses grav. Pasargade var en ligegyldig ruinhob, hvor man kun ved hjaelp af de ret aergelige tegninger kunne forestille sig storhedstiden, og i forhold til baade Aphamea, Bosra, Palmyra, Perge og Olimpos var det hele lidt spild af tid. Cyrus grav derimod, var straks noget andet. Ikke fordi den var vanvittig stor, eller majestaetisk, men der var et eller andet over den. Fuldstaendig alene og firkantet staar den midt i ingenting. Der er ikke rigtig saa meget mere, men den enlige melankolse foelelse, som symboliserer denne her grav, goer at der er noget meget tiltraekkende over den.
Efter dette var det tid til et par andre grave og Persepolis. Gravene som vi skulle se, var hugget ind i klippen, og blev kaldt den iranske udgave af Petra. Dette er meget, meget, meget paent, naar man saadan hugger grave ind i klipper og jeg vil gerne udtrykke et dybt oenske om, at hvis jeg skulle doe foer tid paa en eller anden ulykkelig maade, saa vil jeg meget gerne have min grav hugget ind i en klippe, og saa gerne med et par relieffer, der viser mig nedslagte flere fjender end muligt. Men med Petra i vente, gerne om noget der ligner en 2 ugers penge, vil jeg vente med at skrive om ting udhugget i klipper og hoppe direkte til Persepolis, som var vanvittigt. For det foerste saa er det kaempe enormt. For det andet var der sort af iranske turister, saa vi kunne gaa i noget, der lignede 5 min foer en eller anden ville hoere hvor vi var fra og hvad vi synes om Iran. Samtidig blev der naermest kastet babyer og mindre boern imod os, som vi saa enten skulle holde eller have imellem os, mens der blev taget billeder. Der kom saagar folk op, der hverken kendte os eller boernene for at tage billeder, bare fordi vi var turister. Det var meget maerkeligt.
Men Persepolis bestaar af flere forskellige ting. Det foerste man gaar op af er the grand stairway og det er nu ogsaa meget sandt, for den er baade stor og det er trapper, saa det er jo meget godt. Her er trappetrinene meget lave, saa man ikke behoever kigge ned naar man gaar, hvilket var meningen, da det saa ville goere det nemmere for statsledere at snakke sammen.
Derefter gaar man op i the hall of all nations hvor man bliver moedt af et par kaempe stenheste, der kigger ned paa dig - overalt er der enten skulpturere eller relieffer, der viser heste, tyre, loeve, soldater eller handelsmaend. De er alle sammen utroligt velbevaret. Efter hallen er man ordentligt inde paa ruinerne og kan saa gaa rundt som man vil. Vi vandrede lidt rundt og var betaget, da vores oerer pludselig fanger den sang fra star wars, som spiller naar den gule skrift kommer over skaermen i starten af filmen, hvilket vi nu synes var meget morsomt og ingen af os kunne rigtig undgaa at nynne lidt med, hvilket iranerne saa til gengaeld synes var ret sjovt. Saa alt i alt, var der faelles udveksling af smil og indforstaaede smil, selvom der ikke var nogen der forstod hinanden.
Vi gik forbi the hall of a hundred columns, hvor der desvaerre kun var basen tilbage af soejlerne, men det er stadig ret nemt at forestille sig hvor stort det hele har vaeret, selvom der ikke er saa meget tilbage.

Efter Persepolis var det tilbage til Shiraz, farveltid til Justin. Han ville til Bam og jeg skulle med et fly til Teheran tidligt(kl 5) naeste morgen, for at forny mit visum.
Visumtingen gik strygende. Det tog 2.5 time og jeg fik et overnatningstog til Yazd samme aften, saa jeg brugte kun en dags penge i Teheran, hvilket var meget rart, for der er en by, som ejg virkelig ikke kan lide.

Yazd ligger naesten midt Iran, lige midt i Oerkenen og er ligesom Kashan fyldt med muddermurstenshuse. Den har en gammel by, som kun bestaar af disse og den brune farve er vildt god sammen med de blaa mosaikker og den lyseblaa himmel. Desuden gaar alting lidt mere stille og roligt i Yazd, og det er et sted, hvor man slapper af og laver naesten ingenting andet end at drikke the, slentre rundt i gaderne, laese boeger og snakke med tosser der bevaeger sig imod Pakistan, paa enten cykel(der var 6), via tog eller paa motorcykel.. Det er alt sammen meget maerkeligt, emn aabenbart, saa skulle Pakistan vaere ganske sikkert og vaere et rigtigt fedt land, saa maaske bliver Pakistan naeste gang? Hvem ved?
Omkring Yazd ligger der en ting, der hedder Chak Chak, som betyder dryp dryp. Det er et Zarathutstriansk pilgrimssted, hvor jeg tog hen med en gut fra Malaysia. Vi var der d. 13 dag i det iranske nytaar, hvilket er naturdag, saa Chak Chak var lukket for muslimer, men da man er turist er det praktisk talt lovligt at gaa ind over det hele. Og da det saa kun var zarathustrianere, der maatte vaere der, blev der hurtigt udpeget en gut, der kunne engelsk til at fortaelle os lidt om religionen. Det viser sig at zarathustrianisme er den aeldste monoteistiske religion i veden(det vidste jeg godt!) Jeg vidste dog ikke, at Zarathustra, der var grundlaegger havde langt brunt haar og langt brunt skaeg, ligesom en gut, der gik rundt og praedikede religion for et par tusind aar siden, desuden skal zarathustrianere bede fem gange dagligt, lidt ligesom muslimer, eller faktisk noejagtig ligesom muslimerne.
Man kunne godt foranlediges til at tro at de her monoteistiske religioner laaner lidt fra hinanden, fra tid til anden ihvertfald.. Hvis ikke, saa maa man stille spoergsmaal ved hvor meget de ligner hinanden..
Ellers saa tog vi til et sted der hedder Kharanagh, som ligesom Yazd er lige midt i oerkenen og bygget af de her muddermurstenshuse, den eneste forskel er at Yazd er beboet, det er Kharanagh ikke, saa det var tilladt at kravle rundt paa alle de gamle huse og rigtig lege opdager. Meget spaendende, meget interessant og meget rustikt.
Ellers saa lavede jeg ikke saa meget interessant i Yazd udover at tage det hele lidt stille og roligt, og nyde at jeg foelte at jeg havde brugt min tid i Iran godt, hvilket nu engang er ret vigtigt, naar man er et sted og afsted.
Efter hvad der blev til en uges penge i Yazd tog jeg bussen til Teheran og blev smidt af ved lufthavnen omkring kl 20 og ventede saa i lufthavnen til omkring kl 5(igen om morgenen) hvor jeg saa havde et fly til Bahrain og fra der til Beirut. Efter laaaang ventetid og en massiv kedsomhed, var jeg endelig i Beirut, hvor jeg blev hentet i lufthavnen, koert til hostellet, blev indlogeret i et dorm og fik mig et tiltraengt bad. Dagen gik med en gaatur rundt i byen med en australier, der hedder Scott, og et par oel hist og pist inden jeg besluttede mig for at gaa nogenlunde tidligt i seng, saa jeg var klar til naeste dag hvor Anders( en kammerat hjemmefra) kom. Han ankom med flyet kl. 23.30, vi smed taskerne paa hostellet og tog saa direkte paa bar og videre til noget der hedder BO18, som er en klub i Beirut, der ligger i en gammel raketbunker, hvor de kan aabne taget og goer det. Det var virkelig et fedt sted, der var fyldt med rige libanesere og turister, der lige skulle se hvad det der i bunkeren nu engang var for noget.
Ellers saa er Beirut slet ikke som mellemoesten ellers er. Her er fyldt med dyre biler, nye byggerier, modetoejsforretninger, dyre restauranter og prislejet er generelt meget hoejere end i resten af mellemoesten. Det er rart at komme til et sted, hvor der er rent, men samtidig foeles det hele lidt falsk i forhold til andre steder, der mangler den mellemoestlige mentalitet, med the paa ethvert gadehjoerne, gamle tandloese maend, unge fyre i alt for grimt toej og den aabenhed, som jeg har nydt rigtig godt af skal man kigge halv langt efter.
Dog er det ret fedt, at der imellem alle de her nye bygninger staar bygninger, der er gennemhullet af skud og granater og det er ikke fordi, at der som saadan er noget galt med byen eller de ting, den har at byde paa, den er bare ikke ligesaa mellemoestlig, som f.eks. Damaskus, Aleppo, Esfahan og saa videre. Dog vil jeg anbefale Beirut til alle, der gerne vil have noget nutidig historie, lidt drama, politimaend/soldater og ellers bare vil vaere et sted, der er mere eksotisk end de fleste europaeiske byer.

Jeg tror det var alt for nu. PT er Anders, Scott og jeg i Tripoli, som er udemaerket. Imorgen tager vi til Homs, for jeg vil vise Anders Krak des Chevalier(det gamle middelalderslot) og derfra tager vi til Damaskus og videre ned til Jordan!

Pas paa jer selv! Der er nu 20 dage til jeg er hjemme, saa der gaar ikke laenge inden jeg kan vise jer mine 1250 billeder(jeg vil gerne vaedde med at der kommer mange flere)
Hav det godt!

Esfahan - blaa mosaikmoskeer, turist og danskere

Kaere alle!

Saa skal det vaere tid til endnu et anlaeg, for Gud ved, at bloggen er ved at vaere lidt bagud i forhold til mig. Det er godt nok ved at vaere en 10 dages penge siden jeg var i Esfahan, men det hindrer jo ikke nogen i at skrive om Esfahan, og hvis det endelig hindrer nogen, saa er jeg ikke en af dem.
Saaledes skal dette indlaeg startes - dog for ikke at forvirre nogen eller noget vil jeg begynde med begyndelsen af Esfahan, der er manifesteret i busturen fra Kashan.
Jeg tog bussen sammed med det tyske par og en brasiliensk pige vi moedte mens vi gik rundt i Kashan. Selve turen var ren leg i forhold til tidligere oplevelser(her henvises bl.a. til turen fra Istanbul til Antalya, hvilken ikke var for sarte sjaele.) Ligemeget hvad, saa tog turen kun 5 timer, og med min Ipod i oererne og bussens stille vuggen faldt jeg hurtigt i soevn, for at vaagne ca. 4 timer efter og se at jeg blev overbegloet af et par meget nysgerrige iranske boern. De var svaert interesserede i mine hoeretelefoner og saa det, at jeg ikke ligefrem ligner en iraner med mit forholdsvis lange lyse haar og lyse hud. Vi lavede lidt fagter til hinanden, og da Miguel, den mandlige del af det tyske par, saa jeg at jeg havde faaet mig et par nye venner, hev han et par balloner frem fra tasken(manden rejser altid rundt med balloner?!), hvilket gav stor jubel blandt boernene og smed et par smil fra deres foraeldre, der var ved at loebe toer for muligheder for underholdning til boernene.

Da vi ankom til busstationen i Esfahan, blev den brasilienske pige hentet af en iransk ven hun havde, mens vi andre tre fandt en taxa mod et hostel. Da vi saa ankom til hostellet, og bad dem om et dobbeltvaerelse med toilet og bad til tyskerne og en seng i dormitoriet til mig, sagde manden, der ejede hostellet, at han ikke havde hverken dobbeltvaerelse med bad og wc eller dorm, det viste sig dog, at han havde et kaelderrum, med et par tynde moelaedte madrasser, men da det var billigt slog jeg til og tyskerne valgte at finde et andet hotel. Tyskerne havde kun 14 dage, og rejste med dobbelt saa mange penge som mig, selvom jeg skal vaere her en maaned. Dog ser det ud til, at jeg klarer mig - maaske endda har lidt penge tilovers, naar jeg forlader Iran, men det maa vi se paa, naar det bliver tid til at forlade Iran.
Resten af dagen brugte vi paa at spise, drikke the og gaa lidt rundt i Esfahan, bare for at se os omkring samt for at faa et overblik over byen.
Naeste dag stod den saa paa sightseeing, vi moedte hinanden forholdsvis tidligt og begyndte en marathon af moskeer. Vi saa Jameh moskeen, der er omkring 1000 aar gammel, her moedte vi en, der arbejdede i moskeen, der haardnakket paastod at moskeen var over 1500 aar gammel, hvilket nok har vaeret en lodret loegn, da Mohammed ikke fik sin foerste aabenbaring foer tidligst 610, og med lidt kvik hovedregning, vil det svare til at vi var i aar 2110 og det er vi vel langt fra.. Saa han har nok bare sagt noget, for at imponere os.
Men jeg vil nu lige dvaele lidt ved moskeerne og i saerdeleshed den iransk-muslimske evne til at bygge fantastiske, flotte bygninger, hvor isaer mosiakarbejdet er overdaadigt. Naesten alle de sevaerdige bygninger er holdt i gul/brune mursten, der virkelig gaar godt sammen med med et miks af blaa, hvide, gule og groenne mosaikker, det er virkelig noget i sig selv, og jeg glaeder mig meget til at komme hjem og vise jer billeder af de forskellige steder.
Paa vej rundt paa vores rundtur stoedte vi paa et andet par backpackere, de viste sig at vaere danskere, og er saafremt de foerste danskere jeg har moedt indenfor de sidste 2-3 maaneder, hvilket var rart, da man saa kan kommunikere paa dansk.For det er virkelig ikke meget dansk jeg faar snakket hernede, da det meste foregaar paa engelsk - det er vel egentlig kun, naar jeg skyper med mine foraeldre, skriver emails, postkort og blogindlaeg, at jeg faar taenkt og formuleret mig ordentligt paa dansk.
Sune og Minna som det danske par hedder, camperede udenfor byen, men regnede med at soege mod det samme hostel, hvor jeg var indlogeret, da campingpladsen ikke havde noget bad, og naar man render rundt i 25-30 grader og som dreng skal baere lange bukser og som kvinde skal baere toerklaede og ikke maa vise noget, der kan forveksles som hud og da slet ikke vise figur, kan det meget hurtigt blive ufatteligt varmt og et bad er derfor forholdsvis essentielt.
Vi brugte resten af andendagen sammen med danskerne og picnic paa den store imam plads, der er omgivet af bazaren, et palads og to moskeer. Det var planen at vi ville ind i moskeerne og derefter finde en kop the, men da moskeerne var lukket paa grund af eftermiddagsboen og vi blev kidnappet af en gut og budt paa the i hans vens taeppebiks, udskoed vi moskeerne til dagen efter og besluttede os for at snakke lidt om hvordan det var at vaere en bazari, det kaldes maendene, der ejer butikker i bazaren og hvordan det var at bo i Iran. Her moedte vi en mand, der var fuldstaendig overbevist om at hvis man tillod alkohol og tillod pigerne at smide toerklaedet, ja, saa ville anarki simpelthen herske i gaderne. Vi var naturligvis meget uenige, og fik en rigtig god snak ud af det, selvom, der ikke rigtig kom saa meget konstruktivt ud af det, andet end en god omgang meningsudveksling, jamen saa var det rart at moede og snakke med en, som faktisk mente at theokratiet var en god ting og at systemet fungerede.
Dagen efter var det tid til tyskerne at tage videre, da de havde et meget stramt program, ville de gerne til Yazd, mens jeg hang ud med danskerne, vi tog i de to moskeer vi ikke havde vaeret i dagen foer samt til et palads, der tidligere var shahens yndlingspalads. Den store imam plads, er faktisk en gammel polo bane, og paladset har en terrasse, der skuer ud over pladsen, hvor Shahen saa i gamle dage, sad med hele sit slaeng, mens han saa paa polo.
Det er dog svaert for tre danskere at lave noget effektiv sightseeing, da den iranske befolkning er meget interesseret i turisterne, og meget gaestfrie, saa vi kunne ikke gaa meget mere end fem minutter, foer en iraner henvendte sig til os med de klassiske spoergsmaal, om hvor vi er fra, hvad vi synes om Iran og om de maa tage et billede sammen med os. Jeg tror jeg faar svaert ved at vendte tilbage fra Iran, uden at en eller anden komplet fremmed render op til mig paa gaden og insisterer paa at jeg kender hans faetter, det maa jeg ihvertfald goere, naar jeg er paa hans feriebilleder. Det er nu meget sjovt at taenke paa, at jeg ihvertfald er paa de foerste 100 forskellige iraners feriebilleder.
Vi var endda saa populaere, at da vi kom ud fra paladset kom der en iraner op til mig, med en baby, gav mig babyen, viste mig sit kamera, tog et billede af mig med baby og gik saa igen, som om intet var haendt, mens jeg stod med et meget fjoget udtryk i hovedet og proevede at finde hoved og hale i hvad, der netop lige var sket.
Efter en begivenhedsrig dag ringede Sune til en ven Minna og ham havde moedt tidligere, der var i Esfahan og spurgte om vi skulle moedes til en kop kaffe. Kaffe blev til udkigspunkt, hjemmebesoeg og middag med hans familie, hvilket altid er skide hyggeligt, saa alt i alt en rigtig god dag.
Naeste dag stod paa morgenmad i en park, thedrikning og mere sightseeing. Vi tog paa museet for samtidskunst i Esfahan, hvor der var en rigtig flot plakatudstilling, en virkelig daarlig maleriudstilling, en ok fotografiudstilling og en temmelig intetsigende karikaturudstilling, alt i alt okay, men ikke rigtig noget der satte de store tanker igang eller nogens pis i kog, men det var ganske okay, saa ikke spild af tid. Efter museet stod den paa palads, hvor vi saa forlystelsespavillionen, hvilket var en ret flot pavillion omgivet af en groen have, med en stor terrasse, der viste hvor herskeren i sin tid havde siddet og kigget rundt paa folk omgivet af skoenne haremskvinder, the i lede stroemme og vandpibe, saa man skulle tro det var taaget. Det har ikke vaeret det vaerste i verden, at vaere fyrste.
Ellers saa er Esfahan et dejligt sted. Byen er afslappet, der loeber en flod igennem den, som har et rigtig godt thehus, imampladsen er fantastisk smuk og saa har de bydelen Jolfa, som er det armenske kvarter.
I gamle dage importerede fyrsten armenere og husede dem i dette kvarter, da de var kendt for deres evne til at bygge flotte ting og saa ellers placeret i dette kvarter. Nu er det saa blevet til det hippe sted i byen, hvor de unge haenger ud paa kaffebarer og alle de rige bor, hvad enten de er muslimer eller kristne armenere. Faktisk er det lidt spaendende med det armenske mindretal, for det gik aabenbart i loebet af et aar fra at vaere 100.000 armenere i Teheran, til at vaere 50.000 armenere i Teheran. De flytter tilbage til Armenien, fordi de er traette af de iranske regler, og desuden foeler de, at deres religion er svaerd for dem at dyrke, og saa foeler de at toerklaedet er med til at goere dem muslimske, og det vil de virkelig ikke vaere. Det er lidt underfundigt, for der er ingen forskel i deres udseende overhovedet, det er kun religionen, der skiller dem. Men den er saa aabenbart ogsaa saa vigtig, at det er grund nok for dem at foele sig undertrykt. Og det er da lidt klart at de er undertrygte, de bor trods alt i en islamisk republik, saa det er svaert ikke at foele sig lidt undertrykt som kristen. Samtidig, saa vil de helst heller ikke have noget at goere med muslimerne. De gaar i skole for sig, universitet for sig, snakker armensk derhjemme, bor i armenske enklaver, arbejder i armenske eller internationale virksomheder, gaar kun sammen med andre armenere og forbyder deres boern at gifte sig med andet end armenere. Det er ikke kun Danmark, der har ghettoproblemer.
Det er sjovt at opleve alle de ting her, ogsaa selvom, at det ikke er smukke ting eller nydelige bygninger, men jeg faar ligesaa stille og roligt oejnene op for en masse ting, som jeg ikke havde nogen anelse om ellers.

Nu er det slut for denne gang. Jeg har det godt og nyder livet.
Naeste indlaeg kommer hoejest sandsynligt til at handle om Shiraz, Persepolis og Yazd.
Planen efter Iran hedder Libanon, hvor jeg moeder en kammerat hjemmefra, der hedder Anders og vi tager den sidste maaneds tid sammen.

Pas paa jer selv! Hav det rigtig godt til vi ses igen!