Esfahan - blaa mosaikmoskeer, turist og danskere

Kaere alle!

Saa skal det vaere tid til endnu et anlaeg, for Gud ved, at bloggen er ved at vaere lidt bagud i forhold til mig. Det er godt nok ved at vaere en 10 dages penge siden jeg var i Esfahan, men det hindrer jo ikke nogen i at skrive om Esfahan, og hvis det endelig hindrer nogen, saa er jeg ikke en af dem.
Saaledes skal dette indlaeg startes - dog for ikke at forvirre nogen eller noget vil jeg begynde med begyndelsen af Esfahan, der er manifesteret i busturen fra Kashan.
Jeg tog bussen sammed med det tyske par og en brasiliensk pige vi moedte mens vi gik rundt i Kashan. Selve turen var ren leg i forhold til tidligere oplevelser(her henvises bl.a. til turen fra Istanbul til Antalya, hvilken ikke var for sarte sjaele.) Ligemeget hvad, saa tog turen kun 5 timer, og med min Ipod i oererne og bussens stille vuggen faldt jeg hurtigt i soevn, for at vaagne ca. 4 timer efter og se at jeg blev overbegloet af et par meget nysgerrige iranske boern. De var svaert interesserede i mine hoeretelefoner og saa det, at jeg ikke ligefrem ligner en iraner med mit forholdsvis lange lyse haar og lyse hud. Vi lavede lidt fagter til hinanden, og da Miguel, den mandlige del af det tyske par, saa jeg at jeg havde faaet mig et par nye venner, hev han et par balloner frem fra tasken(manden rejser altid rundt med balloner?!), hvilket gav stor jubel blandt boernene og smed et par smil fra deres foraeldre, der var ved at loebe toer for muligheder for underholdning til boernene.

Da vi ankom til busstationen i Esfahan, blev den brasilienske pige hentet af en iransk ven hun havde, mens vi andre tre fandt en taxa mod et hostel. Da vi saa ankom til hostellet, og bad dem om et dobbeltvaerelse med toilet og bad til tyskerne og en seng i dormitoriet til mig, sagde manden, der ejede hostellet, at han ikke havde hverken dobbeltvaerelse med bad og wc eller dorm, det viste sig dog, at han havde et kaelderrum, med et par tynde moelaedte madrasser, men da det var billigt slog jeg til og tyskerne valgte at finde et andet hotel. Tyskerne havde kun 14 dage, og rejste med dobbelt saa mange penge som mig, selvom jeg skal vaere her en maaned. Dog ser det ud til, at jeg klarer mig - maaske endda har lidt penge tilovers, naar jeg forlader Iran, men det maa vi se paa, naar det bliver tid til at forlade Iran.
Resten af dagen brugte vi paa at spise, drikke the og gaa lidt rundt i Esfahan, bare for at se os omkring samt for at faa et overblik over byen.
Naeste dag stod den saa paa sightseeing, vi moedte hinanden forholdsvis tidligt og begyndte en marathon af moskeer. Vi saa Jameh moskeen, der er omkring 1000 aar gammel, her moedte vi en, der arbejdede i moskeen, der haardnakket paastod at moskeen var over 1500 aar gammel, hvilket nok har vaeret en lodret loegn, da Mohammed ikke fik sin foerste aabenbaring foer tidligst 610, og med lidt kvik hovedregning, vil det svare til at vi var i aar 2110 og det er vi vel langt fra.. Saa han har nok bare sagt noget, for at imponere os.
Men jeg vil nu lige dvaele lidt ved moskeerne og i saerdeleshed den iransk-muslimske evne til at bygge fantastiske, flotte bygninger, hvor isaer mosiakarbejdet er overdaadigt. Naesten alle de sevaerdige bygninger er holdt i gul/brune mursten, der virkelig gaar godt sammen med med et miks af blaa, hvide, gule og groenne mosaikker, det er virkelig noget i sig selv, og jeg glaeder mig meget til at komme hjem og vise jer billeder af de forskellige steder.
Paa vej rundt paa vores rundtur stoedte vi paa et andet par backpackere, de viste sig at vaere danskere, og er saafremt de foerste danskere jeg har moedt indenfor de sidste 2-3 maaneder, hvilket var rart, da man saa kan kommunikere paa dansk.For det er virkelig ikke meget dansk jeg faar snakket hernede, da det meste foregaar paa engelsk - det er vel egentlig kun, naar jeg skyper med mine foraeldre, skriver emails, postkort og blogindlaeg, at jeg faar taenkt og formuleret mig ordentligt paa dansk.
Sune og Minna som det danske par hedder, camperede udenfor byen, men regnede med at soege mod det samme hostel, hvor jeg var indlogeret, da campingpladsen ikke havde noget bad, og naar man render rundt i 25-30 grader og som dreng skal baere lange bukser og som kvinde skal baere toerklaede og ikke maa vise noget, der kan forveksles som hud og da slet ikke vise figur, kan det meget hurtigt blive ufatteligt varmt og et bad er derfor forholdsvis essentielt.
Vi brugte resten af andendagen sammen med danskerne og picnic paa den store imam plads, der er omgivet af bazaren, et palads og to moskeer. Det var planen at vi ville ind i moskeerne og derefter finde en kop the, men da moskeerne var lukket paa grund af eftermiddagsboen og vi blev kidnappet af en gut og budt paa the i hans vens taeppebiks, udskoed vi moskeerne til dagen efter og besluttede os for at snakke lidt om hvordan det var at vaere en bazari, det kaldes maendene, der ejer butikker i bazaren og hvordan det var at bo i Iran. Her moedte vi en mand, der var fuldstaendig overbevist om at hvis man tillod alkohol og tillod pigerne at smide toerklaedet, ja, saa ville anarki simpelthen herske i gaderne. Vi var naturligvis meget uenige, og fik en rigtig god snak ud af det, selvom, der ikke rigtig kom saa meget konstruktivt ud af det, andet end en god omgang meningsudveksling, jamen saa var det rart at moede og snakke med en, som faktisk mente at theokratiet var en god ting og at systemet fungerede.
Dagen efter var det tid til tyskerne at tage videre, da de havde et meget stramt program, ville de gerne til Yazd, mens jeg hang ud med danskerne, vi tog i de to moskeer vi ikke havde vaeret i dagen foer samt til et palads, der tidligere var shahens yndlingspalads. Den store imam plads, er faktisk en gammel polo bane, og paladset har en terrasse, der skuer ud over pladsen, hvor Shahen saa i gamle dage, sad med hele sit slaeng, mens han saa paa polo.
Det er dog svaert for tre danskere at lave noget effektiv sightseeing, da den iranske befolkning er meget interesseret i turisterne, og meget gaestfrie, saa vi kunne ikke gaa meget mere end fem minutter, foer en iraner henvendte sig til os med de klassiske spoergsmaal, om hvor vi er fra, hvad vi synes om Iran og om de maa tage et billede sammen med os. Jeg tror jeg faar svaert ved at vendte tilbage fra Iran, uden at en eller anden komplet fremmed render op til mig paa gaden og insisterer paa at jeg kender hans faetter, det maa jeg ihvertfald goere, naar jeg er paa hans feriebilleder. Det er nu meget sjovt at taenke paa, at jeg ihvertfald er paa de foerste 100 forskellige iraners feriebilleder.
Vi var endda saa populaere, at da vi kom ud fra paladset kom der en iraner op til mig, med en baby, gav mig babyen, viste mig sit kamera, tog et billede af mig med baby og gik saa igen, som om intet var haendt, mens jeg stod med et meget fjoget udtryk i hovedet og proevede at finde hoved og hale i hvad, der netop lige var sket.
Efter en begivenhedsrig dag ringede Sune til en ven Minna og ham havde moedt tidligere, der var i Esfahan og spurgte om vi skulle moedes til en kop kaffe. Kaffe blev til udkigspunkt, hjemmebesoeg og middag med hans familie, hvilket altid er skide hyggeligt, saa alt i alt en rigtig god dag.
Naeste dag stod paa morgenmad i en park, thedrikning og mere sightseeing. Vi tog paa museet for samtidskunst i Esfahan, hvor der var en rigtig flot plakatudstilling, en virkelig daarlig maleriudstilling, en ok fotografiudstilling og en temmelig intetsigende karikaturudstilling, alt i alt okay, men ikke rigtig noget der satte de store tanker igang eller nogens pis i kog, men det var ganske okay, saa ikke spild af tid. Efter museet stod den paa palads, hvor vi saa forlystelsespavillionen, hvilket var en ret flot pavillion omgivet af en groen have, med en stor terrasse, der viste hvor herskeren i sin tid havde siddet og kigget rundt paa folk omgivet af skoenne haremskvinder, the i lede stroemme og vandpibe, saa man skulle tro det var taaget. Det har ikke vaeret det vaerste i verden, at vaere fyrste.
Ellers saa er Esfahan et dejligt sted. Byen er afslappet, der loeber en flod igennem den, som har et rigtig godt thehus, imampladsen er fantastisk smuk og saa har de bydelen Jolfa, som er det armenske kvarter.
I gamle dage importerede fyrsten armenere og husede dem i dette kvarter, da de var kendt for deres evne til at bygge flotte ting og saa ellers placeret i dette kvarter. Nu er det saa blevet til det hippe sted i byen, hvor de unge haenger ud paa kaffebarer og alle de rige bor, hvad enten de er muslimer eller kristne armenere. Faktisk er det lidt spaendende med det armenske mindretal, for det gik aabenbart i loebet af et aar fra at vaere 100.000 armenere i Teheran, til at vaere 50.000 armenere i Teheran. De flytter tilbage til Armenien, fordi de er traette af de iranske regler, og desuden foeler de, at deres religion er svaerd for dem at dyrke, og saa foeler de at toerklaedet er med til at goere dem muslimske, og det vil de virkelig ikke vaere. Det er lidt underfundigt, for der er ingen forskel i deres udseende overhovedet, det er kun religionen, der skiller dem. Men den er saa aabenbart ogsaa saa vigtig, at det er grund nok for dem at foele sig undertrykt. Og det er da lidt klart at de er undertrygte, de bor trods alt i en islamisk republik, saa det er svaert ikke at foele sig lidt undertrykt som kristen. Samtidig, saa vil de helst heller ikke have noget at goere med muslimerne. De gaar i skole for sig, universitet for sig, snakker armensk derhjemme, bor i armenske enklaver, arbejder i armenske eller internationale virksomheder, gaar kun sammen med andre armenere og forbyder deres boern at gifte sig med andet end armenere. Det er ikke kun Danmark, der har ghettoproblemer.
Det er sjovt at opleve alle de ting her, ogsaa selvom, at det ikke er smukke ting eller nydelige bygninger, men jeg faar ligesaa stille og roligt oejnene op for en masse ting, som jeg ikke havde nogen anelse om ellers.

Nu er det slut for denne gang. Jeg har det godt og nyder livet.
Naeste indlaeg kommer hoejest sandsynligt til at handle om Shiraz, Persepolis og Yazd.
Planen efter Iran hedder Libanon, hvor jeg moeder en kammerat hjemmefra, der hedder Anders og vi tager den sidste maaneds tid sammen.

Pas paa jer selv! Hav det rigtig godt til vi ses igen!