Mere nyt fra forskellige steder

Hej Alle!

Mere nyt! Men for at faa lidt struktur paa det hele, er det noedvendigt med en liste. Saa her er der en nogenlunde liste der viser hvad jeg gerne vil ind paa.

Shiraz
Persepolis
Yazd
Beirut

okay, saa gaar det loes!
For at starte , saa starter vi med det, der er laengst tid siden, nemlig Shiraz. JEg tog afsked med Sune og Minna i Esfahn, der ville proeve at naa til Kurdistan inden deres visum udloeb og fandt sammen med en Australier ved navn Justin, der ligesom jeg, gerne vill en tur mod Shiraz. Byen Shiraz er primaert kendt for vindruerne til vinen Shiraz, men de er ikke blevet produceret siden revololutionen i 74, saa der er ikke noget vin. Ellers saa er den beroemte persiske digter Hafez begravet her, og has grav, der er placeret i midten af en kaempe park er et tursitmaal i sig selv, som vi ville se. Men foerst skal vi snakke lidt om ankomsten. For vi tog en bus fra Esfahan omkring kl 13 og da det tager 78 timer var vi foerst i Shiraz omkring kl 20, derfra skulle vi lige faa et overblik over hvor vi var henne samt finde et hotel, der ikke var alt for dyrt, hvilket kan vaere latterligt svaert, naar det er iransk nytaar, og man regner med at ca. 10 mio iranere forlader Teheran hvert aar, for at tage paa ferie til turisstederne - som Shiraz nu engang er.
Men, for at komme tilbage paa sporet, saa fandt vi ind i omraadet med budgethotellerne og begyndte at soege. Foerste sted havde kun et 4 personers vaerelse til raadighed, som han ville have 200 kroner for pr. nat, saa det sagde vi paent nej tak til. Andet sted havde ingenting ledigt, og ville ikke engang lade os sove paa taget, saa ud og videre. Vi gik til noget af det mest faldefaerdige vi kunne finde og lod os indlogere i deres bederum til 50 kroner pr. nat, for en liggestolhynde paa et betongulv, med et moelaedt taeppe som "dyne", og saa skulle vi ellers love, at der var ryddet, saa folk paa hotellet kunne bede kl 10. Vi indvilligede, fandt noget at spise og gik tidligt i seng.
Naeste dag var det sightseeing dag. Vi tog et slot, en caravanseri, et par Khan's, et palads, et par moskeer og sluttede det hele af med the, masser af the. Og for lige at skrive lidt om det hele. Saa er slottet i Shiraz ret flot, selvom det sjove og det som man kigger efter, naar man kigger paa slotte og paladser, er deres pavillioner. Og her har vi pavillioner. Det er ikke som min fars lettere fesne planer om en rund traepavillion, der maaske har plads til 6, nej. Det er enorme firkantede pavillioner med plads til ca 5000, med udsmykket loft, spejl/glas lir paa vaeggene, der giver en ret syret effekt og saa ellers bare en terrasse, der er haevet halvanden meter over jorden, saa man bliver noedt til at skue op paa besidderen af pavillionen. Det er efter min mening en pavillion, og det er aabenbart ogsaa saadan man i gamle dage synes at pavillioner skulle se ud, for der er eret bred enighed rundt om i iran, at det er saadan man bygger pavillioner..
Saa er der en caravanseri, som er saadan nogle halv store bygninger med en hoej mur rundt omkring, hvor diverse karavaner indlogerede sig, naar de var paa tur tvaers over lande og kontinenter. Samtidig var der gerne en fyrste af en art, eller en slags vedligeholder, der supplerede vagter, frisk vand og mad, kvinder, et par senge - ja alt hvad saadan en karavane nu engang skal bruge, naar den krydser store distancer.
Dagen efter besluttede vi os for at tage et par moskeer mere, slappe lidt af om eftermiddagen med et par kander the og saa naar det blev nogenlunde udholdeligt igen saa ville vi begive os op og nyde eftermiddag/aftensolen i haven, der omgiver Hafez grav. Hvad vi saa ikke lige havde indset, var at, naar det er No ruz, saa er der iranere over det hele, og hvad der bliver kategoriseret, som en af de smukkeste haver i Iran, er ligesaa populaer, naar man er iraner, som naar man er turist i Iran. Saa vi kom derop og stod saa i koe i noget der ligner smaa 40 minutter, hvor vi naaede at opleve 2 slaaskampe blive afbrudt, inden det blev spaendende - der er ikke meget sjov over de iranere. MEn man forstaar dem jo egentlig ogsaa godt, hvem vil have blod foran haven. Da vi saa endelig kom ind, blev vi moedt af et vidunderligt syn. Blomster, smaa vandspring og flot marmor over det hele. Det var dejligt, meget dejligt. Vi proevede at maoevrere os uden om de massive folkemaengder, der var i haven og bevaegede os op imod en pavillion, der skulle huse den grav, hvori Hafez ligger. Pavillionen i sig selv er ikke noget at skrive om, marmor, med bronzetag og diverse af hans mest kendte citater stoebt ind(alle sammen paa farsi). Men menneskemaengden, der alle sammen ville ind og roere ved selve graven, var massiv. Der blev skubbet, bandet, svovlet, graedt en smule og leet - jeg siger at koeer paa roskilde festivalen er nemmere at navigere sig igennem end den foran graven. Og isaer de store iranske kvinder i deres chador, var fuldstaendig vanvittige - ingen respekt, ingen manerer, bare deres kaempe maver forrest, og hvis man saa stod uheldigt, saa blev man majet ned og kunne blive skrabet op af de rare parkbestyrere, naar det hele var faldet lidt mere til ro. Alt i alt en ret vild oplevelse, og jeg er da glad for mine fire roskilde festivaller, alligevel har givet lidt traening i, hvordan man bevaeger sig igennem en fraadende menneskemaengde som denne.
Efter at blive skubbet frem og tilbage et par minutters penge, og faaet et billede, der egentlig betegner anarkiet meget godt besluttede vi os for at dyrke haven lidt mere. Vi gik lidt paa maa og faa og blev saa stoppet af den klassiske "mister, mister, where are you from?" Vi vendte os om og saa en meget charmerende pige staa med hvad vi troede var hendes far, men viste sig at vaere hendes onkel - ligemeget.. Vi faldt i snak og blev hurtigt inviteret hjem til deres hus paa aftensmad. Aftensmaden foregik uden de store udskejelser, det var kun pigerne der kunne engelsk, saa alt foregik igennem dem. Ved aftensmaden scorede jeg rimelig gode point, da det engelske ord for paedagog er teacher, og naesten alle hernede kan lide laerere, saa jeg var i god jord hos de iranske foraeldrene. Efter maden stod den paa hygge med the og kager og saa blev der ellers spurgt om hvordan vores civilstand var. Justin forklarede at han havde kaereste paa, og de havde vaeret sammen i noget der ligner 5 aar og boede sammen, hvilket der ikke rigtig var nogen der kunne forstaa, for hvordan kan man bo sammen og ikke vaere gidt. Det maa man da ikke?!
Efter lidt smalltalk omkring forskellene mellem det vestlige og australske samfund kontra det iranske kom der saa et spoergsmaal, der slog mig fuldstaendig ud. Det udsprang alt sammen af vores civilstand, og det faktum at vi begge rejste alene, men pludselig kom den altsaa: "do you want a persian girlfriend?" Vil du have en persisk kaereste? Vi sad begge med aaben mund og polypper og kiggede foerst nervoest over paa faren, saa paa onkelen, men de forstod heldigvis ikke hvad der foregik. Saa kiggede vi tilbage paa pigen og hendes oester, der sad med haabefulde oejne, trak lidt nervoest paa smilet og forklarede dem at det nu nok ikke var verdens bedste ide, naar vi nu rejste videre om ikke saa lang tid og alt saadan noget. Pigerne kiggede lidt paa os, stillede saa op med et par hundeoejne og spurgte om vi nu var fuldstaendig sikre. Vi nikkede begge og resten af aftenen gik med lidt mere smalltalk.
Naeste dag stod den paa tur. Foerste stop var Pasargade og Cyruses grav. Pasargade var en ligegyldig ruinhob, hvor man kun ved hjaelp af de ret aergelige tegninger kunne forestille sig storhedstiden, og i forhold til baade Aphamea, Bosra, Palmyra, Perge og Olimpos var det hele lidt spild af tid. Cyrus grav derimod, var straks noget andet. Ikke fordi den var vanvittig stor, eller majestaetisk, men der var et eller andet over den. Fuldstaendig alene og firkantet staar den midt i ingenting. Der er ikke rigtig saa meget mere, men den enlige melankolse foelelse, som symboliserer denne her grav, goer at der er noget meget tiltraekkende over den.
Efter dette var det tid til et par andre grave og Persepolis. Gravene som vi skulle se, var hugget ind i klippen, og blev kaldt den iranske udgave af Petra. Dette er meget, meget, meget paent, naar man saadan hugger grave ind i klipper og jeg vil gerne udtrykke et dybt oenske om, at hvis jeg skulle doe foer tid paa en eller anden ulykkelig maade, saa vil jeg meget gerne have min grav hugget ind i en klippe, og saa gerne med et par relieffer, der viser mig nedslagte flere fjender end muligt. Men med Petra i vente, gerne om noget der ligner en 2 ugers penge, vil jeg vente med at skrive om ting udhugget i klipper og hoppe direkte til Persepolis, som var vanvittigt. For det foerste saa er det kaempe enormt. For det andet var der sort af iranske turister, saa vi kunne gaa i noget, der lignede 5 min foer en eller anden ville hoere hvor vi var fra og hvad vi synes om Iran. Samtidig blev der naermest kastet babyer og mindre boern imod os, som vi saa enten skulle holde eller have imellem os, mens der blev taget billeder. Der kom saagar folk op, der hverken kendte os eller boernene for at tage billeder, bare fordi vi var turister. Det var meget maerkeligt.
Men Persepolis bestaar af flere forskellige ting. Det foerste man gaar op af er the grand stairway og det er nu ogsaa meget sandt, for den er baade stor og det er trapper, saa det er jo meget godt. Her er trappetrinene meget lave, saa man ikke behoever kigge ned naar man gaar, hvilket var meningen, da det saa ville goere det nemmere for statsledere at snakke sammen.
Derefter gaar man op i the hall of all nations hvor man bliver moedt af et par kaempe stenheste, der kigger ned paa dig - overalt er der enten skulpturere eller relieffer, der viser heste, tyre, loeve, soldater eller handelsmaend. De er alle sammen utroligt velbevaret. Efter hallen er man ordentligt inde paa ruinerne og kan saa gaa rundt som man vil. Vi vandrede lidt rundt og var betaget, da vores oerer pludselig fanger den sang fra star wars, som spiller naar den gule skrift kommer over skaermen i starten af filmen, hvilket vi nu synes var meget morsomt og ingen af os kunne rigtig undgaa at nynne lidt med, hvilket iranerne saa til gengaeld synes var ret sjovt. Saa alt i alt, var der faelles udveksling af smil og indforstaaede smil, selvom der ikke var nogen der forstod hinanden.
Vi gik forbi the hall of a hundred columns, hvor der desvaerre kun var basen tilbage af soejlerne, men det er stadig ret nemt at forestille sig hvor stort det hele har vaeret, selvom der ikke er saa meget tilbage.

Efter Persepolis var det tilbage til Shiraz, farveltid til Justin. Han ville til Bam og jeg skulle med et fly til Teheran tidligt(kl 5) naeste morgen, for at forny mit visum.
Visumtingen gik strygende. Det tog 2.5 time og jeg fik et overnatningstog til Yazd samme aften, saa jeg brugte kun en dags penge i Teheran, hvilket var meget rart, for der er en by, som ejg virkelig ikke kan lide.

Yazd ligger naesten midt Iran, lige midt i Oerkenen og er ligesom Kashan fyldt med muddermurstenshuse. Den har en gammel by, som kun bestaar af disse og den brune farve er vildt god sammen med de blaa mosaikker og den lyseblaa himmel. Desuden gaar alting lidt mere stille og roligt i Yazd, og det er et sted, hvor man slapper af og laver naesten ingenting andet end at drikke the, slentre rundt i gaderne, laese boeger og snakke med tosser der bevaeger sig imod Pakistan, paa enten cykel(der var 6), via tog eller paa motorcykel.. Det er alt sammen meget maerkeligt, emn aabenbart, saa skulle Pakistan vaere ganske sikkert og vaere et rigtigt fedt land, saa maaske bliver Pakistan naeste gang? Hvem ved?
Omkring Yazd ligger der en ting, der hedder Chak Chak, som betyder dryp dryp. Det er et Zarathutstriansk pilgrimssted, hvor jeg tog hen med en gut fra Malaysia. Vi var der d. 13 dag i det iranske nytaar, hvilket er naturdag, saa Chak Chak var lukket for muslimer, men da man er turist er det praktisk talt lovligt at gaa ind over det hele. Og da det saa kun var zarathustrianere, der maatte vaere der, blev der hurtigt udpeget en gut, der kunne engelsk til at fortaelle os lidt om religionen. Det viser sig at zarathustrianisme er den aeldste monoteistiske religion i veden(det vidste jeg godt!) Jeg vidste dog ikke, at Zarathustra, der var grundlaegger havde langt brunt haar og langt brunt skaeg, ligesom en gut, der gik rundt og praedikede religion for et par tusind aar siden, desuden skal zarathustrianere bede fem gange dagligt, lidt ligesom muslimer, eller faktisk noejagtig ligesom muslimerne.
Man kunne godt foranlediges til at tro at de her monoteistiske religioner laaner lidt fra hinanden, fra tid til anden ihvertfald.. Hvis ikke, saa maa man stille spoergsmaal ved hvor meget de ligner hinanden..
Ellers saa tog vi til et sted der hedder Kharanagh, som ligesom Yazd er lige midt i oerkenen og bygget af de her muddermurstenshuse, den eneste forskel er at Yazd er beboet, det er Kharanagh ikke, saa det var tilladt at kravle rundt paa alle de gamle huse og rigtig lege opdager. Meget spaendende, meget interessant og meget rustikt.
Ellers saa lavede jeg ikke saa meget interessant i Yazd udover at tage det hele lidt stille og roligt, og nyde at jeg foelte at jeg havde brugt min tid i Iran godt, hvilket nu engang er ret vigtigt, naar man er et sted og afsted.
Efter hvad der blev til en uges penge i Yazd tog jeg bussen til Teheran og blev smidt af ved lufthavnen omkring kl 20 og ventede saa i lufthavnen til omkring kl 5(igen om morgenen) hvor jeg saa havde et fly til Bahrain og fra der til Beirut. Efter laaaang ventetid og en massiv kedsomhed, var jeg endelig i Beirut, hvor jeg blev hentet i lufthavnen, koert til hostellet, blev indlogeret i et dorm og fik mig et tiltraengt bad. Dagen gik med en gaatur rundt i byen med en australier, der hedder Scott, og et par oel hist og pist inden jeg besluttede mig for at gaa nogenlunde tidligt i seng, saa jeg var klar til naeste dag hvor Anders( en kammerat hjemmefra) kom. Han ankom med flyet kl. 23.30, vi smed taskerne paa hostellet og tog saa direkte paa bar og videre til noget der hedder BO18, som er en klub i Beirut, der ligger i en gammel raketbunker, hvor de kan aabne taget og goer det. Det var virkelig et fedt sted, der var fyldt med rige libanesere og turister, der lige skulle se hvad det der i bunkeren nu engang var for noget.
Ellers saa er Beirut slet ikke som mellemoesten ellers er. Her er fyldt med dyre biler, nye byggerier, modetoejsforretninger, dyre restauranter og prislejet er generelt meget hoejere end i resten af mellemoesten. Det er rart at komme til et sted, hvor der er rent, men samtidig foeles det hele lidt falsk i forhold til andre steder, der mangler den mellemoestlige mentalitet, med the paa ethvert gadehjoerne, gamle tandloese maend, unge fyre i alt for grimt toej og den aabenhed, som jeg har nydt rigtig godt af skal man kigge halv langt efter.
Dog er det ret fedt, at der imellem alle de her nye bygninger staar bygninger, der er gennemhullet af skud og granater og det er ikke fordi, at der som saadan er noget galt med byen eller de ting, den har at byde paa, den er bare ikke ligesaa mellemoestlig, som f.eks. Damaskus, Aleppo, Esfahan og saa videre. Dog vil jeg anbefale Beirut til alle, der gerne vil have noget nutidig historie, lidt drama, politimaend/soldater og ellers bare vil vaere et sted, der er mere eksotisk end de fleste europaeiske byer.

Jeg tror det var alt for nu. PT er Anders, Scott og jeg i Tripoli, som er udemaerket. Imorgen tager vi til Homs, for jeg vil vise Anders Krak des Chevalier(det gamle middelalderslot) og derfra tager vi til Damaskus og videre ned til Jordan!

Pas paa jer selv! Der er nu 20 dage til jeg er hjemme, saa der gaar ikke laenge inden jeg kan vise jer mine 1250 billeder(jeg vil gerne vaedde med at der kommer mange flere)
Hav det godt!