Nu er det slut..

Kaere Alle!
Som overskriften indikerer, saa bliver det her det sidste indlaeg paa denne tur. Det er idag arbejdernes internationale kampdag, hvilket betyder at det er 1. maj og da jeg flyver hjem d. 4, saa bliver dette, det sidste jeg skriver paa bloggen.
Foerst og fremmest vil jeg meget gerne sige tak til jer alle sammen for de soede kommentarer, den gode respons jeg har faaet og at I har gidet laese om mine bedrifter/oplevelser. Jeg har nydt at skrive bloggen, for det er en god maade at vende oplevelserne i hovedet og jeg haaber inderligt at I har nydt at laese den og ikke har set det som et must, bare fordi I kender mig.

Foer vi gaar igang med det som det hele handler om, saa er en rettelse vist paa plads. Der er blevet lavet en alvorlig fejl, og jeg ved ikke helt hvem jeg kan skyde skylden paa. Der er jo ikke andre end mig, der skriver paa denne blog, men fejlen i sig selv er bare saa graverende og pinlig, at jeg virkelig ville nyde, hvis der var en jeg kunne skyde skylden paa. Jeg tror ikke der er andet at goere end at ofre en personlig undskyldning, jeg er ked af at jeg har fucket op og det skal ikke ske igen. Til jer, der undrer jer over hvad fejlen er, saa er den elementaer. Den iranske revolution var i 79 og ikke 74, som jeg ellers saa selvsikkert skrev i sidste indlaeg. Undskyld! Det skal ikke ske igen - eller det skal jo nok ske igen, at ejg faar rodet et eller andet sammen, saa det bliver dybt pinligt, men jeg skal goere mit bedste, for at det ikke sker igen.

Og nu til det sjove, det spaendende, det gode, det utroligt selvcentrerede og det som jeg hungrer efter at skrive, nemlig det som jeg har lavet siden sidst!
Det sidste jeg skrev om i sidste indlaeg var Beirut, og efter Beirut tog Anders(kammerat hjemmefra), Scott(australier), Gregory(lettere excentrisk tysker) og jeg fra Beirut til Baalbek. Det var i sig selv noget af en tur med et par skift imellem minibusser, for til sidst at ende op i en, der var fyldt med soldater, hvor Gregory, der er daarlig til at koere i bus, naaede at kaste op to gange, uden der var nogen af os andre, der opdagede det.. Det er vist hvad man kan kalde en sniger... Men grunden til at tage til Baalbek, selvom det ifoelge det danske udenrigsministerie er farligt, da byen ligger i Bekaa dalen, som skulle vaere Hizbollah territorie og derfor er et af de mest sandsynlige steder, man som ung, naiv, lyshaaret turist ville blive kidnappet, hvilket selvfoelgelig ikke skete, det mest vilde der skete, var at et par gutter kom op og snakkede til os, og saa at vi saa formanden for det armenske parlament, og at jeg nu har et billede af ham, hvor han laver en hilsen, der til forveksling kunne ligne en nazistisk salutering. Tilbage til starten, grunden til at tage til Baalbek er en samling ruiner, som naesten ikke bliver besoegt, paa grund af alt det jeg lige har skrevet og er ubehageligt godt bevaret, saa vi brugte rask vaek to dage paa at gaa rundt og tage billeder samt nyde at vi havde det helt for os selv. Det her med, at der ikke er nogen turister, er vildt laekkert, men meget maerkeligt, for det er virkelig godt bevaret, og isaer et tempel som Bacchus templet, hvilket jeg selvfoelgelig har billeder af, er helt og aldeles mageloest. Det er kaempe, det er utroligt velbevaret, det eneste der ikke staar, er taget og saa et par soejler, men det er fuldstaendig tosset, at der ikke er flere, der tager derop...
Efter vi havde brugt to dage paa at klatre paa ruiner, tage billeder af flotte ting, tage billeder af sjove ting, ville Anders og jeg tage til Qadisha dalen, for at se paa den smukke natur der skulle vaere der og de andre ville tilbage til Beirut. Der skete saa vaerre eller bedre end at vi ikke kunne komme til Qadisha, for vejen mellem de to dale, der gaar over et bjerg, var lukket paa grund af sne! Saa for at komme til Qadisha skulle vi foerst hele vejen tilbage til Beirut, for saa at tage tilbage og dreje af for at komme til Qadisha, saa vi droppede den natur og tog til Beirut med de andre for en dags penge, for saa at tage til Tripoli dagen efter. Saa meget som Beirut ikke minder om mellemoesten, saa meget minder Tripoli om den igen. Her er alt det, som er karakteristisk ved mellemoesten, den inderligt venlige stemning, den aandsvage trafik, de tilsmudsede gader og den vibrerende stemning, der er helt essentiel hernede. Vi brugte en overnatning i Tripoli, paa at se slottet i Tripoli, som samtidig var det sted, hvor det libanesiske militaer opbevarede deres kampvogne i Tripoli, saa der var fyldt at tanks og mandskabsvogne paa gaden ved siden af, hvilket var meget maerkeligt, men saadan er det generelt i Libanon. Slottet var meget flot, og havde en rigitg god udsigt samt en masse moerke rum og dunkle trapper, hvilket altid er lidt sjovt at udforske, isaer uden lommelygte! Det goer det hele lidt mere interessant, naar man ikke rigtig kan se, hvad det egentlig er man laver! Ellers saa gik vi rundt i Tripolis souq(bazar), kiggede paa arabere og spiste udemaerket mad. Alt i alt var Tripoli ikke verdens vaerste sted at haenge ud!
Det var egentligt vores plan, at tage fra Tripoli tilbage til Beirut og saa til Damaskus, men vi valgte at tage til Homs istedet for, for saa kunne Anders se Krak des Chevalier, eller Qala-al Hosn, som det hedder paa arabisk, som jeg allerede har set en gang, men det er det middelalderslot i Syrien, hvor man foeler sig som en 8-aarig i et playmobil slot! Det er stadig fuldstaendig vildt, saa meget jeg nyder at gaa rundt paa det slot! Det er tosset! Gaa ned i kaelderen, og famle sig rundt i moerket, nyde hvordan solens straaeler staar i stoevet ind igennem skydehullerne, gaa op i taarnene og se den majestaetiske udsigt, hvor man kan se moskeer paa bjergtoppene og Libanon mod vest. Jeg er virkelig fan af det sted. For lige at skrive lidt om det, saa var det ikke helt det samme, som sidst jeg var der. De var nemlig igang med at indspille en syrisk version af Cleopatra, saa overalt gik der statister rundt i egyptiske dragter og der hang virkelige daarlige papbaggrunde paa de fleste af de store ting i slottet, hvilket er vildt aergerligt, og jeg har faktisk ikke den ringeste ide om, hvorfor man lige vaelger et gammelt middelalderslot som baggrund for en egyptisk historie, men hvad fanden, jeg er ikke syrier, og de har vel et eller andet sted en god ide og nogenlunde styr paa, hvad der egentlig skal ske, selvom jeg nogengange ikke helt tror det...
Efter Homs skiltes vi med Scott, som tog til Latakia og derfra op mof Istanbul, hvor han skulle moede sin mutti og vi tog mod Damascus, saa vi kunne haenge ud der et par dage inden vi tog til Jordan. I Damaskus saa vi Umayade(det er forkert stavet) moskeen, gik rundt i den gamle by, noed livet, proevede at lave program over Jordan og hang ud med Sune og Minna, som jeg moedte i Esfahan samt Mads og Helga, som de kendte hjemmefra. Mads og Helga var i Syrien paa grund af noget projekt de lavede for RUC om Syriens vandmangel, som skyldes Tyrkiets insisteren paa at lave daemninger paa Eufratfloden, hvilket saa goer at Syrien ikke faar naer saa meget vand, som de skal bruge. Det er faktisk lidt et interessant spoergsmaal, for samtidig med at man kunne forestille sig, at det ikke ligefrem goer de to lande, til verdens bedste venner, saa er Syriens praesident Bassir Al-Asaad ude og sige at forholdet mellem Tyrkiet og Syrien er rigtig godt, og at landene er allierede i mellemoesten - hvilket saa igen ikke er soed musik i oererne paa vestens politikere.. Det er alt sammen ret interessant.
Men der skete saa vaerre eller bedre end at vi den 20. april tog fra Damaskus til Jordan, hvilket var let og smertefrit, det tog ca. 4 timer, hvoraf det tog en time at krydse graensen... De jordanske graensebetjente var ret strikse og det hele blev rimelig grundigt soegt igennem, men da hverken Anders eller jeg havde noget som helst ulovligt i taskerne, var vi ganske rolige og stod bare og smalltalkede lidt. Vi ankom til Amman omkring kl 14 og tog straks paa sightseeing, da vi i Damaskus havde lavet et ret stramt program. I Amman ser man deres citadel, som til forveksling lignede slottet i Tripoli, det var nogenlunde samme indretning, dog var der et herkules tempel i Amman, som de ikke havde i Tripoli, saa vi fik lige det med ogsaa. Efter Citadel saa vi det gamle romerske teater og smuttede saa ud for at finde noget at spise.
Dagen efter havde vi bestilt en tur til Um Qais, Aljoun og Jerash. Alle tre er gamle ruiner, hvor Um Qais er helt oppe i det nordvestlige hjoerne af Jordan, og er en gammel by, hvor man kan se lidt tempelrester, lidt gamle huse, et par gamle grave og saadan lidt smaa sten ligge hist og pist, samtidig kan man dog se Syrien lige ud og Israel paa den vestlige side, hvilket er ret sejt. Man staar lige der, og saa paa den anden side af dalen er det syrien og paa den anden side af den anden dal er det Israel, det er lidt maerkeligt, at det ikke er laengere vaek, men ret sjovt. Efter Um Qais tog vi til Aljoun, som er et gammelt slot, hvor der var stopfyldt med skolepiger, der var med deres respektive skoleklasser ude paa tur. Og normalt ville jeg tage imod skoleklasser med et smil, men naar der er 500+ smaa skolepiger, der alle sammen fniser, stirrer, raaber til os, spoerger os hvor vi er fra, siger hallo og virkelig gerne vil i kontakt med os, uden at snakke et ord engelsk, saa bliver det meget hurtigt, meget anstrengende at vaere turist, saa vi skyndte os igennem og gik i sikkerhed ved vores chauffoer. Efter Aljoun var det saa Jerash, og det var et af mine hoejdepunkter derhjemmefra. Jerash er en gammel romersk by, som er vidunderligt godt bevaret og er kaempe stort. Her har man diverse templer, et gammelt forum, en ridebane, flere templer og et par teatre. Det er virkelig mageloest.. Der er utrolig mange godt bevarede ruiner ude i verden og jeg vil gerne vaedde med at lige her paa denne tur, har jeg set nogle af de mest vigtige. Det er tosset, saa god man var i gamle dage til at bygge. Og jeg ved godt, at jeg har skrevet det foer, men vi burde maaske overveje om vi nu er helt sikre paa at alle de bygninger med glasfacader virkelig er det paeneste vi kan praestere, for der er nu noget over et tempel i marmor, som er ret fascinerende!
Dagen efter havde vi booket endnu en tur ud til to oerkenslotte og to gamle hamamer(tyrkiske bade). Det sjove ved de her oerkenslotte er, at de staar lige midt i oerken(deraf navnet) - og jeg ved godt at det lyder ldit dumt, men der er nu et eller andet saert tiltraekkende ved at koere i halvanden time i ingenting, for saa pludselig at koere op ved en bygning, som staar fuldstaendig alene i oerkenen og igennem tiden har vaeret livsnoedvendig for karavaner og andre der har vaeret i oerkenen. Det sjove ved de to hamamer, eller det sjove ved den ene hamam er udsmykningen, den anden hamam var lige lovlig meget ruin, til at der var noget som helst sjov ved den. Men den ene, der hedder Hamam al Amra, er udsmykket paa indersiden med billeder af noegne kvinder, maend der jager og dyr. Der er blandt andet et billede af en bjoern, der spiller lut, hvad det saa skal til for. Men grunden til at der er noegne kvinder paa vaeggen, det er saa de gamle herskere kunne tage til Amra, naar de foelte at der var noget der trykkede, og saa kunne de sidde her og kigge paa vaeggene, mens de underholdte sig selv. Det er vist hvad man kan kalde en rimelig grotesk attraktion?! Men det var sjov at se, og de skal alligevel have haft en del fantasi, for saa gode var tegningerne ikke.. Men hvad fanden, der var mere hud og mere figur end man ser paa en kvinde i chador, saa maaske har det virket, det har det hoejest sandsynligt.
Efter vi havde vaeret paa tur, vendte vi tilbage til Amman og begyndte planlaegningen af de naeste par dage. Vi besluttede os for at leje en bil, da den offentlige transport er fuldstaendig til grin og da vi virkelig gerne ville ned af en vej, der hedder King's Highway, som er umanerligt smuk. Den slanger sig i bjergene fra Amman til det doede hav, og har paa nogle punkter en umanerligt smuk udsigt, der goer det meget spektakulaert at koere paa. Det er uden tvivl den mest sceniske vej, jeg nogensinde har koert. Det var bare saa smukt. Og saa var det jo samtidig skide sjovt, for der var det ene haarnaalesving efter det andet og naar der saa skal overhales en turistbus, jamen saa skal der accelereres, for det skal jo naaes inden naeste sving, og inden man ikke kan se hvad der kommer imod en. Det var nogengange rigtig spaendende og andre gange bare lidt farligt, men der skete intet med "Verner" og ej heller med os, saa alt er i skoenneste orden. For lige at faa lidt ned paa papir, saa har vi lejet en Hyundai Verna aargang 2009 med en 1.5 liters motor og manuel gear i sort. Det at leje en sort bil var ikke verdens smarteste ide, da solen virkelig skinner, og det virkelig bliver varmt, men det gaar, for vi har masser af aircondition. Ellers saa er det at koere i Jordan en fornoejelse, vejene er gode, folk er flinke og det mellemoestlige trafikkaos er ikke naaet hele vejen herned endnu. Det var lidt spaendende at koere ud af Amman, men det gaelder egentlig bare om at vaere aggressiv, dytte og saa saa snart de ser at det er en turist, der koerer, jamen saa er alt godt og der bliver holdt paent tilbage. Det at parkere er doednemt, der er nemlig ikke rigtig nogen regler, saa man kan holde hvor man vil, bare det ikke er til gene for trafikken. Det er selvfoelgelig noget der bliver lidt svaert at vende sig af med, naar man kommer hjem. Men det bliver alt sammen noget jeg maa tage til den tid.
Men for at komme tilbage til hvad vi oplever og ser. Saa tog vi fra Amman tidligt om morgenen og koerte mod Mt Nebo, hvor Moses saa det land som Gud lovede hans efterkommere skulle bo i, og hvor han saa faldt doed om. Her er der en fantastisk udsigt, et gammelt kort hugget ud i marmor, nogle ret spektakulaere mosaikker og en statue, skaenket af den nu afdoede pave Johannes Paul d. 2, som et symbol paa oprigtigheden og vigtigheden af netop det sted.
Efter Nebo tog vi til Jordan floden, til det sted, hvor Johannes doeberen doebte Jesus, og det var lidt sjov, for rundt omkring jordan floden springer der en masse kirker op, i naermest en hver afskygning af den kristne tro. Samtidig er Jordan floden graensen mellem Jordan og Israel, og paa den anden side af den afsats der gaar ned til floden er der en lignende afsats, som saa bare er den israelske version af noejagtig samme turistattraktion. Ganske underholdende! For at slutte kristendommen af koerte vi til Madaba, hvor vi saa det store mosaikkort, der ligger St Georg katedralen der, der viser alle de kristlige religioese stederi mellemoesten. Meget smukt og meget spektakulaert. Vi sluttede dagen af med at koere ned af Kings highway til Karak, hvor vi indlogerede os natten over. Grunden til at tage til Karak er et gammelt middelalderslot, som ifoelge folk skulle vaere ligesaa godt bevaret som Krak des Chevalier, men det er meget forkert. Karak er en ruin, man kan se at det engang var et stort og maegtigt slot, men det er det ikke mere. Det er rigtig flot og der er ting, der er godt bevaret men alt i alt er det en ruin, der bekraefter forestilling om fortidens mageloese byggekunst. Paa slottet i Karak gjorde vi en aere i at gaa derhen, hvor det nok ikke helt var meningen man skulle gaa hen. Vi klatrede over det hele, besoegte de moerkeste og klammeste rum og blev saa stoevede man nu engang kunne blive. Det var meget interessant og en god maade at se en attraktion paa en individuel maade.
Efter vi havde set slottet hoppede vi ind i Verner og koerte mod den saudi arabiske graense, altsaa helt ned til det allersydligste af Jordan, hvor vi havde en plan om at bruge tre dage ved det roede hav, paa absolut ingenting andet end at bade, slikke sol, laese boeger, snorkle, ryge cigaretter og nyde livet. Dette gjorde vi i stor stil. Alt var godt paa naer vores seng. Vi bad om to senge i deres dorm og fik en dobbeltseng i skuret, hvor der tydeligvis ikke var blevet gjort rent i flere aar. Vi overlevede naetterne, selvom der var Vaeggelus i sengen og vi havde 50+ smaa bid, da vi forlod det roede hav, saa skulle det ikke vaere det, der gjorde at vi ikke noed vores tid dernede, selvom set i bakspejlet, saa var det virkelig ulaekkert og utroligt at de satdigvaek ville have 50 kroner for en seng i et skur, der var for kort til os begge to. Ubehageligt!

Efter Aqaba, som det hedder nede sydpaa, tog vi til Wadi Rum, som er en oerken i midten af ingenting. Her lejede vi en gut med en firhjulstraekker til at koere os rundt, og det var helt igennem fantastisk! Jeg tror aldrig jeg har set noget saa oede og noget saa spektakulaert. Der var majestaetiske klipper, sandbanker, underfundige udskaeringer i klipperne og formationer af traer, graes, sten og andet lir som overgaar min fantasi. Det var umaadeligt smukt. Vi arrangerede en overnatning hos en beduinfamilie, som gav os mad og the i stride stroemme og da klokken saa blev ti om aftenen og moerket havde saenket sig, ramte stilheden os som et slag. Der var doedstille! Ingen lyde overhovedet! Fuldstaendig surrealistisk at sidde i en oerken, kun oplyst af maanen og saa indse at det eneste man kan hoere er dig selv, der traekker vejret. Alt i alt fantastisk!
Efter Wadi rum koerte vi til Wadi musa, som er hvor vi er nu. Her i Wadi musa, har vi oplevet en af de ting, jeg hjemmefra havde glaedet mig allermest til - nemlig Petra! Og hvor er det bare et fantastisk sted! Jeg er saa vild med det. For at det rigtig kan forstaaes, saa fodrer jeg lige lidt facts. Petra var i sin tid en gammel nabateansk hovedstad, som idag er en aerkaeologisk nationalpark, der straekker sig over 200 kvadratkilometer. For at komme ind til selve bygningerne gaar man igennem en 1.2 km lang klippegroeft, der blivre kaldt Siq'en, hvor man saa til sidst ender ud lige foran skattekammeret. Og det er mageloest, gangen er naturlig, den er lavet af vand, der igennem tiden har skaaret klipperne til en kurvet form som de er idag. Naesten alle bygningerne i Petra er hygget ud af klippen, og er der er mange af dem, der er over 35 meter hoeje. De fleste af dem der er tilbage er gamle grave, dog er der skattekammeret og klosteret, hvor skattekammeret er kendt, da det er det foerste man ser og da det er der hvor Indiana Jones han finder den hellige gral i Indiana jones and the last crusade. Man kan saa gaa mange steder hen. Vi gjorde det, at vi koebte et todagspas til stedet og foerste dag gik vi op til ofringsstedet, hvor man har udsigt over det meste af Petra, derfra gik vi ned paa den anden side og drejede saa vaek fra stien og begyndte at klatre. Dette mundede ud i at vi farede grusomt vildt og da vi naaede til et sted, hvor vi fandt os selv staaende 20 meter over en kloeft, paa en sti, der var ret meget ved at ende, blev det pludselig rigtig spaendende og vi besluttede os for at gaa tilbage og holde os til stierne naeste dag.
Naeste dag holdt vi os saa til stierne hvilket sikrede os en masse selskab i form af den ene turgruppe efter den anden, men da vi besluttede os for at gaa op til klosteret, som er en god times gang op af trapper, fik vi hurtigt bevist at vores unge ben og friske kroppe kan klare mere end de stakkels gamle mennesker. Ellers saa brugte vi dagen paa at tulle rundt i diverse klipper, kigge indenfor i grotter, gaa lidt vaek fra stierne og saa tage billeder. Det er virkelig et smukt sted.
Da vi kom tilbage paa hotellet faldt vi naermest om i vores seng af udmattelse og besluttede os for at imorgen - hvilket saa er idag, skulle staa paa ingenting. Planen har vaeret at lave ingenting idag, imorgen tager vi til det doede hav og laver ingenting indtil d. 4 hvor vi koerer til Queen Alia international airport syd for Amman, afleverer Verner og vender saa snuden hjemad. vi flyver herfra kl 15.50 lokal tid og lander i KBH 21.35 dansk tid.

Endnu en gang tusind tak fordi I har fulgt med i min tur. Det har vaeret en fornoejelse at skrive indlaeggene. Jeg er klar til at komme hjem, til at se familie og venner, til at vise billeder og til at fortaelle lidt mere detaljeret og om alle de oplevelser, jeg ikke lige har faaet med paa bloggen.

Tak!

Mere nyt fra forskellige steder

Hej Alle!

Mere nyt! Men for at faa lidt struktur paa det hele, er det noedvendigt med en liste. Saa her er der en nogenlunde liste der viser hvad jeg gerne vil ind paa.

Shiraz
Persepolis
Yazd
Beirut

okay, saa gaar det loes!
For at starte , saa starter vi med det, der er laengst tid siden, nemlig Shiraz. JEg tog afsked med Sune og Minna i Esfahn, der ville proeve at naa til Kurdistan inden deres visum udloeb og fandt sammen med en Australier ved navn Justin, der ligesom jeg, gerne vill en tur mod Shiraz. Byen Shiraz er primaert kendt for vindruerne til vinen Shiraz, men de er ikke blevet produceret siden revololutionen i 74, saa der er ikke noget vin. Ellers saa er den beroemte persiske digter Hafez begravet her, og has grav, der er placeret i midten af en kaempe park er et tursitmaal i sig selv, som vi ville se. Men foerst skal vi snakke lidt om ankomsten. For vi tog en bus fra Esfahan omkring kl 13 og da det tager 78 timer var vi foerst i Shiraz omkring kl 20, derfra skulle vi lige faa et overblik over hvor vi var henne samt finde et hotel, der ikke var alt for dyrt, hvilket kan vaere latterligt svaert, naar det er iransk nytaar, og man regner med at ca. 10 mio iranere forlader Teheran hvert aar, for at tage paa ferie til turisstederne - som Shiraz nu engang er.
Men, for at komme tilbage paa sporet, saa fandt vi ind i omraadet med budgethotellerne og begyndte at soege. Foerste sted havde kun et 4 personers vaerelse til raadighed, som han ville have 200 kroner for pr. nat, saa det sagde vi paent nej tak til. Andet sted havde ingenting ledigt, og ville ikke engang lade os sove paa taget, saa ud og videre. Vi gik til noget af det mest faldefaerdige vi kunne finde og lod os indlogere i deres bederum til 50 kroner pr. nat, for en liggestolhynde paa et betongulv, med et moelaedt taeppe som "dyne", og saa skulle vi ellers love, at der var ryddet, saa folk paa hotellet kunne bede kl 10. Vi indvilligede, fandt noget at spise og gik tidligt i seng.
Naeste dag var det sightseeing dag. Vi tog et slot, en caravanseri, et par Khan's, et palads, et par moskeer og sluttede det hele af med the, masser af the. Og for lige at skrive lidt om det hele. Saa er slottet i Shiraz ret flot, selvom det sjove og det som man kigger efter, naar man kigger paa slotte og paladser, er deres pavillioner. Og her har vi pavillioner. Det er ikke som min fars lettere fesne planer om en rund traepavillion, der maaske har plads til 6, nej. Det er enorme firkantede pavillioner med plads til ca 5000, med udsmykket loft, spejl/glas lir paa vaeggene, der giver en ret syret effekt og saa ellers bare en terrasse, der er haevet halvanden meter over jorden, saa man bliver noedt til at skue op paa besidderen af pavillionen. Det er efter min mening en pavillion, og det er aabenbart ogsaa saadan man i gamle dage synes at pavillioner skulle se ud, for der er eret bred enighed rundt om i iran, at det er saadan man bygger pavillioner..
Saa er der en caravanseri, som er saadan nogle halv store bygninger med en hoej mur rundt omkring, hvor diverse karavaner indlogerede sig, naar de var paa tur tvaers over lande og kontinenter. Samtidig var der gerne en fyrste af en art, eller en slags vedligeholder, der supplerede vagter, frisk vand og mad, kvinder, et par senge - ja alt hvad saadan en karavane nu engang skal bruge, naar den krydser store distancer.
Dagen efter besluttede vi os for at tage et par moskeer mere, slappe lidt af om eftermiddagen med et par kander the og saa naar det blev nogenlunde udholdeligt igen saa ville vi begive os op og nyde eftermiddag/aftensolen i haven, der omgiver Hafez grav. Hvad vi saa ikke lige havde indset, var at, naar det er No ruz, saa er der iranere over det hele, og hvad der bliver kategoriseret, som en af de smukkeste haver i Iran, er ligesaa populaer, naar man er iraner, som naar man er turist i Iran. Saa vi kom derop og stod saa i koe i noget der ligner smaa 40 minutter, hvor vi naaede at opleve 2 slaaskampe blive afbrudt, inden det blev spaendende - der er ikke meget sjov over de iranere. MEn man forstaar dem jo egentlig ogsaa godt, hvem vil have blod foran haven. Da vi saa endelig kom ind, blev vi moedt af et vidunderligt syn. Blomster, smaa vandspring og flot marmor over det hele. Det var dejligt, meget dejligt. Vi proevede at maoevrere os uden om de massive folkemaengder, der var i haven og bevaegede os op imod en pavillion, der skulle huse den grav, hvori Hafez ligger. Pavillionen i sig selv er ikke noget at skrive om, marmor, med bronzetag og diverse af hans mest kendte citater stoebt ind(alle sammen paa farsi). Men menneskemaengden, der alle sammen ville ind og roere ved selve graven, var massiv. Der blev skubbet, bandet, svovlet, graedt en smule og leet - jeg siger at koeer paa roskilde festivalen er nemmere at navigere sig igennem end den foran graven. Og isaer de store iranske kvinder i deres chador, var fuldstaendig vanvittige - ingen respekt, ingen manerer, bare deres kaempe maver forrest, og hvis man saa stod uheldigt, saa blev man majet ned og kunne blive skrabet op af de rare parkbestyrere, naar det hele var faldet lidt mere til ro. Alt i alt en ret vild oplevelse, og jeg er da glad for mine fire roskilde festivaller, alligevel har givet lidt traening i, hvordan man bevaeger sig igennem en fraadende menneskemaengde som denne.
Efter at blive skubbet frem og tilbage et par minutters penge, og faaet et billede, der egentlig betegner anarkiet meget godt besluttede vi os for at dyrke haven lidt mere. Vi gik lidt paa maa og faa og blev saa stoppet af den klassiske "mister, mister, where are you from?" Vi vendte os om og saa en meget charmerende pige staa med hvad vi troede var hendes far, men viste sig at vaere hendes onkel - ligemeget.. Vi faldt i snak og blev hurtigt inviteret hjem til deres hus paa aftensmad. Aftensmaden foregik uden de store udskejelser, det var kun pigerne der kunne engelsk, saa alt foregik igennem dem. Ved aftensmaden scorede jeg rimelig gode point, da det engelske ord for paedagog er teacher, og naesten alle hernede kan lide laerere, saa jeg var i god jord hos de iranske foraeldrene. Efter maden stod den paa hygge med the og kager og saa blev der ellers spurgt om hvordan vores civilstand var. Justin forklarede at han havde kaereste paa, og de havde vaeret sammen i noget der ligner 5 aar og boede sammen, hvilket der ikke rigtig var nogen der kunne forstaa, for hvordan kan man bo sammen og ikke vaere gidt. Det maa man da ikke?!
Efter lidt smalltalk omkring forskellene mellem det vestlige og australske samfund kontra det iranske kom der saa et spoergsmaal, der slog mig fuldstaendig ud. Det udsprang alt sammen af vores civilstand, og det faktum at vi begge rejste alene, men pludselig kom den altsaa: "do you want a persian girlfriend?" Vil du have en persisk kaereste? Vi sad begge med aaben mund og polypper og kiggede foerst nervoest over paa faren, saa paa onkelen, men de forstod heldigvis ikke hvad der foregik. Saa kiggede vi tilbage paa pigen og hendes oester, der sad med haabefulde oejne, trak lidt nervoest paa smilet og forklarede dem at det nu nok ikke var verdens bedste ide, naar vi nu rejste videre om ikke saa lang tid og alt saadan noget. Pigerne kiggede lidt paa os, stillede saa op med et par hundeoejne og spurgte om vi nu var fuldstaendig sikre. Vi nikkede begge og resten af aftenen gik med lidt mere smalltalk.
Naeste dag stod den paa tur. Foerste stop var Pasargade og Cyruses grav. Pasargade var en ligegyldig ruinhob, hvor man kun ved hjaelp af de ret aergelige tegninger kunne forestille sig storhedstiden, og i forhold til baade Aphamea, Bosra, Palmyra, Perge og Olimpos var det hele lidt spild af tid. Cyrus grav derimod, var straks noget andet. Ikke fordi den var vanvittig stor, eller majestaetisk, men der var et eller andet over den. Fuldstaendig alene og firkantet staar den midt i ingenting. Der er ikke rigtig saa meget mere, men den enlige melankolse foelelse, som symboliserer denne her grav, goer at der er noget meget tiltraekkende over den.
Efter dette var det tid til et par andre grave og Persepolis. Gravene som vi skulle se, var hugget ind i klippen, og blev kaldt den iranske udgave af Petra. Dette er meget, meget, meget paent, naar man saadan hugger grave ind i klipper og jeg vil gerne udtrykke et dybt oenske om, at hvis jeg skulle doe foer tid paa en eller anden ulykkelig maade, saa vil jeg meget gerne have min grav hugget ind i en klippe, og saa gerne med et par relieffer, der viser mig nedslagte flere fjender end muligt. Men med Petra i vente, gerne om noget der ligner en 2 ugers penge, vil jeg vente med at skrive om ting udhugget i klipper og hoppe direkte til Persepolis, som var vanvittigt. For det foerste saa er det kaempe enormt. For det andet var der sort af iranske turister, saa vi kunne gaa i noget, der lignede 5 min foer en eller anden ville hoere hvor vi var fra og hvad vi synes om Iran. Samtidig blev der naermest kastet babyer og mindre boern imod os, som vi saa enten skulle holde eller have imellem os, mens der blev taget billeder. Der kom saagar folk op, der hverken kendte os eller boernene for at tage billeder, bare fordi vi var turister. Det var meget maerkeligt.
Men Persepolis bestaar af flere forskellige ting. Det foerste man gaar op af er the grand stairway og det er nu ogsaa meget sandt, for den er baade stor og det er trapper, saa det er jo meget godt. Her er trappetrinene meget lave, saa man ikke behoever kigge ned naar man gaar, hvilket var meningen, da det saa ville goere det nemmere for statsledere at snakke sammen.
Derefter gaar man op i the hall of all nations hvor man bliver moedt af et par kaempe stenheste, der kigger ned paa dig - overalt er der enten skulpturere eller relieffer, der viser heste, tyre, loeve, soldater eller handelsmaend. De er alle sammen utroligt velbevaret. Efter hallen er man ordentligt inde paa ruinerne og kan saa gaa rundt som man vil. Vi vandrede lidt rundt og var betaget, da vores oerer pludselig fanger den sang fra star wars, som spiller naar den gule skrift kommer over skaermen i starten af filmen, hvilket vi nu synes var meget morsomt og ingen af os kunne rigtig undgaa at nynne lidt med, hvilket iranerne saa til gengaeld synes var ret sjovt. Saa alt i alt, var der faelles udveksling af smil og indforstaaede smil, selvom der ikke var nogen der forstod hinanden.
Vi gik forbi the hall of a hundred columns, hvor der desvaerre kun var basen tilbage af soejlerne, men det er stadig ret nemt at forestille sig hvor stort det hele har vaeret, selvom der ikke er saa meget tilbage.

Efter Persepolis var det tilbage til Shiraz, farveltid til Justin. Han ville til Bam og jeg skulle med et fly til Teheran tidligt(kl 5) naeste morgen, for at forny mit visum.
Visumtingen gik strygende. Det tog 2.5 time og jeg fik et overnatningstog til Yazd samme aften, saa jeg brugte kun en dags penge i Teheran, hvilket var meget rart, for der er en by, som ejg virkelig ikke kan lide.

Yazd ligger naesten midt Iran, lige midt i Oerkenen og er ligesom Kashan fyldt med muddermurstenshuse. Den har en gammel by, som kun bestaar af disse og den brune farve er vildt god sammen med de blaa mosaikker og den lyseblaa himmel. Desuden gaar alting lidt mere stille og roligt i Yazd, og det er et sted, hvor man slapper af og laver naesten ingenting andet end at drikke the, slentre rundt i gaderne, laese boeger og snakke med tosser der bevaeger sig imod Pakistan, paa enten cykel(der var 6), via tog eller paa motorcykel.. Det er alt sammen meget maerkeligt, emn aabenbart, saa skulle Pakistan vaere ganske sikkert og vaere et rigtigt fedt land, saa maaske bliver Pakistan naeste gang? Hvem ved?
Omkring Yazd ligger der en ting, der hedder Chak Chak, som betyder dryp dryp. Det er et Zarathutstriansk pilgrimssted, hvor jeg tog hen med en gut fra Malaysia. Vi var der d. 13 dag i det iranske nytaar, hvilket er naturdag, saa Chak Chak var lukket for muslimer, men da man er turist er det praktisk talt lovligt at gaa ind over det hele. Og da det saa kun var zarathustrianere, der maatte vaere der, blev der hurtigt udpeget en gut, der kunne engelsk til at fortaelle os lidt om religionen. Det viser sig at zarathustrianisme er den aeldste monoteistiske religion i veden(det vidste jeg godt!) Jeg vidste dog ikke, at Zarathustra, der var grundlaegger havde langt brunt haar og langt brunt skaeg, ligesom en gut, der gik rundt og praedikede religion for et par tusind aar siden, desuden skal zarathustrianere bede fem gange dagligt, lidt ligesom muslimer, eller faktisk noejagtig ligesom muslimerne.
Man kunne godt foranlediges til at tro at de her monoteistiske religioner laaner lidt fra hinanden, fra tid til anden ihvertfald.. Hvis ikke, saa maa man stille spoergsmaal ved hvor meget de ligner hinanden..
Ellers saa tog vi til et sted der hedder Kharanagh, som ligesom Yazd er lige midt i oerkenen og bygget af de her muddermurstenshuse, den eneste forskel er at Yazd er beboet, det er Kharanagh ikke, saa det var tilladt at kravle rundt paa alle de gamle huse og rigtig lege opdager. Meget spaendende, meget interessant og meget rustikt.
Ellers saa lavede jeg ikke saa meget interessant i Yazd udover at tage det hele lidt stille og roligt, og nyde at jeg foelte at jeg havde brugt min tid i Iran godt, hvilket nu engang er ret vigtigt, naar man er et sted og afsted.
Efter hvad der blev til en uges penge i Yazd tog jeg bussen til Teheran og blev smidt af ved lufthavnen omkring kl 20 og ventede saa i lufthavnen til omkring kl 5(igen om morgenen) hvor jeg saa havde et fly til Bahrain og fra der til Beirut. Efter laaaang ventetid og en massiv kedsomhed, var jeg endelig i Beirut, hvor jeg blev hentet i lufthavnen, koert til hostellet, blev indlogeret i et dorm og fik mig et tiltraengt bad. Dagen gik med en gaatur rundt i byen med en australier, der hedder Scott, og et par oel hist og pist inden jeg besluttede mig for at gaa nogenlunde tidligt i seng, saa jeg var klar til naeste dag hvor Anders( en kammerat hjemmefra) kom. Han ankom med flyet kl. 23.30, vi smed taskerne paa hostellet og tog saa direkte paa bar og videre til noget der hedder BO18, som er en klub i Beirut, der ligger i en gammel raketbunker, hvor de kan aabne taget og goer det. Det var virkelig et fedt sted, der var fyldt med rige libanesere og turister, der lige skulle se hvad det der i bunkeren nu engang var for noget.
Ellers saa er Beirut slet ikke som mellemoesten ellers er. Her er fyldt med dyre biler, nye byggerier, modetoejsforretninger, dyre restauranter og prislejet er generelt meget hoejere end i resten af mellemoesten. Det er rart at komme til et sted, hvor der er rent, men samtidig foeles det hele lidt falsk i forhold til andre steder, der mangler den mellemoestlige mentalitet, med the paa ethvert gadehjoerne, gamle tandloese maend, unge fyre i alt for grimt toej og den aabenhed, som jeg har nydt rigtig godt af skal man kigge halv langt efter.
Dog er det ret fedt, at der imellem alle de her nye bygninger staar bygninger, der er gennemhullet af skud og granater og det er ikke fordi, at der som saadan er noget galt med byen eller de ting, den har at byde paa, den er bare ikke ligesaa mellemoestlig, som f.eks. Damaskus, Aleppo, Esfahan og saa videre. Dog vil jeg anbefale Beirut til alle, der gerne vil have noget nutidig historie, lidt drama, politimaend/soldater og ellers bare vil vaere et sted, der er mere eksotisk end de fleste europaeiske byer.

Jeg tror det var alt for nu. PT er Anders, Scott og jeg i Tripoli, som er udemaerket. Imorgen tager vi til Homs, for jeg vil vise Anders Krak des Chevalier(det gamle middelalderslot) og derfra tager vi til Damaskus og videre ned til Jordan!

Pas paa jer selv! Der er nu 20 dage til jeg er hjemme, saa der gaar ikke laenge inden jeg kan vise jer mine 1250 billeder(jeg vil gerne vaedde med at der kommer mange flere)
Hav det godt!

Esfahan - blaa mosaikmoskeer, turist og danskere

Kaere alle!

Saa skal det vaere tid til endnu et anlaeg, for Gud ved, at bloggen er ved at vaere lidt bagud i forhold til mig. Det er godt nok ved at vaere en 10 dages penge siden jeg var i Esfahan, men det hindrer jo ikke nogen i at skrive om Esfahan, og hvis det endelig hindrer nogen, saa er jeg ikke en af dem.
Saaledes skal dette indlaeg startes - dog for ikke at forvirre nogen eller noget vil jeg begynde med begyndelsen af Esfahan, der er manifesteret i busturen fra Kashan.
Jeg tog bussen sammed med det tyske par og en brasiliensk pige vi moedte mens vi gik rundt i Kashan. Selve turen var ren leg i forhold til tidligere oplevelser(her henvises bl.a. til turen fra Istanbul til Antalya, hvilken ikke var for sarte sjaele.) Ligemeget hvad, saa tog turen kun 5 timer, og med min Ipod i oererne og bussens stille vuggen faldt jeg hurtigt i soevn, for at vaagne ca. 4 timer efter og se at jeg blev overbegloet af et par meget nysgerrige iranske boern. De var svaert interesserede i mine hoeretelefoner og saa det, at jeg ikke ligefrem ligner en iraner med mit forholdsvis lange lyse haar og lyse hud. Vi lavede lidt fagter til hinanden, og da Miguel, den mandlige del af det tyske par, saa jeg at jeg havde faaet mig et par nye venner, hev han et par balloner frem fra tasken(manden rejser altid rundt med balloner?!), hvilket gav stor jubel blandt boernene og smed et par smil fra deres foraeldre, der var ved at loebe toer for muligheder for underholdning til boernene.

Da vi ankom til busstationen i Esfahan, blev den brasilienske pige hentet af en iransk ven hun havde, mens vi andre tre fandt en taxa mod et hostel. Da vi saa ankom til hostellet, og bad dem om et dobbeltvaerelse med toilet og bad til tyskerne og en seng i dormitoriet til mig, sagde manden, der ejede hostellet, at han ikke havde hverken dobbeltvaerelse med bad og wc eller dorm, det viste sig dog, at han havde et kaelderrum, med et par tynde moelaedte madrasser, men da det var billigt slog jeg til og tyskerne valgte at finde et andet hotel. Tyskerne havde kun 14 dage, og rejste med dobbelt saa mange penge som mig, selvom jeg skal vaere her en maaned. Dog ser det ud til, at jeg klarer mig - maaske endda har lidt penge tilovers, naar jeg forlader Iran, men det maa vi se paa, naar det bliver tid til at forlade Iran.
Resten af dagen brugte vi paa at spise, drikke the og gaa lidt rundt i Esfahan, bare for at se os omkring samt for at faa et overblik over byen.
Naeste dag stod den saa paa sightseeing, vi moedte hinanden forholdsvis tidligt og begyndte en marathon af moskeer. Vi saa Jameh moskeen, der er omkring 1000 aar gammel, her moedte vi en, der arbejdede i moskeen, der haardnakket paastod at moskeen var over 1500 aar gammel, hvilket nok har vaeret en lodret loegn, da Mohammed ikke fik sin foerste aabenbaring foer tidligst 610, og med lidt kvik hovedregning, vil det svare til at vi var i aar 2110 og det er vi vel langt fra.. Saa han har nok bare sagt noget, for at imponere os.
Men jeg vil nu lige dvaele lidt ved moskeerne og i saerdeleshed den iransk-muslimske evne til at bygge fantastiske, flotte bygninger, hvor isaer mosiakarbejdet er overdaadigt. Naesten alle de sevaerdige bygninger er holdt i gul/brune mursten, der virkelig gaar godt sammen med med et miks af blaa, hvide, gule og groenne mosaikker, det er virkelig noget i sig selv, og jeg glaeder mig meget til at komme hjem og vise jer billeder af de forskellige steder.
Paa vej rundt paa vores rundtur stoedte vi paa et andet par backpackere, de viste sig at vaere danskere, og er saafremt de foerste danskere jeg har moedt indenfor de sidste 2-3 maaneder, hvilket var rart, da man saa kan kommunikere paa dansk.For det er virkelig ikke meget dansk jeg faar snakket hernede, da det meste foregaar paa engelsk - det er vel egentlig kun, naar jeg skyper med mine foraeldre, skriver emails, postkort og blogindlaeg, at jeg faar taenkt og formuleret mig ordentligt paa dansk.
Sune og Minna som det danske par hedder, camperede udenfor byen, men regnede med at soege mod det samme hostel, hvor jeg var indlogeret, da campingpladsen ikke havde noget bad, og naar man render rundt i 25-30 grader og som dreng skal baere lange bukser og som kvinde skal baere toerklaede og ikke maa vise noget, der kan forveksles som hud og da slet ikke vise figur, kan det meget hurtigt blive ufatteligt varmt og et bad er derfor forholdsvis essentielt.
Vi brugte resten af andendagen sammen med danskerne og picnic paa den store imam plads, der er omgivet af bazaren, et palads og to moskeer. Det var planen at vi ville ind i moskeerne og derefter finde en kop the, men da moskeerne var lukket paa grund af eftermiddagsboen og vi blev kidnappet af en gut og budt paa the i hans vens taeppebiks, udskoed vi moskeerne til dagen efter og besluttede os for at snakke lidt om hvordan det var at vaere en bazari, det kaldes maendene, der ejer butikker i bazaren og hvordan det var at bo i Iran. Her moedte vi en mand, der var fuldstaendig overbevist om at hvis man tillod alkohol og tillod pigerne at smide toerklaedet, ja, saa ville anarki simpelthen herske i gaderne. Vi var naturligvis meget uenige, og fik en rigtig god snak ud af det, selvom, der ikke rigtig kom saa meget konstruktivt ud af det, andet end en god omgang meningsudveksling, jamen saa var det rart at moede og snakke med en, som faktisk mente at theokratiet var en god ting og at systemet fungerede.
Dagen efter var det tid til tyskerne at tage videre, da de havde et meget stramt program, ville de gerne til Yazd, mens jeg hang ud med danskerne, vi tog i de to moskeer vi ikke havde vaeret i dagen foer samt til et palads, der tidligere var shahens yndlingspalads. Den store imam plads, er faktisk en gammel polo bane, og paladset har en terrasse, der skuer ud over pladsen, hvor Shahen saa i gamle dage, sad med hele sit slaeng, mens han saa paa polo.
Det er dog svaert for tre danskere at lave noget effektiv sightseeing, da den iranske befolkning er meget interesseret i turisterne, og meget gaestfrie, saa vi kunne ikke gaa meget mere end fem minutter, foer en iraner henvendte sig til os med de klassiske spoergsmaal, om hvor vi er fra, hvad vi synes om Iran og om de maa tage et billede sammen med os. Jeg tror jeg faar svaert ved at vendte tilbage fra Iran, uden at en eller anden komplet fremmed render op til mig paa gaden og insisterer paa at jeg kender hans faetter, det maa jeg ihvertfald goere, naar jeg er paa hans feriebilleder. Det er nu meget sjovt at taenke paa, at jeg ihvertfald er paa de foerste 100 forskellige iraners feriebilleder.
Vi var endda saa populaere, at da vi kom ud fra paladset kom der en iraner op til mig, med en baby, gav mig babyen, viste mig sit kamera, tog et billede af mig med baby og gik saa igen, som om intet var haendt, mens jeg stod med et meget fjoget udtryk i hovedet og proevede at finde hoved og hale i hvad, der netop lige var sket.
Efter en begivenhedsrig dag ringede Sune til en ven Minna og ham havde moedt tidligere, der var i Esfahan og spurgte om vi skulle moedes til en kop kaffe. Kaffe blev til udkigspunkt, hjemmebesoeg og middag med hans familie, hvilket altid er skide hyggeligt, saa alt i alt en rigtig god dag.
Naeste dag stod paa morgenmad i en park, thedrikning og mere sightseeing. Vi tog paa museet for samtidskunst i Esfahan, hvor der var en rigtig flot plakatudstilling, en virkelig daarlig maleriudstilling, en ok fotografiudstilling og en temmelig intetsigende karikaturudstilling, alt i alt okay, men ikke rigtig noget der satte de store tanker igang eller nogens pis i kog, men det var ganske okay, saa ikke spild af tid. Efter museet stod den paa palads, hvor vi saa forlystelsespavillionen, hvilket var en ret flot pavillion omgivet af en groen have, med en stor terrasse, der viste hvor herskeren i sin tid havde siddet og kigget rundt paa folk omgivet af skoenne haremskvinder, the i lede stroemme og vandpibe, saa man skulle tro det var taaget. Det har ikke vaeret det vaerste i verden, at vaere fyrste.
Ellers saa er Esfahan et dejligt sted. Byen er afslappet, der loeber en flod igennem den, som har et rigtig godt thehus, imampladsen er fantastisk smuk og saa har de bydelen Jolfa, som er det armenske kvarter.
I gamle dage importerede fyrsten armenere og husede dem i dette kvarter, da de var kendt for deres evne til at bygge flotte ting og saa ellers placeret i dette kvarter. Nu er det saa blevet til det hippe sted i byen, hvor de unge haenger ud paa kaffebarer og alle de rige bor, hvad enten de er muslimer eller kristne armenere. Faktisk er det lidt spaendende med det armenske mindretal, for det gik aabenbart i loebet af et aar fra at vaere 100.000 armenere i Teheran, til at vaere 50.000 armenere i Teheran. De flytter tilbage til Armenien, fordi de er traette af de iranske regler, og desuden foeler de, at deres religion er svaerd for dem at dyrke, og saa foeler de at toerklaedet er med til at goere dem muslimske, og det vil de virkelig ikke vaere. Det er lidt underfundigt, for der er ingen forskel i deres udseende overhovedet, det er kun religionen, der skiller dem. Men den er saa aabenbart ogsaa saa vigtig, at det er grund nok for dem at foele sig undertrykt. Og det er da lidt klart at de er undertrygte, de bor trods alt i en islamisk republik, saa det er svaert ikke at foele sig lidt undertrykt som kristen. Samtidig, saa vil de helst heller ikke have noget at goere med muslimerne. De gaar i skole for sig, universitet for sig, snakker armensk derhjemme, bor i armenske enklaver, arbejder i armenske eller internationale virksomheder, gaar kun sammen med andre armenere og forbyder deres boern at gifte sig med andet end armenere. Det er ikke kun Danmark, der har ghettoproblemer.
Det er sjovt at opleve alle de ting her, ogsaa selvom, at det ikke er smukke ting eller nydelige bygninger, men jeg faar ligesaa stille og roligt oejnene op for en masse ting, som jeg ikke havde nogen anelse om ellers.

Nu er det slut for denne gang. Jeg har det godt og nyder livet.
Naeste indlaeg kommer hoejest sandsynligt til at handle om Shiraz, Persepolis og Yazd.
Planen efter Iran hedder Libanon, hvor jeg moeder en kammerat hjemmefra, der hedder Anders og vi tager den sidste maaneds tid sammen.

Pas paa jer selv! Hav det rigtig godt til vi ses igen!

Kashan

Hej Alle!
Da jeg nu er ankommet til Yazd, hvor man ikke rigtig laver saa meget andet end bare at slappe af, taenkte jeg, at jeg ville opdatere bloggen, saa I kan faa lidt indsigt i Iran.
Sidst jeg skrev, fik vi nogenlunde daekket tendensen i Teheran - man kan virkelig maerke, at der er noget, der roerer sig under overfladen, og jeg maa indroemme at jeg ikke giver det mere end 15 aar, foer der virkelig sker noget drastisk - og saa tror jeg, at der bliver en masse ballade under ramadanen, som dette aar ligger i august, det bliver spaendende at se, hvad som sker.
Ellers saa er det, det iranske nytaar hernede, hvilket ogsaa er omtalt som "No Ruz", hvilket vil sige at vi sidste soendag gik fra 1388 til 1389 ifoelge den persiske kalender. No ruz betyder samtidig at Iranerne har 13 dages ferie og derfor er hotellerne/hostellerne fuldt optaget, saa nogengange maa man taenke lidt kreativt, naar det gaelder om hvor man vil sove - dette har manifesteret sig i fire naetter paa et kaeldergulv i Esfahan og en enkelt nat i bederummet i Shiraz, men jeg har sovet udemaerket, det var billigt og saa taeller det jo alt sammen som et minde i posen, der er ved at vaere pakket af minder.
Men jeg forlod Teheran for at tage til en lille oerkenby, der hedder Kashan, der er ca. 300 km syd for Teheran, hvilket var en fantastisk afveksling fra Teherans smogfyldte og hektiske gader til Kashans lidt soevnige og meget rolige mentalitet. Jeg tog bussen omkring kl 14 og naaede frem ved en 17-tiden, da jeg stod af bussen, kom der en iraner op til mig, der kun kunne sige "wait", og da jeg ikke rigtig havde andre planer for dagen, end at finde et sted at sove og noget at spise, saa jeg taenkte at han nok bare ville traene sit engelsk eller noget i den dur, men da der ikke rigtig skete noget efter 5 minutter begyndte jeg at kede mig, og ville begynde at gaa, men han insisterede paa at jeg blev, saa for ikke at traede paa hans foelelser eller lignende. Efter yderligere 10 minutter kom der en bil blaesende og stoppede med hvinende bremser lige ud for os. Han bad mig om at stige ind i bilen, og med en vis aengstelighed indvilgede jeg i det og taenkte, at jeg kunne score et gratis lift, hvilket ikke er verdens vaerste ting. I bilen proevede jeg at fortaelle den nye dreng, hvilket hotel jeg gerne ville hen til, men han sagde "first we go my home and drink chai, then we go hotel". Fair nok, theen hernede er ikke verdens vaerste og efter tre timer i en varm bus med persisk techno pumpende ud af hoejttalerne, kunne jeg virkelig godt bruge en kop the. Da vi saa kom hjem til ham begyndte jeg at spoerge lidt ind til det her No ruz, for det er lidt specielt med en anden kalender, end den jeg er vant til. Det viste sig, at No ruz blev sparket igang den dag jeg ankom til Kashan, med den saakaldte fire night - ildnat i dansk, hvor man samler familien, laver et baal, som man skal hoppe over 7 gange, fyrer virkelig daarlig fyrvaerkeri af(fyrvaerkeri er ulovligt, saa det er virkelige daarlige romerlys og smaa strygere, der praeger det fyrvaerkeri, der er hernede) efter man har hoppet over ilden moedes man med venner og fejrer at det er No ruz.
Behnam, som gutten hedder. havde en aftale med et par af sine venner, om at de skulle op til en bakke ca. 5 km udenfor Kashan, hvor folk ville hoppe over ild, og spurgte om jeg ikke ville med, jeg sagde, at det ville jeg meget gerne og spurgte, hvordan han saa skulle fejre det efter ildhopning? Han ville saa koere yderligere et par km udenfor byen sammen med nogle flere venner, hvor de ville holde en fest, hvilket ogsaa er vildt ulovligt, det er ulovligt at danse paa gaden i Iran, saa jeg ville sagde at jeg ville tage med til ildhopningen, hvilket ogsaa er ulovligt, da det ikke er en islamisk hoejtid, men alle goer det, da det er en indgroet kuturel hoejtid, dog ville jeg ikke med til dansefesten, da det er helt vildt ulovligt at danse paa gaden - og jeg ville helst ikke paa kant med loven, inden jeg fik mit visum udvidet, dog fik jeg ikke rigtig lov til selv at bestemme dette, men vi lavede en plan om at jeg bare ville sidde i bilen og kigge den anden vej, naar politiet kom. Der var ikke noget med hvis, det var naar, for de ville helt sikkert komme. Vi koerte op paa toppen, hvor anarki haergede, der var baal, strygere, musik og folk over det hele. Her snakker vi traktordaek med ild i, hvilke er virkelig gode til at saette en masse ild igang, dette kunne vaere et raad til de unge, naeste gang de vil lave lidt rod i de koebenhavnske gader, istedet for at braende andre folks biler af, kunne man tage traktordaek. Ikke en opfordring, bare et raad.
Efter vi havde kigget paa folk hoppe over baal og selv hoppet lidt i et par timer, gik vi mod bilen, for at moedes med nogle af hans venner og veninder, for at koere lidt videre. Efter smaa tyve minutter i bilen kom vi til et sted, der var oede nok til os, saa alle fem biler hamrede forskellige sange op, alt hvad bilanlaeggene kunne holde til og saa begyndte der ellers noget ejendommeligt. Alle broed ud i dans, og man kunne virkelig maerke glaeden og friheden rejse sig blandt de unge. Drengene smilede, grinede og jokede, mens pigerne var ligeglade med om deres toerklaeder roeg af hovedet og de smurte aermerne op og glaeden ville ingen ende tage, det var en stor oplevelse, der bekraeftede min forestilling om, at de unge hernede er ligesom os derhjemme, de vil bare have frihed og have det sjovt. Denne loesslupne stemning forplantede sig til selv mig, og foer jeg vidste af det, dansede jeg alt hvad mit hjerte begaerede til fem forskellige meget daarlige sange, til stor morskab for alle iranerne, for jeg er virkelig en daarlig danser, men ligemeget hvad, saa var de vilde med det og mig, og saa maa man sige hvad man vil, men selvom jeg nok har set ud som en fest paa en ethjulet cykel, var de vilde med det, og isaer to af pigerne, var saa tossede med mig, mine latterlige forsoeg paa at danse og det lyse haar, at de blev ved med at sige "I love you" og spurgte paa farsi om jeg ville have en iransk kaereste(Behnam oversatte), jeg smilede det bedste jeg kunne og sagde at de var meget smukke, men at jeg hellere maatte undgaa at indlede et forhold hernede, naar jeg nu kun skulle vaere i Kashan i tre dage.
Efter ca. en halv time med dans, daarlig kommunikation og masser af sjov og morskab, opdagede jeg, at der udenfor cirkelen stod tre aeldre damer, der viste sig at vaere moedre til tre af pigerne. Jeg spurgte Behnam om de var her for at overvaage at intet gik over gevind, men han sagde at de var her for at snakke med politiet, og forsvare pigerne, hvis de proevede paa noget. Det er virkelig en anden verden, naar man bliver noedt til at have sin mor med, men det viser ogsaa hvor lidt kvinderne er vaerd i gaden hernede, men samtidig viser det ogsaa det baand, der er mellem mor og datter i denne del af verden. Det er et spaendende samfund, og helt sikkert et, der inden alt for laenge vil se en del omvaeltning.
Efter en times dans og glaede, kom de saa. Politiet, vi saa blinkende, drengene skyndte sig at slukke for anlaeggene, pigerne tog toerklaedet paa igen og jeg blev gennet ind paa bagsaedet af en bil og bedt om ikke at sige eller goere noget.
Dernaest gik der en halv time med lidt krydsforhoer, indsamling af legimitation og lign, hvorefter alle blev bedt om at koere hjem. Saa der skete intet, men da vi var paa vej hjem, kunne jeg virkelig maerke hvordan Behnam var sur, ked af det og irriteret over at han ikke kunne faa lov til at have det sjovt med sine venner, uden at politiet skulle oedelaegge det for dem. Det er et haardt liv de iranske unge har, og jeg faar virkelig oejnene op for den grad af frihed vi nyder derhjemme.
Anden dag i Kashan, stod paa turistleg. Vi tog til attraktionen der, der er gamle historiske huse opfoert af rige maend og sat i stand af endnu rigere, saaledes at de rummer flere sale, overdaadige rum og gaarde med springvand og smaa blomsterbede, hvor det groenne trives selvom Kashan er midt i oerkenen. De er alle meget smukke, og bygget med soltoerrede muddermursten, der giver dem, den der brune farve, som man blandt andet ser husene har i Disneys Aladdin, det er ret flot og de er blevet restaureret meget stilfuldt, saa det var slet ikke en daarlig ting at kigge paa. Efter vi havde leget turister i et par timer, blev jeg sat af ved et hotel, hvor jeg havde aftalt at moede det foeromtalte(i sidste indlaeg, dem der blev anholdt) tyske par, men da de ikke dukkede op, og jeg fandt ud af, at de var blevet anholdt og nok foerst ville komme dagen efter, ringede jeg til Behnam igen og spurgte om vi skulle bruge resten af dagen sammen. Han blev glad, og vi tog op til et par af hans venner, hvor vi saa polsk MTV, hvad der nok er det taetteste de kommer paa at se en noegen dame hernede, sammen og spiste en sloev, sloev, sloev omgang spaghetti og koedsovs med syltede agurker til(det kan virkelig ikke anbefales, men det er aabenbart en delikatesse hernede).
Vi begyndte at snakke sammen og selvfoelgelig faldt snakken paa damer. De begyndte at spoerge til om jeg havde kaereste og om hvordan danske piger er og alt saadan noget, dog kom spoergsmaalet pludseligt om hvor meget det koster at have en dansk pige for to maaneder, og da han spurgte om dette fik jeg syltet agurk og sloev spaghetti galt i halsen, for hvad mente han lige med det. Han proevede at forklare, men intet gav noget mening overhovedet. Saa jeg proevede at forklare ham, at man selvfoelgelig kan tage til en prostitueret, men det ville nok vaere aandssvagt dyrt, hvis man ville det i to maaneder, men samtidig kunne man ogsaa tage paa bar eller ud i byen og moede en soed pige der, og det behoevede ikke koste ham meget mere end et par drinks og maaske en lille gave eller lignende hen ad vejen. Jeg laerte dog senere hen, at man hernede kan blive midlertidigt gift i to maaneder, hvor manden saa betaler en bestemt sum penge og staar for alle kvindens udgifter. Kvinden skal selvfoelgelig vaere med paa den inden de indvilliger i dette, men det har da lidt en daarlig smag af noget der kunne ligne prostitution, jeg forestiller mig ihvertfald, at der er nogen, der kunne score gode penge paa at lave dette til en levevej. Paa den anden side kan man se det som en slags trial and error proces, hvor man foerst proever i et par maaneder og hvis det saa virker kan man tage skridtet og blive gift rigtigt. Der er fordele og ulemper ved alt.
Efter vi havde set mtv og spist var det tid til en omgang fodbold med drengene, og jeg saa virkelig frem til at faa roert mig, da det ikke er meget intens motion man faar, naar man rejser rundt. Fodbold var virkelig sjovt, og selvom vi ikke spillede med benskinner, gik de virkelig til den, fantastisk med lidt god hygge og faellessvedning! Her laerte jeg at flokken af drenge var opdelt i to, dem der heppede paa Persepolis og dem der heppede paa det andet fodboldhold fra Teheran, meget sjovt, jeg hoppede med paa Persepolisvognen, da jeg ikke kan udtale det andet holds navn og Behnam er stor fan, saa jeg taenkte at jeg maatte hellere bakke lidt om min vaert, naar nu han stiller seng, mad og the til raadighed.
Efter halvanden times fodbold, hvor jeg fik cementeret mit talent som angriber med 8 maal og flere assists, var det tid til at se video, og hvilken video, hvad ejg troede var en genudsendelse af det sidste Teheran deby, viste sig at vaere en 90 minutter lang film af dem, sidde og se kampen - forstyrrende kedeligt, men meget sjovt for gutterne, saa jeg drak the og begyndte ligesaa stille at goere mig klar til at gaa i seng, klokken var paa dette tidspunkt ved at vaere fire om natten. Inden jeg gik i seng, blev jeg dog introduceret til lidt late-night-fun hvilket viste sig at vaere det gode gamle, traek mig i fingeren og hoer mig prutte trick, fantastisk sjovt, og med et smoerret grin gik jeg i seng, og taenkte lidt over hvor lidt der skal til at more en iraner..
Tredjedagen stod paa et moede med tyskerne, lidt rundgang i byen og saa ellers til den lille landsby Fin, hvor Fin-haven er, der er stedet, hvor en tidligere stor iransk politiker Amir Kabir blev myrdet/begik selvmord, der er modstridende beviser(ingen beviser, men man ender i helvede, hvis man begaar selvmord, og selvfoelgelig ender en stor politiker som ham ikke i helvede, nej han bliver myrdet og bliver martyr i himlen.) Ved finhaven er der en masse smaa thehuse, saa vi sluttede dagen af med the og mad og normal hygge, dejlig dag.
Fjerdedagen tog vi bussen mod Esfahan, men da internettet hernede er ret langsomt og dette har taget mig paa den gode side af 3 timer at skrive, maa I vente lidt med at hoere om Esfahan.

Jeg har det dejligt, har faaet mit visum forlaenget, saa jeg er her lovligt indtil jeg forlader landet, hvilket er meget betryggende! Nyd paasken og pas paa jer selv!

Iran - denne gang lidt mere..

Kaere Alle!
Saa skulle det vaere tid til at lave et ordentligt indlaeg om Iran.
Foerst og fremmest saa er Iran fantastisk, det er smukt, folkene er fantastisk, men det er samtidigt meget modstridende med de tanker jeg havde foer jeg tog herned.
For det foerste saa er den omtalte gaestfrihed fantastisk, den er legendarisk og paa mange maader utroligt graenseoverskridende set i forhold til, hvad vi normalt oplever i Danmark - men mere om det foelger senere...
Foerst og fremmest skal vi lige have lidt om alle de regler, der praeger IRan, for der er virkelig mange. For det foerste, saa skal man respektere de islamiske klaederegler, hvilket vil sige at kvinder skal have toerklaede paa, og at man samtidig ikke maa kunne se deres figur. Hvilket betyder at mange kvinder enten gaar med chador, en halv stor frakke eller en meget lang skjorte der slutter omkring midt paa laaret. Egentlig skal den slutte ved knaeene, men det er kun de aeldre og konservative der goer det saadan. De unge har toerklaedet siddende paa baghovedet, saa de kan flashe deres farvede haar...
En anden regel er lettere latterlig, den dikterer at kvinder ikke maa spise banan paa den traditionelle maade( altsaa ved at skraelle den, og saa bare spise den), da det kan vaekke tanker i maends hoveder, saaledes at hvis en kvinde vil spise en banan, skal hun skraelle den og braekke den i stykker.. Dog maa hun godt spise baade guleroedder, agurker, aflange kartofler og andre frugter/groentsager, der kan vaekke maends tanker i retning af noget helt andet.
Desuden er Iran landet med naeseoperationer, hver femte paa gaden render rundt med et plaster paa naesen, der indikerer, at de har faaet saadan en naeseoperation. Samtidig er den syltede agurk nationalspise hernede, og det er forholdsvis svaert at faa noget uden at der lige skal vaere en syltet agurk med - et af hoejdepunkterne har indtil videre vaeret en forholdsvis sloej omgang spaghetti med koedsovs, med syltede agurker i Kashan, hvilket er ca. ligesaa stygt som det lyder.
Ellers saa vil jeg starte med Teheran, for det er hovedstaden, THE CAPITAL, og det maa man med rette sige. Den er kaotisk, vild, smogfyldt og jeg er ikke saerlig vild med den, men samtidig er der noget over den, som jeg ikke helt kan faa ind under huden, for de unge mennesker der lever to liv. Et paa gaden med toerklaede, nedskudte oejne og paapasselighed over ikke at goere noget, der kan kraenke politiet og isaer det hemmelige religioese politi, som er klaedt i civil og derfor er svaere at se.
Men for at skrive mig selv ind i bloggen, saa ankom jeg til Teheran d. 13 meget tidligt om morgenen for at blive hentet af en gut, der arbejder for det hotel, der var min base i Teheran. Her brugte jeg de foerste par dage paa at rende rundt til alt hvad der hedder turistattraktioner i Teheran, samtidig med at jeg indaandede utrolige maengder indtryk og kulilte fra udstoedninger paa de gamle iranske biler, i en desperat jagt efter en anden turist, eller endnu bedre, en iraner, der kunne snakke engelsk, men ingen held - og dog, en dag havde jeg en gut, der praktisk talt forfulgte mig gennem Teheran, mens han koebte sodavand og mad til mig, selvom jeg sagde at jeg ikke var sulten, men da han ikke snakkede noget engelsk, og jeg ikke rigtig snakker noget farsi, var det svaert at faa en samtale igang. Men Teheran fik mig til at gaa ned med flaget, jeg forlod Damaskus, som for mig er et trygt sted, et sted hvor jeg foeler mig hjemme, et sted med alt hvad jeg vil have og nogensinde vil have, for saa at lande i Teheran, som simpelthen bare smadrede mig, og naar man foerst er alene blandt noget der ligner 15 mio mennesker, jamen saa foeler man sig endnu mere alene. Men med opture, kommer nedture, og det er ikke altid at livet er lige let, men det maa man tage med, og saa er det bare om at holde ud, for der er altid en backpacker mere, og jeg fik paa det syndigste ret. For den dag hvor jeg havde besluttet mig for at forlade Teheran moedte jeg Simone og Miguel, et par tyskere, der lige skulle bruge 15 dage i Iran og vi besluttede os for at rejse sammen, dog ville de lige bruge en dag mere i Teheran, saa jeg tog alene til Kashan, men moedte dem to dage efter, for de blev anholdt for at tage billeder af den tidligere amerikanske ambassade i Teheran, som jeg dagen inden havde taget billeder af, uden at der skete det mindste. Dog skete der heller ikke noget med dem, udover at politiet nu har deres fingeraftryk.
Det var lidt mere, det var ikke alt, men det var lidt mere. Jeg er lige nu i Shiraz med Justin fra Australien, og vi skal moedes om lidt, saa I maa lige starte med at noejes med dette.
Jeg skriver maaske snart mere, der er intet, der er sikkert i Iran.
Hav det fantastisk!

Iran!!

Kaere alle!

Lige en meget hurtig update, jeg lover at skrive mere, naar jeg har mere tid, men jeg har moedt et par tyskere, som jeg vil bruge lidt tid sammen med.
Ellers saa havde jeg ingen problemer med visa overhovedet, det eneste boevlede er at man kun faar 15 dage ved ankomst, og derfor skal jeg tilbag etil Teheran, for at forlaenge mit visa, som kun kan forlaenges en gang, saa samtidig skal jeg have rykket mine flybilletter. Det er lidt boevlet, men alt det tager vi til den tid.
Jeg er i Kashan 300 km syd for Teheran, og det er en dejlig omvaeltning, for Teheran er vild. Og ikke vild som i: "oorh, hvor vildt, det skal vi helt sikkert ogsaa.." Men vild som i ukontrolleret, hensynsloes, larmende, ucharmerende og smogfyldt, saa det var med god vilje at jeg forlod den by.
Men jeg har det godt, vejret er tosset - vi snakker 35 grader og hoej sol.
Pas paa jer selv!

Syrisk soendag

Hej Alle!

Som overskriften saa fint indikerer, er det Soendag og jeg er tilbage i Syrien, naermere besemt Damaskus. Jeg tog fra Carpadoccia sidste loerdag kl 8 med bus, og naaede hele vejen til Aleppo i det nordlige Syrien i et hyg. Graenseposten var intet problem, jeg tog en taxa fra Antakya til Aleppo, hvilket er ca. 180 km og koster omkring 50 spir. Jeg elsker syriske priser! Da vi ankom til graensen, skulle jeg stemples ud og ind, betale de 30 dollar et syrisk visa koster og saa ellers vente paent mens maendene spoerger hvad jeg laver, hvad mine foraeldre hedder og hvor jeg har taenkt mig at bo. Da dette var overstaaet, var jeg ganske klar, til at saette mig ind i taxaen til de andre(man tager en dele taxa, saa jeg sad i vogn med to syriske kvinder og en syrisk mand) men bedst som jeg var paa vej ud af doeren, kommer denne her ganske flinke graense mand hen og siger at jeg ikke kan gaa nu, de har jo lige lavet the. Jeg proever saa at forklare ham, at de andre venter paa mig, men intet problem, da de aabenbart holder den syriske mands pas tilbage, mens jeg drikker the og fortaeller om Danmark og om hvor meget jeg elsker Syrien. Ganske ejendommeligt!
Da jeg ankom til Aleppo var jeg fuldstaendig smadret, jeg havde ikke lige overvejet det med at jeg ville bruge hele dagen i bus/taxa, saa jeg fik ikke rigtig noget at spise den dag. Jeg skyndte mig at tjekke ind paa et hostel, hvor jeg fik et "skab" med en seng, da de ikke ville have piger og drenge i det samme dormroom, men jeg betalte kun 35 kr for "vaerelset", saa man faar hvad man betaler for... Det gjorde dog ikke rigtig noget, for jeg bryder mig ikke saa meget om Aleppo, saa jeg tog tilbage til Damaskus naeste morgen, og det var som at vende hjem igen! Selvom regnen slog haardt mod bussen hele vejen, og det ikke saa ud til at blive bedre, var der stadig en boblende fornemmelse i maven, for jeg elsker Damaskus - og isaer den gamle bydel, hvor gaderne snoerklar sig i en uendelig labyrint, og der bag hver doer gemmer sig litervis af the, smil, noedder og fantastiske rare mennesker..
Mandag klarede det op og solen kom frem, og siden da har vi haft sol, sol, sol, mellem 20 og 25 grader og sol.. Det er saa dejligt, dog har jeg reddet mig en forholdsvis slem forkoelelse, men saa er det jo godt at man ikke gaar mere end 10 minutter mellem hver kop the, saa den burde hurtigt vaere overstaaet. Da jeg ankom boede der et par tyskere og et par australiere paa hostellet, og vi besluttede os for at tage en dagtur til en gammel romersk by naer graensen til Jordan, der hedder Bosra. Her er hovedattraktionen det gamle romerske teater, der har vaeret begravet i sand og derfor er i virkelig god stand. Fantastisk god stand faktisk. Teateret er indrettet til 15.000 mennesker, er en halvcirkel af siddepladser, imellem scenen og sidderpladserne er der ca. 50 m2, som man i gamle dage kunne oversvoemme og derved vise soeslag, eller se maend wrestle mod hajer og skildpadder(det sidste er ikke en faktuel oplysning, men noget jeg gaetter mig til)..
Efter Bosra kom vi tilbage, hvor jeg moedte George, en brasiliener, som jeg foerst moedte i Tyrkiet. Da han rejser rundt i meget kort tid, spurgte han mig om jeg ikke ville vise ham hvor alle de store ting i Damaskus er. Jeg indvilliger og leger guide for en dag, hvilket faktisk var rigtig sjovt.
Paa hostellet arbejder der en kurdisk mand, der er flygtning fra Tyrkiet, og da det blev fredag skulle hans kusine giftes. Da tyskerne hoerte dette blev de fuldstaendig skruk og i loebet af 10 minutter var vi inviteret til bryllup, aftensmad hos hans familie og tvangsindlagt til at se billeder af et gammelt forfaldent hus, der eftersigende blev revet ned af den tyrkiske regering, fordi man gerne ville samle alle kurderne.. Jeg er ret stor fan af Tyrkiet, som land, med natur, flinke mennesker og alt det der, men naar det gaelder deres haandtering af det kurdiske mindretal, saa er jeg ret meget modstander. Hvilket man ifoelge tyrkisk lov ikke maa skrive, for det er forbudt ved lov at sige noget ondt om Ataturk og Tyrkiet, saa mon ikke, der gaar et oejeblik inden de kommer ind i EU, jeg synes ihvertfald de har et par ting, som de skal faa styr paa..

Fredag var det saa den store dag. Yazin, som manden hedder tog tidligt afsted, for han skulle vaere med til ceremonien, dette ville tyskerne ogsaa, men da det kun er familien, der er med til saadan noget blev vi rimeligt hurtigt enige om, at det maaske ville vaere at udstille brullyppet som en turistattraktion, istedet for det, det egentlig er.
Saa vi blev inviteret til kl 17. Vi tog afsted til stedet, der viser sig at vaere en slags lagerhal med fire vaegge, en i gul, en i en fesen lyseroed, en i hvid og en i dybblaa oplyst af lysstofroer, hvilket sammenlagt giver en ufatteligt grim lagerhal. Op ad den ene vaeg, er der saa bygget et slags piedestal hvor brudeparret sidder paa hver deres trone mens tre maend spiller foran dem. En paa bongotrommer, en paa et keyboard, med lidt over en milliard lyde og en stor mand med en mikrofon, der har laert sig selv at leve uden at traekke vejret, eller ihvertfald synge mens han traekker vejret, for han holdte bare ikke op.
Idet vi saa ankommer er dansen igang, og det er ikke dans, som vi kender den, men en kaempe rundkreds, hvor maend holder maend i haanden og kvinder holder kvinder i haanden. Men det man goer er, at man holder hinanden i lillefingeren og koerer armene rundt i cirkler mens man gaar rundt i takt til musikken, der er oeredoevende hoej. Naar man saa ikke danser sidder man paa plasticstole og drikker the og ryger cigaretter, indtil en stor svedig kurder kommer og hiver dig ind i cirklen igen.. Jeg tror at et kurdisk brullyp maa vaere definitionen paa kulturforskel. Det er ihvertfald ret taet paa.
Loerdag, igaar, var det store afrejsedag for tyskerne, australierne rejste torsdag og min foedselsdag, saa jeg spiste lidt foedselsdagsmorgenmad med tyskerne, for derefter at finde noget internetcafe, saa jeg kunne snakke lidt med mine foraeldre og en kammerat. Dernaest moedtes jeg med et par australiere, som jeg delte dorm med i Tyrkiet og vi spiste middag, dog skulle de til Jordan idag soendag, saa vi maatte skilles allerede omkring kl 21 for de skulle hjem og pakke samt betale for deres dage her. Da jeg kom tilbage til hostellet, var det forholdsvis oede, jeg var den eneste gaest og de andre havde fri og var gaaet hjem, saa det var kun mig og en arbejder, der ikke snakker engelsk. Jeg besluttede mig for, at det virkelig ikke var saadan man fylder 21, saa jeg fandt mig en bar, en gin og tonic(hvilket mest var gin) og et par aeldre engelsklaerere fra universitet, der valgte at introducere mig for den syriske pendant til raki og ouzo, nemlig Arak! Vi snakkede om loest og fast i et par timer, mens det ene glas efter det andet blev toemt, saa da jeg ligesaa stille slingrede hjem omkring kl 2 var jeg i godt humoer og synes egentlig at det var en ganske god foedselsdag.

Naeste uge staar ikke paa saa meget, det var ikke muligt for mig at faa visa her fra Damascus, da det tager 3 uger til en maaned, saa der er ikke rigtig andet for, end at tage flyet til Teheran, og saa haabe paa det bedste naar jeg lander. Det bliver ret spaendende, men ejg er ikke saa urolig, for jeg tror ikke at iranerne naenner at sende en stakkels dansk dreng, der har rejst den lange vej, paa porten. Summasumarum = Jeg er ved godt mod, selvom jeg ikke har noget visum.

Imorges kom der nye gaester til hostellet, fire kroatiske gutter, der arbejder for FN i Golanhoejderne, og de er kaempe store! Alle fire er ca. dobbelt saa brede som mig, et par hoveder hoejere og Pilskaldede.. De er ret store, og det tog mig lige et par minutter at komme over, men jeg tror maaske, at vi skal spise lidt mad sammen i aften, og saa maa vi se hvordan de er.

Det tror jeg var alt for denne gang. Der sker ikke saa meget, eller maaske sker der stadig meget, men da det er blevet hverdag for mig, kan det vaere at jeg ikke maerker det paa samme maade som tidligere. Jeg ved det ikke..

JEg ved ikke om jeg skriver et indlaeg mere inden jeg rammer Iran, men ejg flyver herfra kl 13 fredag, lander i Bahrain omkring kl 16 og flyver derfra omkring kl 1 om natten saaledes at jeg er i Iran omkring kl 4 loerdag nat. Det bliver meget spaendende, og det er lidt det, der fylder mit hovede for tiden..

Jeg haaber at I alle sammen har det rigtig godt, og at foraaret snart kommer jeres vej.
Tusind tak for alle hilsnerne, det varmede meget og bare rolig, vi laver en komsammen naar jeg kommer hjem!