Nu er det slut..

Kaere Alle!
Som overskriften indikerer, saa bliver det her det sidste indlaeg paa denne tur. Det er idag arbejdernes internationale kampdag, hvilket betyder at det er 1. maj og da jeg flyver hjem d. 4, saa bliver dette, det sidste jeg skriver paa bloggen.
Foerst og fremmest vil jeg meget gerne sige tak til jer alle sammen for de soede kommentarer, den gode respons jeg har faaet og at I har gidet laese om mine bedrifter/oplevelser. Jeg har nydt at skrive bloggen, for det er en god maade at vende oplevelserne i hovedet og jeg haaber inderligt at I har nydt at laese den og ikke har set det som et must, bare fordi I kender mig.

Foer vi gaar igang med det som det hele handler om, saa er en rettelse vist paa plads. Der er blevet lavet en alvorlig fejl, og jeg ved ikke helt hvem jeg kan skyde skylden paa. Der er jo ikke andre end mig, der skriver paa denne blog, men fejlen i sig selv er bare saa graverende og pinlig, at jeg virkelig ville nyde, hvis der var en jeg kunne skyde skylden paa. Jeg tror ikke der er andet at goere end at ofre en personlig undskyldning, jeg er ked af at jeg har fucket op og det skal ikke ske igen. Til jer, der undrer jer over hvad fejlen er, saa er den elementaer. Den iranske revolution var i 79 og ikke 74, som jeg ellers saa selvsikkert skrev i sidste indlaeg. Undskyld! Det skal ikke ske igen - eller det skal jo nok ske igen, at ejg faar rodet et eller andet sammen, saa det bliver dybt pinligt, men jeg skal goere mit bedste, for at det ikke sker igen.

Og nu til det sjove, det spaendende, det gode, det utroligt selvcentrerede og det som jeg hungrer efter at skrive, nemlig det som jeg har lavet siden sidst!
Det sidste jeg skrev om i sidste indlaeg var Beirut, og efter Beirut tog Anders(kammerat hjemmefra), Scott(australier), Gregory(lettere excentrisk tysker) og jeg fra Beirut til Baalbek. Det var i sig selv noget af en tur med et par skift imellem minibusser, for til sidst at ende op i en, der var fyldt med soldater, hvor Gregory, der er daarlig til at koere i bus, naaede at kaste op to gange, uden der var nogen af os andre, der opdagede det.. Det er vist hvad man kan kalde en sniger... Men grunden til at tage til Baalbek, selvom det ifoelge det danske udenrigsministerie er farligt, da byen ligger i Bekaa dalen, som skulle vaere Hizbollah territorie og derfor er et af de mest sandsynlige steder, man som ung, naiv, lyshaaret turist ville blive kidnappet, hvilket selvfoelgelig ikke skete, det mest vilde der skete, var at et par gutter kom op og snakkede til os, og saa at vi saa formanden for det armenske parlament, og at jeg nu har et billede af ham, hvor han laver en hilsen, der til forveksling kunne ligne en nazistisk salutering. Tilbage til starten, grunden til at tage til Baalbek er en samling ruiner, som naesten ikke bliver besoegt, paa grund af alt det jeg lige har skrevet og er ubehageligt godt bevaret, saa vi brugte rask vaek to dage paa at gaa rundt og tage billeder samt nyde at vi havde det helt for os selv. Det her med, at der ikke er nogen turister, er vildt laekkert, men meget maerkeligt, for det er virkelig godt bevaret, og isaer et tempel som Bacchus templet, hvilket jeg selvfoelgelig har billeder af, er helt og aldeles mageloest. Det er kaempe, det er utroligt velbevaret, det eneste der ikke staar, er taget og saa et par soejler, men det er fuldstaendig tosset, at der ikke er flere, der tager derop...
Efter vi havde brugt to dage paa at klatre paa ruiner, tage billeder af flotte ting, tage billeder af sjove ting, ville Anders og jeg tage til Qadisha dalen, for at se paa den smukke natur der skulle vaere der og de andre ville tilbage til Beirut. Der skete saa vaerre eller bedre end at vi ikke kunne komme til Qadisha, for vejen mellem de to dale, der gaar over et bjerg, var lukket paa grund af sne! Saa for at komme til Qadisha skulle vi foerst hele vejen tilbage til Beirut, for saa at tage tilbage og dreje af for at komme til Qadisha, saa vi droppede den natur og tog til Beirut med de andre for en dags penge, for saa at tage til Tripoli dagen efter. Saa meget som Beirut ikke minder om mellemoesten, saa meget minder Tripoli om den igen. Her er alt det, som er karakteristisk ved mellemoesten, den inderligt venlige stemning, den aandsvage trafik, de tilsmudsede gader og den vibrerende stemning, der er helt essentiel hernede. Vi brugte en overnatning i Tripoli, paa at se slottet i Tripoli, som samtidig var det sted, hvor det libanesiske militaer opbevarede deres kampvogne i Tripoli, saa der var fyldt at tanks og mandskabsvogne paa gaden ved siden af, hvilket var meget maerkeligt, men saadan er det generelt i Libanon. Slottet var meget flot, og havde en rigitg god udsigt samt en masse moerke rum og dunkle trapper, hvilket altid er lidt sjovt at udforske, isaer uden lommelygte! Det goer det hele lidt mere interessant, naar man ikke rigtig kan se, hvad det egentlig er man laver! Ellers saa gik vi rundt i Tripolis souq(bazar), kiggede paa arabere og spiste udemaerket mad. Alt i alt var Tripoli ikke verdens vaerste sted at haenge ud!
Det var egentligt vores plan, at tage fra Tripoli tilbage til Beirut og saa til Damaskus, men vi valgte at tage til Homs istedet for, for saa kunne Anders se Krak des Chevalier, eller Qala-al Hosn, som det hedder paa arabisk, som jeg allerede har set en gang, men det er det middelalderslot i Syrien, hvor man foeler sig som en 8-aarig i et playmobil slot! Det er stadig fuldstaendig vildt, saa meget jeg nyder at gaa rundt paa det slot! Det er tosset! Gaa ned i kaelderen, og famle sig rundt i moerket, nyde hvordan solens straaeler staar i stoevet ind igennem skydehullerne, gaa op i taarnene og se den majestaetiske udsigt, hvor man kan se moskeer paa bjergtoppene og Libanon mod vest. Jeg er virkelig fan af det sted. For lige at skrive lidt om det, saa var det ikke helt det samme, som sidst jeg var der. De var nemlig igang med at indspille en syrisk version af Cleopatra, saa overalt gik der statister rundt i egyptiske dragter og der hang virkelige daarlige papbaggrunde paa de fleste af de store ting i slottet, hvilket er vildt aergerligt, og jeg har faktisk ikke den ringeste ide om, hvorfor man lige vaelger et gammelt middelalderslot som baggrund for en egyptisk historie, men hvad fanden, jeg er ikke syrier, og de har vel et eller andet sted en god ide og nogenlunde styr paa, hvad der egentlig skal ske, selvom jeg nogengange ikke helt tror det...
Efter Homs skiltes vi med Scott, som tog til Latakia og derfra op mof Istanbul, hvor han skulle moede sin mutti og vi tog mod Damascus, saa vi kunne haenge ud der et par dage inden vi tog til Jordan. I Damaskus saa vi Umayade(det er forkert stavet) moskeen, gik rundt i den gamle by, noed livet, proevede at lave program over Jordan og hang ud med Sune og Minna, som jeg moedte i Esfahan samt Mads og Helga, som de kendte hjemmefra. Mads og Helga var i Syrien paa grund af noget projekt de lavede for RUC om Syriens vandmangel, som skyldes Tyrkiets insisteren paa at lave daemninger paa Eufratfloden, hvilket saa goer at Syrien ikke faar naer saa meget vand, som de skal bruge. Det er faktisk lidt et interessant spoergsmaal, for samtidig med at man kunne forestille sig, at det ikke ligefrem goer de to lande, til verdens bedste venner, saa er Syriens praesident Bassir Al-Asaad ude og sige at forholdet mellem Tyrkiet og Syrien er rigtig godt, og at landene er allierede i mellemoesten - hvilket saa igen ikke er soed musik i oererne paa vestens politikere.. Det er alt sammen ret interessant.
Men der skete saa vaerre eller bedre end at vi den 20. april tog fra Damaskus til Jordan, hvilket var let og smertefrit, det tog ca. 4 timer, hvoraf det tog en time at krydse graensen... De jordanske graensebetjente var ret strikse og det hele blev rimelig grundigt soegt igennem, men da hverken Anders eller jeg havde noget som helst ulovligt i taskerne, var vi ganske rolige og stod bare og smalltalkede lidt. Vi ankom til Amman omkring kl 14 og tog straks paa sightseeing, da vi i Damaskus havde lavet et ret stramt program. I Amman ser man deres citadel, som til forveksling lignede slottet i Tripoli, det var nogenlunde samme indretning, dog var der et herkules tempel i Amman, som de ikke havde i Tripoli, saa vi fik lige det med ogsaa. Efter Citadel saa vi det gamle romerske teater og smuttede saa ud for at finde noget at spise.
Dagen efter havde vi bestilt en tur til Um Qais, Aljoun og Jerash. Alle tre er gamle ruiner, hvor Um Qais er helt oppe i det nordvestlige hjoerne af Jordan, og er en gammel by, hvor man kan se lidt tempelrester, lidt gamle huse, et par gamle grave og saadan lidt smaa sten ligge hist og pist, samtidig kan man dog se Syrien lige ud og Israel paa den vestlige side, hvilket er ret sejt. Man staar lige der, og saa paa den anden side af dalen er det syrien og paa den anden side af den anden dal er det Israel, det er lidt maerkeligt, at det ikke er laengere vaek, men ret sjovt. Efter Um Qais tog vi til Aljoun, som er et gammelt slot, hvor der var stopfyldt med skolepiger, der var med deres respektive skoleklasser ude paa tur. Og normalt ville jeg tage imod skoleklasser med et smil, men naar der er 500+ smaa skolepiger, der alle sammen fniser, stirrer, raaber til os, spoerger os hvor vi er fra, siger hallo og virkelig gerne vil i kontakt med os, uden at snakke et ord engelsk, saa bliver det meget hurtigt, meget anstrengende at vaere turist, saa vi skyndte os igennem og gik i sikkerhed ved vores chauffoer. Efter Aljoun var det saa Jerash, og det var et af mine hoejdepunkter derhjemmefra. Jerash er en gammel romersk by, som er vidunderligt godt bevaret og er kaempe stort. Her har man diverse templer, et gammelt forum, en ridebane, flere templer og et par teatre. Det er virkelig mageloest.. Der er utrolig mange godt bevarede ruiner ude i verden og jeg vil gerne vaedde med at lige her paa denne tur, har jeg set nogle af de mest vigtige. Det er tosset, saa god man var i gamle dage til at bygge. Og jeg ved godt, at jeg har skrevet det foer, men vi burde maaske overveje om vi nu er helt sikre paa at alle de bygninger med glasfacader virkelig er det paeneste vi kan praestere, for der er nu noget over et tempel i marmor, som er ret fascinerende!
Dagen efter havde vi booket endnu en tur ud til to oerkenslotte og to gamle hamamer(tyrkiske bade). Det sjove ved de her oerkenslotte er, at de staar lige midt i oerken(deraf navnet) - og jeg ved godt at det lyder ldit dumt, men der er nu et eller andet saert tiltraekkende ved at koere i halvanden time i ingenting, for saa pludselig at koere op ved en bygning, som staar fuldstaendig alene i oerkenen og igennem tiden har vaeret livsnoedvendig for karavaner og andre der har vaeret i oerkenen. Det sjove ved de to hamamer, eller det sjove ved den ene hamam er udsmykningen, den anden hamam var lige lovlig meget ruin, til at der var noget som helst sjov ved den. Men den ene, der hedder Hamam al Amra, er udsmykket paa indersiden med billeder af noegne kvinder, maend der jager og dyr. Der er blandt andet et billede af en bjoern, der spiller lut, hvad det saa skal til for. Men grunden til at der er noegne kvinder paa vaeggen, det er saa de gamle herskere kunne tage til Amra, naar de foelte at der var noget der trykkede, og saa kunne de sidde her og kigge paa vaeggene, mens de underholdte sig selv. Det er vist hvad man kan kalde en rimelig grotesk attraktion?! Men det var sjov at se, og de skal alligevel have haft en del fantasi, for saa gode var tegningerne ikke.. Men hvad fanden, der var mere hud og mere figur end man ser paa en kvinde i chador, saa maaske har det virket, det har det hoejest sandsynligt.
Efter vi havde vaeret paa tur, vendte vi tilbage til Amman og begyndte planlaegningen af de naeste par dage. Vi besluttede os for at leje en bil, da den offentlige transport er fuldstaendig til grin og da vi virkelig gerne ville ned af en vej, der hedder King's Highway, som er umanerligt smuk. Den slanger sig i bjergene fra Amman til det doede hav, og har paa nogle punkter en umanerligt smuk udsigt, der goer det meget spektakulaert at koere paa. Det er uden tvivl den mest sceniske vej, jeg nogensinde har koert. Det var bare saa smukt. Og saa var det jo samtidig skide sjovt, for der var det ene haarnaalesving efter det andet og naar der saa skal overhales en turistbus, jamen saa skal der accelereres, for det skal jo naaes inden naeste sving, og inden man ikke kan se hvad der kommer imod en. Det var nogengange rigtig spaendende og andre gange bare lidt farligt, men der skete intet med "Verner" og ej heller med os, saa alt er i skoenneste orden. For lige at faa lidt ned paa papir, saa har vi lejet en Hyundai Verna aargang 2009 med en 1.5 liters motor og manuel gear i sort. Det at leje en sort bil var ikke verdens smarteste ide, da solen virkelig skinner, og det virkelig bliver varmt, men det gaar, for vi har masser af aircondition. Ellers saa er det at koere i Jordan en fornoejelse, vejene er gode, folk er flinke og det mellemoestlige trafikkaos er ikke naaet hele vejen herned endnu. Det var lidt spaendende at koere ud af Amman, men det gaelder egentlig bare om at vaere aggressiv, dytte og saa saa snart de ser at det er en turist, der koerer, jamen saa er alt godt og der bliver holdt paent tilbage. Det at parkere er doednemt, der er nemlig ikke rigtig nogen regler, saa man kan holde hvor man vil, bare det ikke er til gene for trafikken. Det er selvfoelgelig noget der bliver lidt svaert at vende sig af med, naar man kommer hjem. Men det bliver alt sammen noget jeg maa tage til den tid.
Men for at komme tilbage til hvad vi oplever og ser. Saa tog vi fra Amman tidligt om morgenen og koerte mod Mt Nebo, hvor Moses saa det land som Gud lovede hans efterkommere skulle bo i, og hvor han saa faldt doed om. Her er der en fantastisk udsigt, et gammelt kort hugget ud i marmor, nogle ret spektakulaere mosaikker og en statue, skaenket af den nu afdoede pave Johannes Paul d. 2, som et symbol paa oprigtigheden og vigtigheden af netop det sted.
Efter Nebo tog vi til Jordan floden, til det sted, hvor Johannes doeberen doebte Jesus, og det var lidt sjov, for rundt omkring jordan floden springer der en masse kirker op, i naermest en hver afskygning af den kristne tro. Samtidig er Jordan floden graensen mellem Jordan og Israel, og paa den anden side af den afsats der gaar ned til floden er der en lignende afsats, som saa bare er den israelske version af noejagtig samme turistattraktion. Ganske underholdende! For at slutte kristendommen af koerte vi til Madaba, hvor vi saa det store mosaikkort, der ligger St Georg katedralen der, der viser alle de kristlige religioese stederi mellemoesten. Meget smukt og meget spektakulaert. Vi sluttede dagen af med at koere ned af Kings highway til Karak, hvor vi indlogerede os natten over. Grunden til at tage til Karak er et gammelt middelalderslot, som ifoelge folk skulle vaere ligesaa godt bevaret som Krak des Chevalier, men det er meget forkert. Karak er en ruin, man kan se at det engang var et stort og maegtigt slot, men det er det ikke mere. Det er rigtig flot og der er ting, der er godt bevaret men alt i alt er det en ruin, der bekraefter forestilling om fortidens mageloese byggekunst. Paa slottet i Karak gjorde vi en aere i at gaa derhen, hvor det nok ikke helt var meningen man skulle gaa hen. Vi klatrede over det hele, besoegte de moerkeste og klammeste rum og blev saa stoevede man nu engang kunne blive. Det var meget interessant og en god maade at se en attraktion paa en individuel maade.
Efter vi havde set slottet hoppede vi ind i Verner og koerte mod den saudi arabiske graense, altsaa helt ned til det allersydligste af Jordan, hvor vi havde en plan om at bruge tre dage ved det roede hav, paa absolut ingenting andet end at bade, slikke sol, laese boeger, snorkle, ryge cigaretter og nyde livet. Dette gjorde vi i stor stil. Alt var godt paa naer vores seng. Vi bad om to senge i deres dorm og fik en dobbeltseng i skuret, hvor der tydeligvis ikke var blevet gjort rent i flere aar. Vi overlevede naetterne, selvom der var Vaeggelus i sengen og vi havde 50+ smaa bid, da vi forlod det roede hav, saa skulle det ikke vaere det, der gjorde at vi ikke noed vores tid dernede, selvom set i bakspejlet, saa var det virkelig ulaekkert og utroligt at de satdigvaek ville have 50 kroner for en seng i et skur, der var for kort til os begge to. Ubehageligt!

Efter Aqaba, som det hedder nede sydpaa, tog vi til Wadi Rum, som er en oerken i midten af ingenting. Her lejede vi en gut med en firhjulstraekker til at koere os rundt, og det var helt igennem fantastisk! Jeg tror aldrig jeg har set noget saa oede og noget saa spektakulaert. Der var majestaetiske klipper, sandbanker, underfundige udskaeringer i klipperne og formationer af traer, graes, sten og andet lir som overgaar min fantasi. Det var umaadeligt smukt. Vi arrangerede en overnatning hos en beduinfamilie, som gav os mad og the i stride stroemme og da klokken saa blev ti om aftenen og moerket havde saenket sig, ramte stilheden os som et slag. Der var doedstille! Ingen lyde overhovedet! Fuldstaendig surrealistisk at sidde i en oerken, kun oplyst af maanen og saa indse at det eneste man kan hoere er dig selv, der traekker vejret. Alt i alt fantastisk!
Efter Wadi rum koerte vi til Wadi musa, som er hvor vi er nu. Her i Wadi musa, har vi oplevet en af de ting, jeg hjemmefra havde glaedet mig allermest til - nemlig Petra! Og hvor er det bare et fantastisk sted! Jeg er saa vild med det. For at det rigtig kan forstaaes, saa fodrer jeg lige lidt facts. Petra var i sin tid en gammel nabateansk hovedstad, som idag er en aerkaeologisk nationalpark, der straekker sig over 200 kvadratkilometer. For at komme ind til selve bygningerne gaar man igennem en 1.2 km lang klippegroeft, der blivre kaldt Siq'en, hvor man saa til sidst ender ud lige foran skattekammeret. Og det er mageloest, gangen er naturlig, den er lavet af vand, der igennem tiden har skaaret klipperne til en kurvet form som de er idag. Naesten alle bygningerne i Petra er hygget ud af klippen, og er der er mange af dem, der er over 35 meter hoeje. De fleste af dem der er tilbage er gamle grave, dog er der skattekammeret og klosteret, hvor skattekammeret er kendt, da det er det foerste man ser og da det er der hvor Indiana Jones han finder den hellige gral i Indiana jones and the last crusade. Man kan saa gaa mange steder hen. Vi gjorde det, at vi koebte et todagspas til stedet og foerste dag gik vi op til ofringsstedet, hvor man har udsigt over det meste af Petra, derfra gik vi ned paa den anden side og drejede saa vaek fra stien og begyndte at klatre. Dette mundede ud i at vi farede grusomt vildt og da vi naaede til et sted, hvor vi fandt os selv staaende 20 meter over en kloeft, paa en sti, der var ret meget ved at ende, blev det pludselig rigtig spaendende og vi besluttede os for at gaa tilbage og holde os til stierne naeste dag.
Naeste dag holdt vi os saa til stierne hvilket sikrede os en masse selskab i form af den ene turgruppe efter den anden, men da vi besluttede os for at gaa op til klosteret, som er en god times gang op af trapper, fik vi hurtigt bevist at vores unge ben og friske kroppe kan klare mere end de stakkels gamle mennesker. Ellers saa brugte vi dagen paa at tulle rundt i diverse klipper, kigge indenfor i grotter, gaa lidt vaek fra stierne og saa tage billeder. Det er virkelig et smukt sted.
Da vi kom tilbage paa hotellet faldt vi naermest om i vores seng af udmattelse og besluttede os for at imorgen - hvilket saa er idag, skulle staa paa ingenting. Planen har vaeret at lave ingenting idag, imorgen tager vi til det doede hav og laver ingenting indtil d. 4 hvor vi koerer til Queen Alia international airport syd for Amman, afleverer Verner og vender saa snuden hjemad. vi flyver herfra kl 15.50 lokal tid og lander i KBH 21.35 dansk tid.

Endnu en gang tusind tak fordi I har fulgt med i min tur. Det har vaeret en fornoejelse at skrive indlaeggene. Jeg er klar til at komme hjem, til at se familie og venner, til at vise billeder og til at fortaelle lidt mere detaljeret og om alle de oplevelser, jeg ikke lige har faaet med paa bloggen.

Tak!