Carpadoccia og natur!

Hej Folkens!

Jeg vil nu bruge min fredag aften paa at skrive et blogindlaeg til jer, istedet for at gaa ud og drikke oel! Dette skal I opfatte som et offer fra min side og blive ramt af aerefrygt over den gode vilje jeg viser. Sandheden er, at jeg tager bussen mod Syrien imorgen tidlig kl. 8, saa det er en daarlig ide, at gaa ud og buldre i nat.

Men jeg er i Carpadoccia, hvor turistattraktionen er klipper! Store klipper! Disse klipper er lavet af en slags poroes stenart, der goer det muligt at udhule dem, og derfor har folk boet i dem i over 1000 aar. Carpadoccia er desuden det tidligere kristne center i Tyrkiet, saa overalt er der kirker med freskoer og lign. - det er meget spektakulaert, og meget svaert at beskrive.
Det her med at man kan bo i klipperne er saa over de sidste 50 aar blevet gjort til noget af en turistfaelde, saaledes at landsbyen Goreme, hvor jeg bor, og som er centrum i dalen er gaaet fra at vaere en stille landsby med en eller to hoteller, til at vaere en stille landsby(ihvertfald i vinteren) med 83!!! hoteller!! Det er fuldstaendig hjernedoedt, men ifoelge indbyggerne, er der brug for dem alle sammen om sommeren, saa det er virkelig et turistet sted!

For saadan rigtig at opfatte hvor mange mennesker, der kommer igennem, saa bor der 2200 i Goreme fast, men om sommeren har byen lidt over 60.000 indbyggere! Det er ret tosset! Men jeg forstaar virkelig godt folk, for det er virkelig smukt!
Disse klipper bliver kaldt feskorstene, altsaa fe som i klokkeblomst. Dette goer de, fordi de starter ud ved bunden med at vaere forholdsvis runde, for derefter at gaa op i en stumb spids. I klipperne er der saa doere og vinduer, samt smaa firkantede huller i siden af klippen, som bliver kaldt duehuller. Duehullerne er steder, der er udhugget til at duerne kan sidde der og skide, saaledes at man kan samle deres affoering op og bruge den som goedning til markerne. Det er da skide(ordleg!) smart!

Klipperne i Goreme er delt op i flere dale, der er "love valley" hvor klipperne til forveksling ligner erigerede mandlige koensorganer, hvilket jeg synes var skide sjovt. Saa er der "pidgeon valley", der er kendt for den store maengde duer, men de var der ikke lige, da vi var der, saa det ved jeg ikke helt om er sandt. Til sidst er der "Rose Valley", som er en dal hvor klipperne gaar fra at vaere roedlige til at vaere graalige, for saa at blive groenlige for at slutte i et tyndt graeslag, meget, meget, meget smukt!

Hvordan oplever man saa alt det her paa den bedste maade? Jamen, jeg er ikke helt sikker paa, at jeg gjorde det paa den bedste maade, men jeg fandt mig en canadier i Antalya, der hedder Jack og aftalte med ham at vi moedtes i Carpadoccia, for at lave som HIKING, det viser sig, at det at hike og gaa er det samme, men det lyder bare mere ekstremt at hike, saa det var helt sikkert det vi gjorde! For for helvede(undskyld mit sprog) hvor vi har gaaet! Rundt i dale, vi har bestiget klipper, udforsket huler og revet os paa naturens onde, onde tornede grene, men vi har gjort det hele med et smil og en appetit paa oplevelser, saa det har vaeret fuldstaendig fantastisk, med det sceneri, hvori vi har hiket, har der ikke vaeret nogen anden mulighed, det er uvirkeligt smukt her.
Til dem, der lever meget taet paa mig, saa ved I vel, at det her med natur, det er ikke vildt meget mig, og naturen og jeg vi egentlig har et nogenlunde anspaendt forhold til hinanden, men med disse dage, saa tror jeg vi er gaaet et skridt i den rigtige retning mod et forhold i gensidig respekt, hvem ved? Der er stadig meget natur, og vi kan naa at overraske og skuffe hinanden mange gange, inden det er tid til at tage hele vejen hjem igen. Men vi har helt sikkert taget et skridt i den rigtige retning de sidste par dage!

Den har virkelig staaet paa hiking, vi har tilbagelagt lidt over 30 km i kuperet landskab de sidste par dage, hvor vi samtidig har bestiget to bjerge, det ene med et iturevet tyrkisk flag, hvilket er meget sjaeldent det andet med et slot skaaret ud i sten paa. Det er helt vildt med de her stenhuse, det er virkelig noget, som er svaert at faa ned paa bloggen, men I maa se nogle billeder naar jeg kommer hjem, og saa skal jeg med glaede tegne, fortaelle og lave en masse fagter, saa det er nemmere at forstaa.

Dog var de folk, der udhulede stenene yderligere smarte, for da de paa grund af deres kristne tro blev jagtet vildt tidligere i historien, byggede de to underjordiske byer, hvoraf den ene er aaben for befolkningen. Her gaar man saa 8 etager ned og kigger rundt i en by, hvori der er plads til 10.000 mennesker. I byen er der stalde, tre kirker, koekken paa hver etage og opholdsrum. Det eneste, der har kunnet afsloere dem er de massive udluftningskanaler, der nu, hedigvis, er omgivet af et ca. 20 cm hoejt hegn, som goer at turister ikke falder ned i. Jeg er ikke helt sikker paa at det er nok, og forholder mig nogenlunde skeptisk til dem og deres hegn. Men fantastisk var byen, det er helt sikkert.

Oprindeligt var planen at jeg skulle fra her, til Nemrut Dagi, videre mod oest, men det er vanvittigt besvaerligt at komme derhen, man skal skifte bus fem gange for at komme 800 km, det er lige tosset nok, og ville tage 2-3 dage, hvilket vil sige at jeg skulle finde overnatningsmulighed for de dage i smaa oede landsbyer, hvilket er lige spaendende nok. Saa nu tager jeg tilbage mod Syrien imorgen tidlig og tager til Damaskus, hvor jeg skal soege et iransk visa og nyde varmen, det glaeder jeg mig meget til. Jeg kan godt lide Tyrkiet, men jeg kan nu bedre lide Syrien, folk er bare mere flinke og smilende, saa det skal nu nok blive godt at komme tilbage dertil.

Dette indlaeg var lidt kort i forhold til de andre, men dette er et sted, som er meget svaert at beskrive, da det er noget som jeg aldrig har set foer, saa I maa vente spaendt til der kommer flere billeder eller til jeg kommer hjem igen.

Hav det fantastisk! Nyd de sidste dage af jeres ferie(det er saa primaert til alle dem paa fyn) og pas paa jer selv!

Cykelferie?!?!

Hej alle!
Nu er det igen blevet tid til en lille update fra de varme lande! Og jep! Det er faktisk de varme lande. Jeg er lige PT i Antalya, hvor der, i skrivende stund, er 22 grader og lettere overskyet, men intet problem, man kan jo stadig sidde ude og faa en kop the i skjorte med korte aermer. Det er ret rart!

Men nu er det jo efterhaanden et stykke tid siden, jeg har skrevet sidst, saa hvad har jeg lavet? Jamen jeg ankom for ca. en uge siden, med natbussen fra Istanbul, hvilket var forholdsvis spaendende, da jeg sad foran en aeldre dame, der blev uvirkeligt koeresyg efter en halv times tid, og saa er 12 timer saftedeme lang tid! Saa det blev altsaa ikke til meget soevn for mit vedkommende ı den bus, da jeg enten blev vaekket af opkastlyde, boevser eller en ram duft at et eller andet, der nok skulle vaere begravet for flere dage siden. Men det taeller jo alt sammen, og jeg er mildest talt ret sikker paa at damen bagved havde det meget vaerre end mig.
Det var dog med en vis portion vemod at jeg forlod Istanbul, for jeg havde det virkelig godt der, og elsker virkelig det liv der er der. Det er ikke sidste gang, jeg har vaeret der.

Efter busturen var jeg lidt omtumlet, og taenkte at jeg ihvertfald ikke skulle ind i nogen taxi, men nyde det fabelagtige vejr(for det var nemlig ogsaa godt vejr, da jeg ankom), saa ejg besluttede mig at gaa, der er 6 km, men det skulle jeg nu nok kunne klare, selv med en rygsaek paa ryggen. Selvfoelgelig farede jeg for grusomt vild og endte emd at gaa rundt i 4 timer, dog fandt jeg undervejs en café, hvor man kunen faa en god kop chai, som er den specielle mellemoestlige the, der er ret, ret, ret god! Saa det gjorde faktisk ikke rigtig noget at fare vild, da det var godt vejr og jeg egentlig bare gerne ville lidt vaek fra hende damen, der virkelig var daarlig til at koere bus.
Saa foerste dag blev altsaa brugt paa at fare vild, ryste busturen af mig og ellers slappe af, da jeg ikke havde faaet meget soevn. Naeste dag brugte ejg paa at gaa rundt i Antalya og se alt det man nu engang skal se, naar man nu er her. Saa det blev til en smadret minaret, der blev smadret for lang tid siden, men stadig staar, og egentliger meget paen. Men det, der virkelig er tiltraekkende ved Antalya er havnen, den gamle by og saa deres triumfbue, kaldet Hadrians port. Denne port er ikke mageloes som triumfbuerne i Paris, men den er opfoert i aar 130 og staar stadigvaek, hvilket i sig selv er en bedrift. Derudover er den gamle bydel blevet restaureret for mange penge, og gjort nogenlunde bilfri, hvilket virkelig goer den charmerende, og man maerker den der lidt sloeve og dvaske middelhavsstemning ramme en. Det er ret herligt og meget afslappende. Marinaen er dog en perle, det er en lille u-formet havn, der ligger forneden af en hoej mur, der omkranser den gamle by. Ved marinaen er der ufatteligt mange smaa steder, der saelger turistting osv., men det er middelhavet, der er juvelen her. Fuldstaendig azurblaat, med fiskere paa dokken og tour-baadene, der stille ligger og vugger. Overalt er der baenke og caféer, saa alt i Antalya, er altsaa indrettet efter afslapning.
Jeg brugte torsdag paa at se ruinbyen Perge, der ligger ca. 15 km oest for Antalya, og her ser man igen, noget meget egendommeligt, da man ikke har udgravet hele byen, men kun det "vigtigste" - altsaa soejlegangen, badene og et par templer, men idet man faar overblik over byen, kan man se at ruinerne straekker sig over et kaempe omraade, hvor over 75 % af omraadet stadig er daekket af groent. Desuden gaar der faar og geder rundt over det hele. Det er altsaa meget afslappet i denne del af Tyrkiet.

Jeg vaagnede dog fredag morgen og sagde farvel til et par canadiere, som jeg har brugt dagene her sammen med. Tre af dem, skulle videre mod Carpadoccia, og den sidste skulle videre oest paa langs kysten. Ham og jeg har snakket lidt om at se om vi ikke kunne moedes i Carpadoccia, nu maa vi se om det kan lade sig give sig. Det kunne ihvertfald vaere hyggeligt, da han er ret flink. Med deres farvel havde jeg en lyst til at goere noget, en lyst til at bryde, saa jeg besluttede mig for at lege en cykel og cykle fra Antalya til en lille ruinby ca. 90 km syd for, der hedder Olimpos. Det er ogsaa her at Chımera er, der er flammer, der skyder op af jorden.
Men cykelturen derned, var noget af det haardeste jeg nogensinde har proevet. Det er saadan ca. 50 km op ad bakke, hvor de sidste 20 er fra 0 meter til 2500 over havets overflade, md flere skilte der siger stigning paa 10 %, saa da jeg ankom til Olimpos var jeg fuldstaendig smadret. Men hvilken tur! Det var mageloest! Hele turen er paa hovedvejen mellem Kumluca og Antalya, der foelger havet naesten hele vejen. Saa man har altsaa dette mageloese azurblaahav paa den anden side og massive bjerge paa den anden. Det er virkelig spektakulaert. Flere steder ser man appelsinlunde og stejle klıppevaegge, andre steder er det sandstrande og luksushoteller, der praeger udsigten.
Olimpos i sig selv er egentlig ikke saa meget, men det er vildt charmerende, da det er kilet ned imellem to meget stejle bjergsider, og ligger lige ned til vandet. Det er okkuperet af steder, hvor turister kan sove, og det eneste man kan der, er at vaere udenfor og lave ingenting, eller vaere udenfor og lave ekstremsport saasom klatring, rafting eller lign. Men da jeg cyklede dertil, og da det er udenfor saesonen, foelte jeg ıkke for ekstremsport lige der.
Grunden til at tage til Olımpos er nogle velbevarede ruiner, der over tiden er blevet forholdsvist opslugt af skoven omkring, saaledes at der slynger sig planter op over, og lever fugle og insekter over det hele, det er meget romantisk og meget jungle-agtigt. En anden ting, er Chımera, som er en klippeside, hvorunder, der er en samling gasser, der, naar de blander sig med luften, selvantaender og har staaet flammende i mere end 2000 aar. I gamle dage troede man at flammerne kom fra et dyr, der eftersigende var loeve, ged og slange, der samtidig kunne spy ild. Saa man var forstaaeligt lidt bange for flammerne. Senere hen byggede man templer omkring flammerne, saaledes at man kunne dyrke dem, men disse templer er blevet oedelagt, da de jo tilbeder hedenske guder og ikke de gode som vi har gang i for tiden(her skulle man gerne opfatte en tyk omgang ironi).
Dog havde jeg det lidt maerkeligt med flammerne, for jeg havde jo set ild foer, og det er da paent, men virkelig ikke saa spektakulaert. Og dog. For lige pludselig var de her flammer altsaa foran os, jeg var der med en amerikaner og en franskmand, og det er altsaa vildt underligt at se flammer, uden nogen synlig grund. Vi vidste godt at det var paa grund af gas, men naar der bare staar en flamme op, midt i det hele, uden nogen synlig grund, belaeg eller kilde, jamen saa er det altsaa ret spektakulaert og meget magisk.
Igaar var det saa tid til at forlade Olimpos og cykle tilbage til Antalya, hvor jeg havde efterladt min rygsaek og tager bussen mod Carpadoccia fra. Jeg havde laenge overvejet at tage bussen tilbage, men greb mig selv i dovenskaben og besluttede mig for at cykle tiibage, nu havde jeg trods alt lejet den cykel og bruges, det skulle den sgu. Saa jeg tog tidligt afsted og vaebnede mig med taalmodighed, men det gik dog ret hurtigt op for mig, at naar man cykler opad det meste af vejen ud, jamen saa cykler man jo ned ad det meste af vejen hjem. Saa hvad tog mig 8 timer ud, tog kun 4,5 paa vej tilbage. Der kan man bare se. Det er vel logik, og jeg burde maaske endda have regnet det ud.
Dagen imorgen skal staa paa museum. Antalya har Tyrkiets 2. stoerste, og jeg foeler at jeg burde se det, naar jeg nu alligevel er her. Imorgen skal jeg desuden have koebt billet til natbussen mod Göreme, saa nu er det bare om at krydse fingre om at jeg faar en god bustur!!

Her til sidst har ejg dog lige en soergelig ting. Jeg har maattet sige farvel til mine beige Converse sko. De overlevede ikke cykelturen, saa jeg har koebt et par nye i bordeaux. Det er altid lidt soergeligt at sige farvel til converse, da de suger saa meget, saa paa disse var der sandsynligvis spor af mudder rfa Palmyra, Aphamea og andre ruiner. Det er nu op til de nye at suge mudder til sig, saa de kan loefte arven fra de gamle! Og bare rolig, jeg skal goere mit for at der bliver mudder til at suge. Der maa vaere nogle ruiner, jeg endnu ikke har set.

Det var alt for denne gang. Pas paa jer selv og hav det fantastisk!
p.s. Jeg har det godt!

Sidste dag i Istanbul!

Kaere Alle! 

Det er nu mandag, og min sidste dag i Istanbul, hvilket bliver vemodigt, men nok ogsaa meget godt, for det gaelder om ikke at blive alt for magelig, der hvor man er. Jeg kan maerke, at jeg er ved at tilpasse mig, og det er maaske lidt farligt, for saa bliver afskeden saa meget svaerere. Jeg maa op paa hesten, ud i bussen og videre i verden. 

Planen er, at jeg tager bussen fra Istanbul kl 21 og 12 timer senere, hvilket vil sige kl 9 imorgen tidlid, burde jeg vaere meget taet paa Antalya, hvor jeg skal moede Joe og Pamela, samt se nogle af de lokale sevaerdigheder. Her snakker vi en gammel by, der hedder Olympos, samt et sted, der hedder Chimaera, hvor gasser fra jordens indre, blandet med luften faar gasserne til at antaende, saaledes at der staar ild op af jorden. Det tror jeg bliver ret spektakulaert. 

Ellers saa nyder jeg virkelig livet i Istanbul, og hvad den har at tilbyde. Siden sidst har jeg vaeret i et rigtig tyrkisk bad, et saakaldt Hamam - og det var noget af en oplevelse!

Man kommer ind og bliver moedt af en stor tyrkisk mand, der siger: "you want complete massage", og da han sagde det blev jeg lidt nervoes, for jeg kunne ikke rigtig undgaa at taenke hvad saadan en complete massage egentlig indebar, men da man ingen vegne kommer med usikkerhed sprang jeg ud i det, og taenkte at ligemeget hvad, ville jeg faa en oplevelse for livet. 

Og ejg fik paa det syndigste ret. Jeg blev foert til et omklaedningsrum og blev bedt om at tage toejet af, samt vikle et laendeklaede om de aedlere dele og saa ellers bare gaa ind. Det man gaar ind i, er et kuppelformet rum, med en marmorforhoejning i midten, hvilken man saa ligger sig paa. Efter man har ligget der et kvarters tid, kommer verdens stoerste og mest behaarede gut saa ind, foert an af et overskaeg, der ville goere grantraeer jaloux! Han pegede paa mig og spurgte "ready", jeg sank en klump og nikkede forsigtigt, og saa fik jeg ellers den store tur! Vi startede med en ordentlig afvaskning, hvor man egentlig bare sidder paa sin flade, mens han uden naade, skrubber alt skidtet af dig Og naar jeg skriver skrubber, saa mener jeg virkelig skrubber! Man er fuldstaendig lyseroed bagefter! Efter skrubningen, bliver man foert op paa marmor-tingen igen og saa er det ellers tid til massagen! Ogsaa her bliver der virkelig masseret og hevet(og ikke paa den maade!) - men hevet i ben og arme og de bliver lagt paa kryds og tvaers saa man lige pludselig hoerer knaek fra steder, man ikke vidste kunne knaekke, det er ganske specielt. 

Efter saadan en tur er man fuldstaendig faerdig! Men man har det virkelig godt, man er helt varm og foeler sig umaadeligt frisk! Det er ikke sidste gang, jeg har vaeret i Hamam! 

Ellers har jeg siden sidst set Aya Sofya og Topkapı Palace, som slog benene fuldstaendig vaek under mig, eller det er ikke sandt, men de var ihvertfald begge utroligt smukke og vanvittige byggerier! Det er tosset hvad man kan goere, hvis bare man har sten nok!

I paladset har man samtidig en vanvittig samling juveler, deriblandt en diamant paa 86 karat, hvilket svarer til et lille hoenseaeg eller en babyknytnaeve af diamant. Den var vidunderlig smuk, og et oejeblik greb jeg mig i at taenke over muligheder, hvori man kunne erhverve denne sten, selvfoelgelig via lettere lyssky metoder - bare rolig alt blev ved tanken. 

Derudover bestaar samlingen af diverse guldbelagte ting, aedelstene af alle karakterer, ibenholdtmoebler og andet lir, der ville goere en hip-hopper groen af misundelse. Jeg saa det sammen med en gut, der hedder Yusuf og vi blev ret hurtigt enige om, at hvis man solgte det hele, kunne man nok godt broedfoede en mindre afrikansk stat de foerste aartier.. Det var ret grotekst at staa der og stirre paa noget, der er saa mange penge vaerd. Vi besluttede os for at lade nogle andre goere noget ved verdenssituationen og istedet for at revolutionere verden drak vi en kop the og delte en shisha(som er vandpıbe paa tyrkisk). Den der mellemoestlige frugtthe har virkelig gjort sit indtog paa mig! Det er lidt sjovt, men jeg er faktisk blevet ret glad for det. 

Ellers saa var jeg saa priviligeret at faa mig en guide i form af Milo, som er hende, som jeg bor hos, da hun mente at nu havde jeg set alt det jeg burde se, som turist og derfor skulle vi en tur i parken. Foerst var jeg lidt skeptisk, 'en tur i parken' lyder som noget man kan goere derhjemme, men det viste sig at parken var enorm og er et groent omraade lige midt i Istanbul, og det var virkelig rart at se, og da det samtidig var omkring 6 grader og skyfrit, var der mange tyrkiske par, og det var alt sammen meget romantisk og hyggeligt! 

Loerdag aften fik vi besoeg i lejligheden og vi besluttede os for at tage i byen! Det var ikke nogen daarlig idé, da Istanbul har et natteliv af yderste klasse! Her er alt, hvad hjertet begaerer! Saa vi pub crawlede og var hjemme i lejligheden omkring kl 6 soendag morgen. 

Soendag sov vi halv laenge og jeg besluttede mig for at finde en netcafé med noget skype, saa jeg kunne ringe til mine foraeldre, desuden havde jeg en aftale med en englaender, der hedder Greg om at vi skulle se Chelsea mod Arsenal paa en engelsk pub, der liget et langspyt fra en internetcafé. 

Saa summasumarum er at jeg stadig har det rigtig godt! Jeg tager bussen mod Antalya kl 21 i aften, og hvis alt gaar efter mit hovede er jeg der kl 9 imorgen tidlig. 

Derfra gaar turen saa til Göreme i Carpadoccia, hvor der er nogle klipper som skulle vaere ganske spektakulaere! 

Jeg tror det var alt for denne gang! Jeg har det stadig godt og nyder livet! 

Pas paa jer selv! 

Turkish delight!

Kaere alle! 

Inden vi gaar igang med de nye oplevelser, vil jeg foerst og fremmest sige, at det er rigtigt, at jeg har ligget lidt paa den lade side, hvad angaar opdatering af denne blog. 

MEN! jeg har en grund. Jeg har nemlig fundet ud af det med billederne. Saa nu er der skam billeder fra turen indtil nu. Dem kan I finde her: 

http://www.flickr.com/photos/47121354@N04/

Her er de billeder, som er gode. Jeg har skrevet en lille smule til nogle af dem, saa I ved hvad de forestiller. Samtidig skal jeg dog lige goere opmaerksom paa, at de nye er forrest, hvilket vil sige, at de foerste billeder jeg tog er til sidst. For at goere det hele lidt nemmere, kunne man jo sige at de ligger i omvendt raekkefoelge.

Men nu til det sjove.. Turen! 

Som overskriften indikerer, har jeg fundet noget delightful i Tyrkiet, dette er dog ikke de smaa fedtede stykker slik, kendt som Turkish delights(eller lokum, som de hedder paa tyrkisk, hvilket ejg nu egentlig synes er meget rigtigt,, for jeg kan virkelig ikke lide dem!!). Nej, det gode ved Tyrkiet er, indtil videre, ISTANBUL! Denne by er fantastisk, jeg elsker den af hele mit hjerte! 

Den er vibrerende, levende og helt og aldeles charmerende. Den er ligesom Rom bygget paa en ordentlig omgang hoeje, hvilket vil sige at man gaar op ad bakke, ned ad bakke, op ad bakke ned ad bakke. Naar man saa har gjort det noget tid, finder man nogle af de mest fantastiske ting! Lige pludselig, midt i det hele, staar for eksempel den blaa moske! og der har vi en af verdens flotteste kirker. Det er helt vildt. Den rejser sig majestaetisk med sine seks spir og knejser mod himlen med dens enorme, smukke, blaa kuppel. Jeg er meget benovet over denne bygning. 

Naar man saa kommer ind, efter man har taget skoene af, gaar man rundt i et orgie af marmor og arabiske guldbogstaver. Den er fantastisk, dog kan jeg godt savne nogle freskoer, mosaikker og lign. som man ser i kristne og katolske kirker(garanteret ogsaa i andre. men jeg er ikke helt sikker), men dette er ikke rigtig islamisk skik, saa det ser man ikke. 

Overfor den blaa moske ligger Aya Sofya og disse to bygninger har en faelles historie. 

Tilbage for lang tid siden i 1603 besluttede sultan Ahmed at bygge et monument, der kunne konkurrere med Aya Sofya. Derfor byggede man den blaa moske lige overfor - og som de to kaempekirker staar der overfor hinanden, kan man ikke rigtig undgaa at vaere lidt ydmyg over disse giganter, og maaske taenke lidt paa, at ikke alle flotte bygninger behoever vaere stroemlinede og med glasfacader. 

Efter jeg besoegte den blaa moske, ville jeg have vaeret i Aya Sofya, men der var lukket, saa jeg gik i Basılica Cistern, som er et vandopbevaringsdepot fra aar 503 efter kristelig foedsel. Det fylder 65*134m, er stoettet af 336 soejler og kan holde omkringe 80.000 kubıkmeter vand, naar det er fyldt. Det synes jeg altsaa er en smule imponerende, desuden er det et vildt fedt sted at gaa rundt, for det er meget sparsomt oplyst, saa man gaar rundt i en form for roedligt moerke og haaber paa at man kommer til at gaa udenfor gangbroen og derved falde i vandet, til de smaa fisk der svoemmer rundt dernede. Det er et ret magisk sted. 

For at springe lidt i det hele, taenkte jeg at jeg lige ville lade min entusiasme dale lidt og foelge op paa sidste gang jeg skrev. 

Sidst jeg skrev, var jeg i Antalya, som er den lille graenseby. Herfra tog jeg. via bus, til Adana, som ligger lidt laengere oppe ad kysten. Da jeg har skrevet om hvad der var i Antalya, vil ejg skrive lidt om hotelvaerelset, for det var det arveste pis! Her snakker vi et vaerelse, paa omkring 3,5 kvadratmeter, med vinduer, der ikke kunne lukkes ordentlig, et badevaerelse, hvor kloakken var utaet og en bruser med kun koldt vand. Saa da jeg kom til Adana efter 6 timers bustur, hvor jeg sad op ad en meget svedende, stor tyrker, der brugte den foerste halve time paa at raabe ind i sin mobiltelefon, var jeg meget soergelig. Saa jeg valgte en af de dyrere budgetmuligeheder, og det var et klogt valg. Her fik jeg et dejligt, stort, varmt og lyst vaerelse med eget toilet og varmt vand i bruseren! Det var fantastisk. Efter et dejligt langt bad, var jeg sulten og ville ud efter noget aftensmad. Jeg fandt et lille lokalt sted, hvor jeg blev hevet ud i koekkenet og saa bedt om at pege ud, hvad jeg gerne ville spise! Det er nu meget interessant at goere det paa den maade. 

Naeste dag taeknte jeg, at jeg ville toure Adana, saa jeg gik end i receptıonen og spurgte en ung knaegt, om hvad jeg som turist skulle se i hans by. Han kiggede paa mig og sagde, at det eneste de egentlig havde, der var vaerd at se, var deres moske. Jeg kiggede paa ham og overvejede hvad det skulle betyde - der lever trods alt 1,5 mio. mennesker i Adana, saa der maatte da vaere andet end bare en moske. Jeg gik ud paa gaden og forhoerte mig i nogle af forretningerne, men de sagde det samme. 'Naah for helvede' taenkte jeg. Hvad goer jeg saa. JEg kan jo ikke bare gaa rundt og lave ingenting, saa vupti, tilbage paa hotellet, tjekke ud, ind paa en netcafé, bestille billet i toget til Istanbul, op forbi moskeen og saa ind i toget til Istanbul. 

Hvilken togtur. Den eneste billet, der var ledig var en sovevognsbillet, hvilket jeg nu nok synes var en god idé, da turen tager 19 timer og det tyrkiske togselskab er ikke kendt for at ankomme rettidigt. Men Tyrkiet via tog er umaadeligt smukt, banerne straekker sig op over bjerge, igennem dale og via marker. Det gik fra Cliff hanger, til Water world over i Morten Korch idyl, fuldstaendig fantastisk! 

Da jeg ankom til Tyrkiet blev jeg hentet af Milos(den tyrkiske pige jeg moedte i Hama) lillesoester og fulgt tilbage i lejligheden, hvor den sofa, hvorpaa jeg sover, staar. Efter en lille gaatur rundt i kvarteret, blev jeg inviteret med i byen. Hvilken bytur! Billige oel, flinke mennesker, en italiensk pige, der var inkarneret Morrissey fan og endnu flere oel! Vi var tilbage i lejligheden ved en 5-tiden og lavede knap saa meget naeste dag. 

Ellers har jeg vaeret i Bazaren som det hedder i Tyrkiet, til forskel fra Souq, som det hedder paa Syrisk. Jeg proever desperat at finde ting til folk derhjemme, men jeg gider ikke slaebe rundt paa det, saa ejg har endnu ikke koebt noget som helst! 

Dog var der en mand, der var overbevist om at jeg ville se fremragende ud i et par laederbukser, et par orange laederbukser vel og maerket. Jeg var ikke enig, jeg har nemlig aldrig vaeret meget af en laedergut! 

Men! Jeg har nu vaeret i Istanbul i 4 dage. Aner ikke helt hvad jeg goer bagefter, eller hvornaar bagefter er. Jeg tror maaske jeg tager loerdag med og begiver mig mod Antalya paa soendag. Derefter mod Carpadoccia og hvis der ikke ligger for meget sne, saa vil jeg gerne mod Mt. Nemrut. Der er nogle enorme stenhoveder, som jeg lurer lidt paa. Alt efter hvad dato det er, bevaeger jeg mig maaske ind i Libanon. Ellers saa skal jeg tilbage til Damaskus og have styr paa noget visa til Iran. 

Pas paa jer selv alle sammen! Nyd billederne og tak fordi I laeser med!