Hej Alle!
Da jeg nu er ankommet til Yazd, hvor man ikke rigtig laver saa meget andet end bare at slappe af, taenkte jeg, at jeg ville opdatere bloggen, saa I kan faa lidt indsigt i Iran.
Sidst jeg skrev, fik vi nogenlunde daekket tendensen i Teheran - man kan virkelig maerke, at der er noget, der roerer sig under overfladen, og jeg maa indroemme at jeg ikke giver det mere end 15 aar, foer der virkelig sker noget drastisk - og saa tror jeg, at der bliver en masse ballade under ramadanen, som dette aar ligger i august, det bliver spaendende at se, hvad som sker.
Ellers saa er det, det iranske nytaar hernede, hvilket ogsaa er omtalt som "No Ruz", hvilket vil sige at vi sidste soendag gik fra 1388 til 1389 ifoelge den persiske kalender. No ruz betyder samtidig at Iranerne har 13 dages ferie og derfor er hotellerne/hostellerne fuldt optaget, saa nogengange maa man taenke lidt kreativt, naar det gaelder om hvor man vil sove - dette har manifesteret sig i fire naetter paa et kaeldergulv i Esfahan og en enkelt nat i bederummet i Shiraz, men jeg har sovet udemaerket, det var billigt og saa taeller det jo alt sammen som et minde i posen, der er ved at vaere pakket af minder.
Men jeg forlod Teheran for at tage til en lille oerkenby, der hedder Kashan, der er ca. 300 km syd for Teheran, hvilket var en fantastisk afveksling fra Teherans smogfyldte og hektiske gader til Kashans lidt soevnige og meget rolige mentalitet. Jeg tog bussen omkring kl 14 og naaede frem ved en 17-tiden, da jeg stod af bussen, kom der en iraner op til mig, der kun kunne sige "wait", og da jeg ikke rigtig havde andre planer for dagen, end at finde et sted at sove og noget at spise, saa jeg taenkte at han nok bare ville traene sit engelsk eller noget i den dur, men da der ikke rigtig skete noget efter 5 minutter begyndte jeg at kede mig, og ville begynde at gaa, men han insisterede paa at jeg blev, saa for ikke at traede paa hans foelelser eller lignende. Efter yderligere 10 minutter kom der en bil blaesende og stoppede med hvinende bremser lige ud for os. Han bad mig om at stige ind i bilen, og med en vis aengstelighed indvilgede jeg i det og taenkte, at jeg kunne score et gratis lift, hvilket ikke er verdens vaerste ting. I bilen proevede jeg at fortaelle den nye dreng, hvilket hotel jeg gerne ville hen til, men han sagde "first we go my home and drink chai, then we go hotel". Fair nok, theen hernede er ikke verdens vaerste og efter tre timer i en varm bus med persisk techno pumpende ud af hoejttalerne, kunne jeg virkelig godt bruge en kop the. Da vi saa kom hjem til ham begyndte jeg at spoerge lidt ind til det her No ruz, for det er lidt specielt med en anden kalender, end den jeg er vant til. Det viste sig, at No ruz blev sparket igang den dag jeg ankom til Kashan, med den saakaldte fire night - ildnat i dansk, hvor man samler familien, laver et baal, som man skal hoppe over 7 gange, fyrer virkelig daarlig fyrvaerkeri af(fyrvaerkeri er ulovligt, saa det er virkelige daarlige romerlys og smaa strygere, der praeger det fyrvaerkeri, der er hernede) efter man har hoppet over ilden moedes man med venner og fejrer at det er No ruz.
Behnam, som gutten hedder. havde en aftale med et par af sine venner, om at de skulle op til en bakke ca. 5 km udenfor Kashan, hvor folk ville hoppe over ild, og spurgte om jeg ikke ville med, jeg sagde, at det ville jeg meget gerne og spurgte, hvordan han saa skulle fejre det efter ildhopning? Han ville saa koere yderligere et par km udenfor byen sammen med nogle flere venner, hvor de ville holde en fest, hvilket ogsaa er vildt ulovligt, det er ulovligt at danse paa gaden i Iran, saa jeg ville sagde at jeg ville tage med til ildhopningen, hvilket ogsaa er ulovligt, da det ikke er en islamisk hoejtid, men alle goer det, da det er en indgroet kuturel hoejtid, dog ville jeg ikke med til dansefesten, da det er helt vildt ulovligt at danse paa gaden - og jeg ville helst ikke paa kant med loven, inden jeg fik mit visum udvidet, dog fik jeg ikke rigtig lov til selv at bestemme dette, men vi lavede en plan om at jeg bare ville sidde i bilen og kigge den anden vej, naar politiet kom. Der var ikke noget med hvis, det var naar, for de ville helt sikkert komme. Vi koerte op paa toppen, hvor anarki haergede, der var baal, strygere, musik og folk over det hele. Her snakker vi traktordaek med ild i, hvilke er virkelig gode til at saette en masse ild igang, dette kunne vaere et raad til de unge, naeste gang de vil lave lidt rod i de koebenhavnske gader, istedet for at braende andre folks biler af, kunne man tage traktordaek. Ikke en opfordring, bare et raad.
Efter vi havde kigget paa folk hoppe over baal og selv hoppet lidt i et par timer, gik vi mod bilen, for at moedes med nogle af hans venner og veninder, for at koere lidt videre. Efter smaa tyve minutter i bilen kom vi til et sted, der var oede nok til os, saa alle fem biler hamrede forskellige sange op, alt hvad bilanlaeggene kunne holde til og saa begyndte der ellers noget ejendommeligt. Alle broed ud i dans, og man kunne virkelig maerke glaeden og friheden rejse sig blandt de unge. Drengene smilede, grinede og jokede, mens pigerne var ligeglade med om deres toerklaeder roeg af hovedet og de smurte aermerne op og glaeden ville ingen ende tage, det var en stor oplevelse, der bekraeftede min forestilling om, at de unge hernede er ligesom os derhjemme, de vil bare have frihed og have det sjovt. Denne loesslupne stemning forplantede sig til selv mig, og foer jeg vidste af det, dansede jeg alt hvad mit hjerte begaerede til fem forskellige meget daarlige sange, til stor morskab for alle iranerne, for jeg er virkelig en daarlig danser, men ligemeget hvad, saa var de vilde med det og mig, og saa maa man sige hvad man vil, men selvom jeg nok har set ud som en fest paa en ethjulet cykel, var de vilde med det, og isaer to af pigerne, var saa tossede med mig, mine latterlige forsoeg paa at danse og det lyse haar, at de blev ved med at sige "I love you" og spurgte paa farsi om jeg ville have en iransk kaereste(Behnam oversatte), jeg smilede det bedste jeg kunne og sagde at de var meget smukke, men at jeg hellere maatte undgaa at indlede et forhold hernede, naar jeg nu kun skulle vaere i Kashan i tre dage.
Efter ca. en halv time med dans, daarlig kommunikation og masser af sjov og morskab, opdagede jeg, at der udenfor cirkelen stod tre aeldre damer, der viste sig at vaere moedre til tre af pigerne. Jeg spurgte Behnam om de var her for at overvaage at intet gik over gevind, men han sagde at de var her for at snakke med politiet, og forsvare pigerne, hvis de proevede paa noget. Det er virkelig en anden verden, naar man bliver noedt til at have sin mor med, men det viser ogsaa hvor lidt kvinderne er vaerd i gaden hernede, men samtidig viser det ogsaa det baand, der er mellem mor og datter i denne del af verden. Det er et spaendende samfund, og helt sikkert et, der inden alt for laenge vil se en del omvaeltning.
Efter en times dans og glaede, kom de saa. Politiet, vi saa blinkende, drengene skyndte sig at slukke for anlaeggene, pigerne tog toerklaedet paa igen og jeg blev gennet ind paa bagsaedet af en bil og bedt om ikke at sige eller goere noget.
Dernaest gik der en halv time med lidt krydsforhoer, indsamling af legimitation og lign, hvorefter alle blev bedt om at koere hjem. Saa der skete intet, men da vi var paa vej hjem, kunne jeg virkelig maerke hvordan Behnam var sur, ked af det og irriteret over at han ikke kunne faa lov til at have det sjovt med sine venner, uden at politiet skulle oedelaegge det for dem. Det er et haardt liv de iranske unge har, og jeg faar virkelig oejnene op for den grad af frihed vi nyder derhjemme.
Anden dag i Kashan, stod paa turistleg. Vi tog til attraktionen der, der er gamle historiske huse opfoert af rige maend og sat i stand af endnu rigere, saaledes at de rummer flere sale, overdaadige rum og gaarde med springvand og smaa blomsterbede, hvor det groenne trives selvom Kashan er midt i oerkenen. De er alle meget smukke, og bygget med soltoerrede muddermursten, der giver dem, den der brune farve, som man blandt andet ser husene har i Disneys Aladdin, det er ret flot og de er blevet restaureret meget stilfuldt, saa det var slet ikke en daarlig ting at kigge paa. Efter vi havde leget turister i et par timer, blev jeg sat af ved et hotel, hvor jeg havde aftalt at moede det foeromtalte(i sidste indlaeg, dem der blev anholdt) tyske par, men da de ikke dukkede op, og jeg fandt ud af, at de var blevet anholdt og nok foerst ville komme dagen efter, ringede jeg til Behnam igen og spurgte om vi skulle bruge resten af dagen sammen. Han blev glad, og vi tog op til et par af hans venner, hvor vi saa polsk MTV, hvad der nok er det taetteste de kommer paa at se en noegen dame hernede, sammen og spiste en sloev, sloev, sloev omgang spaghetti og koedsovs med syltede agurker til(det kan virkelig ikke anbefales, men det er aabenbart en delikatesse hernede).
Vi begyndte at snakke sammen og selvfoelgelig faldt snakken paa damer. De begyndte at spoerge til om jeg havde kaereste og om hvordan danske piger er og alt saadan noget, dog kom spoergsmaalet pludseligt om hvor meget det koster at have en dansk pige for to maaneder, og da han spurgte om dette fik jeg syltet agurk og sloev spaghetti galt i halsen, for hvad mente han lige med det. Han proevede at forklare, men intet gav noget mening overhovedet. Saa jeg proevede at forklare ham, at man selvfoelgelig kan tage til en prostitueret, men det ville nok vaere aandssvagt dyrt, hvis man ville det i to maaneder, men samtidig kunne man ogsaa tage paa bar eller ud i byen og moede en soed pige der, og det behoevede ikke koste ham meget mere end et par drinks og maaske en lille gave eller lignende hen ad vejen. Jeg laerte dog senere hen, at man hernede kan blive midlertidigt gift i to maaneder, hvor manden saa betaler en bestemt sum penge og staar for alle kvindens udgifter. Kvinden skal selvfoelgelig vaere med paa den inden de indvilliger i dette, men det har da lidt en daarlig smag af noget der kunne ligne prostitution, jeg forestiller mig ihvertfald, at der er nogen, der kunne score gode penge paa at lave dette til en levevej. Paa den anden side kan man se det som en slags trial and error proces, hvor man foerst proever i et par maaneder og hvis det saa virker kan man tage skridtet og blive gift rigtigt. Der er fordele og ulemper ved alt.
Efter vi havde set mtv og spist var det tid til en omgang fodbold med drengene, og jeg saa virkelig frem til at faa roert mig, da det ikke er meget intens motion man faar, naar man rejser rundt. Fodbold var virkelig sjovt, og selvom vi ikke spillede med benskinner, gik de virkelig til den, fantastisk med lidt god hygge og faellessvedning! Her laerte jeg at flokken af drenge var opdelt i to, dem der heppede paa Persepolis og dem der heppede paa det andet fodboldhold fra Teheran, meget sjovt, jeg hoppede med paa Persepolisvognen, da jeg ikke kan udtale det andet holds navn og Behnam er stor fan, saa jeg taenkte at jeg maatte hellere bakke lidt om min vaert, naar nu han stiller seng, mad og the til raadighed.
Efter halvanden times fodbold, hvor jeg fik cementeret mit talent som angriber med 8 maal og flere assists, var det tid til at se video, og hvilken video, hvad ejg troede var en genudsendelse af det sidste Teheran deby, viste sig at vaere en 90 minutter lang film af dem, sidde og se kampen - forstyrrende kedeligt, men meget sjovt for gutterne, saa jeg drak the og begyndte ligesaa stille at goere mig klar til at gaa i seng, klokken var paa dette tidspunkt ved at vaere fire om natten. Inden jeg gik i seng, blev jeg dog introduceret til lidt late-night-fun hvilket viste sig at vaere det gode gamle, traek mig i fingeren og hoer mig prutte trick, fantastisk sjovt, og med et smoerret grin gik jeg i seng, og taenkte lidt over hvor lidt der skal til at more en iraner..
Tredjedagen stod paa et moede med tyskerne, lidt rundgang i byen og saa ellers til den lille landsby Fin, hvor Fin-haven er, der er stedet, hvor en tidligere stor iransk politiker Amir Kabir blev myrdet/begik selvmord, der er modstridende beviser(ingen beviser, men man ender i helvede, hvis man begaar selvmord, og selvfoelgelig ender en stor politiker som ham ikke i helvede, nej han bliver myrdet og bliver martyr i himlen.) Ved finhaven er der en masse smaa thehuse, saa vi sluttede dagen af med the og mad og normal hygge, dejlig dag.
Fjerdedagen tog vi bussen mod Esfahan, men da internettet hernede er ret langsomt og dette har taget mig paa den gode side af 3 timer at skrive, maa I vente lidt med at hoere om Esfahan.
Jeg har det dejligt, har faaet mit visum forlaenget, saa jeg er her lovligt indtil jeg forlader landet, hvilket er meget betryggende! Nyd paasken og pas paa jer selv!
søndag den 28. marts 2010
onsdag den 24. marts 2010
Iran - denne gang lidt mere..
Kaere Alle!
Saa skulle det vaere tid til at lave et ordentligt indlaeg om Iran.
Foerst og fremmest saa er Iran fantastisk, det er smukt, folkene er fantastisk, men det er samtidigt meget modstridende med de tanker jeg havde foer jeg tog herned.
For det foerste saa er den omtalte gaestfrihed fantastisk, den er legendarisk og paa mange maader utroligt graenseoverskridende set i forhold til, hvad vi normalt oplever i Danmark - men mere om det foelger senere...
Foerst og fremmest skal vi lige have lidt om alle de regler, der praeger IRan, for der er virkelig mange. For det foerste, saa skal man respektere de islamiske klaederegler, hvilket vil sige at kvinder skal have toerklaede paa, og at man samtidig ikke maa kunne se deres figur. Hvilket betyder at mange kvinder enten gaar med chador, en halv stor frakke eller en meget lang skjorte der slutter omkring midt paa laaret. Egentlig skal den slutte ved knaeene, men det er kun de aeldre og konservative der goer det saadan. De unge har toerklaedet siddende paa baghovedet, saa de kan flashe deres farvede haar...
En anden regel er lettere latterlig, den dikterer at kvinder ikke maa spise banan paa den traditionelle maade( altsaa ved at skraelle den, og saa bare spise den), da det kan vaekke tanker i maends hoveder, saaledes at hvis en kvinde vil spise en banan, skal hun skraelle den og braekke den i stykker.. Dog maa hun godt spise baade guleroedder, agurker, aflange kartofler og andre frugter/groentsager, der kan vaekke maends tanker i retning af noget helt andet.
Desuden er Iran landet med naeseoperationer, hver femte paa gaden render rundt med et plaster paa naesen, der indikerer, at de har faaet saadan en naeseoperation. Samtidig er den syltede agurk nationalspise hernede, og det er forholdsvis svaert at faa noget uden at der lige skal vaere en syltet agurk med - et af hoejdepunkterne har indtil videre vaeret en forholdsvis sloej omgang spaghetti med koedsovs, med syltede agurker i Kashan, hvilket er ca. ligesaa stygt som det lyder.
Ellers saa vil jeg starte med Teheran, for det er hovedstaden, THE CAPITAL, og det maa man med rette sige. Den er kaotisk, vild, smogfyldt og jeg er ikke saerlig vild med den, men samtidig er der noget over den, som jeg ikke helt kan faa ind under huden, for de unge mennesker der lever to liv. Et paa gaden med toerklaede, nedskudte oejne og paapasselighed over ikke at goere noget, der kan kraenke politiet og isaer det hemmelige religioese politi, som er klaedt i civil og derfor er svaere at se.
Men for at skrive mig selv ind i bloggen, saa ankom jeg til Teheran d. 13 meget tidligt om morgenen for at blive hentet af en gut, der arbejder for det hotel, der var min base i Teheran. Her brugte jeg de foerste par dage paa at rende rundt til alt hvad der hedder turistattraktioner i Teheran, samtidig med at jeg indaandede utrolige maengder indtryk og kulilte fra udstoedninger paa de gamle iranske biler, i en desperat jagt efter en anden turist, eller endnu bedre, en iraner, der kunne snakke engelsk, men ingen held - og dog, en dag havde jeg en gut, der praktisk talt forfulgte mig gennem Teheran, mens han koebte sodavand og mad til mig, selvom jeg sagde at jeg ikke var sulten, men da han ikke snakkede noget engelsk, og jeg ikke rigtig snakker noget farsi, var det svaert at faa en samtale igang. Men Teheran fik mig til at gaa ned med flaget, jeg forlod Damaskus, som for mig er et trygt sted, et sted hvor jeg foeler mig hjemme, et sted med alt hvad jeg vil have og nogensinde vil have, for saa at lande i Teheran, som simpelthen bare smadrede mig, og naar man foerst er alene blandt noget der ligner 15 mio mennesker, jamen saa foeler man sig endnu mere alene. Men med opture, kommer nedture, og det er ikke altid at livet er lige let, men det maa man tage med, og saa er det bare om at holde ud, for der er altid en backpacker mere, og jeg fik paa det syndigste ret. For den dag hvor jeg havde besluttet mig for at forlade Teheran moedte jeg Simone og Miguel, et par tyskere, der lige skulle bruge 15 dage i Iran og vi besluttede os for at rejse sammen, dog ville de lige bruge en dag mere i Teheran, saa jeg tog alene til Kashan, men moedte dem to dage efter, for de blev anholdt for at tage billeder af den tidligere amerikanske ambassade i Teheran, som jeg dagen inden havde taget billeder af, uden at der skete det mindste. Dog skete der heller ikke noget med dem, udover at politiet nu har deres fingeraftryk.
Det var lidt mere, det var ikke alt, men det var lidt mere. Jeg er lige nu i Shiraz med Justin fra Australien, og vi skal moedes om lidt, saa I maa lige starte med at noejes med dette.
Jeg skriver maaske snart mere, der er intet, der er sikkert i Iran.
Hav det fantastisk!
Saa skulle det vaere tid til at lave et ordentligt indlaeg om Iran.
Foerst og fremmest saa er Iran fantastisk, det er smukt, folkene er fantastisk, men det er samtidigt meget modstridende med de tanker jeg havde foer jeg tog herned.
For det foerste saa er den omtalte gaestfrihed fantastisk, den er legendarisk og paa mange maader utroligt graenseoverskridende set i forhold til, hvad vi normalt oplever i Danmark - men mere om det foelger senere...
Foerst og fremmest skal vi lige have lidt om alle de regler, der praeger IRan, for der er virkelig mange. For det foerste, saa skal man respektere de islamiske klaederegler, hvilket vil sige at kvinder skal have toerklaede paa, og at man samtidig ikke maa kunne se deres figur. Hvilket betyder at mange kvinder enten gaar med chador, en halv stor frakke eller en meget lang skjorte der slutter omkring midt paa laaret. Egentlig skal den slutte ved knaeene, men det er kun de aeldre og konservative der goer det saadan. De unge har toerklaedet siddende paa baghovedet, saa de kan flashe deres farvede haar...
En anden regel er lettere latterlig, den dikterer at kvinder ikke maa spise banan paa den traditionelle maade( altsaa ved at skraelle den, og saa bare spise den), da det kan vaekke tanker i maends hoveder, saaledes at hvis en kvinde vil spise en banan, skal hun skraelle den og braekke den i stykker.. Dog maa hun godt spise baade guleroedder, agurker, aflange kartofler og andre frugter/groentsager, der kan vaekke maends tanker i retning af noget helt andet.
Desuden er Iran landet med naeseoperationer, hver femte paa gaden render rundt med et plaster paa naesen, der indikerer, at de har faaet saadan en naeseoperation. Samtidig er den syltede agurk nationalspise hernede, og det er forholdsvis svaert at faa noget uden at der lige skal vaere en syltet agurk med - et af hoejdepunkterne har indtil videre vaeret en forholdsvis sloej omgang spaghetti med koedsovs, med syltede agurker i Kashan, hvilket er ca. ligesaa stygt som det lyder.
Ellers saa vil jeg starte med Teheran, for det er hovedstaden, THE CAPITAL, og det maa man med rette sige. Den er kaotisk, vild, smogfyldt og jeg er ikke saerlig vild med den, men samtidig er der noget over den, som jeg ikke helt kan faa ind under huden, for de unge mennesker der lever to liv. Et paa gaden med toerklaede, nedskudte oejne og paapasselighed over ikke at goere noget, der kan kraenke politiet og isaer det hemmelige religioese politi, som er klaedt i civil og derfor er svaere at se.
Men for at skrive mig selv ind i bloggen, saa ankom jeg til Teheran d. 13 meget tidligt om morgenen for at blive hentet af en gut, der arbejder for det hotel, der var min base i Teheran. Her brugte jeg de foerste par dage paa at rende rundt til alt hvad der hedder turistattraktioner i Teheran, samtidig med at jeg indaandede utrolige maengder indtryk og kulilte fra udstoedninger paa de gamle iranske biler, i en desperat jagt efter en anden turist, eller endnu bedre, en iraner, der kunne snakke engelsk, men ingen held - og dog, en dag havde jeg en gut, der praktisk talt forfulgte mig gennem Teheran, mens han koebte sodavand og mad til mig, selvom jeg sagde at jeg ikke var sulten, men da han ikke snakkede noget engelsk, og jeg ikke rigtig snakker noget farsi, var det svaert at faa en samtale igang. Men Teheran fik mig til at gaa ned med flaget, jeg forlod Damaskus, som for mig er et trygt sted, et sted hvor jeg foeler mig hjemme, et sted med alt hvad jeg vil have og nogensinde vil have, for saa at lande i Teheran, som simpelthen bare smadrede mig, og naar man foerst er alene blandt noget der ligner 15 mio mennesker, jamen saa foeler man sig endnu mere alene. Men med opture, kommer nedture, og det er ikke altid at livet er lige let, men det maa man tage med, og saa er det bare om at holde ud, for der er altid en backpacker mere, og jeg fik paa det syndigste ret. For den dag hvor jeg havde besluttet mig for at forlade Teheran moedte jeg Simone og Miguel, et par tyskere, der lige skulle bruge 15 dage i Iran og vi besluttede os for at rejse sammen, dog ville de lige bruge en dag mere i Teheran, saa jeg tog alene til Kashan, men moedte dem to dage efter, for de blev anholdt for at tage billeder af den tidligere amerikanske ambassade i Teheran, som jeg dagen inden havde taget billeder af, uden at der skete det mindste. Dog skete der heller ikke noget med dem, udover at politiet nu har deres fingeraftryk.
Det var lidt mere, det var ikke alt, men det var lidt mere. Jeg er lige nu i Shiraz med Justin fra Australien, og vi skal moedes om lidt, saa I maa lige starte med at noejes med dette.
Jeg skriver maaske snart mere, der er intet, der er sikkert i Iran.
Hav det fantastisk!
torsdag den 18. marts 2010
Iran!!
Kaere alle!
Lige en meget hurtig update, jeg lover at skrive mere, naar jeg har mere tid, men jeg har moedt et par tyskere, som jeg vil bruge lidt tid sammen med.
Ellers saa havde jeg ingen problemer med visa overhovedet, det eneste boevlede er at man kun faar 15 dage ved ankomst, og derfor skal jeg tilbag etil Teheran, for at forlaenge mit visa, som kun kan forlaenges en gang, saa samtidig skal jeg have rykket mine flybilletter. Det er lidt boevlet, men alt det tager vi til den tid.
Jeg er i Kashan 300 km syd for Teheran, og det er en dejlig omvaeltning, for Teheran er vild. Og ikke vild som i: "oorh, hvor vildt, det skal vi helt sikkert ogsaa.." Men vild som i ukontrolleret, hensynsloes, larmende, ucharmerende og smogfyldt, saa det var med god vilje at jeg forlod den by.
Men jeg har det godt, vejret er tosset - vi snakker 35 grader og hoej sol.
Pas paa jer selv!
Lige en meget hurtig update, jeg lover at skrive mere, naar jeg har mere tid, men jeg har moedt et par tyskere, som jeg vil bruge lidt tid sammen med.
Ellers saa havde jeg ingen problemer med visa overhovedet, det eneste boevlede er at man kun faar 15 dage ved ankomst, og derfor skal jeg tilbag etil Teheran, for at forlaenge mit visa, som kun kan forlaenges en gang, saa samtidig skal jeg have rykket mine flybilletter. Det er lidt boevlet, men alt det tager vi til den tid.
Jeg er i Kashan 300 km syd for Teheran, og det er en dejlig omvaeltning, for Teheran er vild. Og ikke vild som i: "oorh, hvor vildt, det skal vi helt sikkert ogsaa.." Men vild som i ukontrolleret, hensynsloes, larmende, ucharmerende og smogfyldt, saa det var med god vilje at jeg forlod den by.
Men jeg har det godt, vejret er tosset - vi snakker 35 grader og hoej sol.
Pas paa jer selv!
søndag den 7. marts 2010
Syrisk soendag
Hej Alle!
Som overskriften saa fint indikerer, er det Soendag og jeg er tilbage i Syrien, naermere besemt Damaskus. Jeg tog fra Carpadoccia sidste loerdag kl 8 med bus, og naaede hele vejen til Aleppo i det nordlige Syrien i et hyg. Graenseposten var intet problem, jeg tog en taxa fra Antakya til Aleppo, hvilket er ca. 180 km og koster omkring 50 spir. Jeg elsker syriske priser! Da vi ankom til graensen, skulle jeg stemples ud og ind, betale de 30 dollar et syrisk visa koster og saa ellers vente paent mens maendene spoerger hvad jeg laver, hvad mine foraeldre hedder og hvor jeg har taenkt mig at bo. Da dette var overstaaet, var jeg ganske klar, til at saette mig ind i taxaen til de andre(man tager en dele taxa, saa jeg sad i vogn med to syriske kvinder og en syrisk mand) men bedst som jeg var paa vej ud af doeren, kommer denne her ganske flinke graense mand hen og siger at jeg ikke kan gaa nu, de har jo lige lavet the. Jeg proever saa at forklare ham, at de andre venter paa mig, men intet problem, da de aabenbart holder den syriske mands pas tilbage, mens jeg drikker the og fortaeller om Danmark og om hvor meget jeg elsker Syrien. Ganske ejendommeligt!
Da jeg ankom til Aleppo var jeg fuldstaendig smadret, jeg havde ikke lige overvejet det med at jeg ville bruge hele dagen i bus/taxa, saa jeg fik ikke rigtig noget at spise den dag. Jeg skyndte mig at tjekke ind paa et hostel, hvor jeg fik et "skab" med en seng, da de ikke ville have piger og drenge i det samme dormroom, men jeg betalte kun 35 kr for "vaerelset", saa man faar hvad man betaler for... Det gjorde dog ikke rigtig noget, for jeg bryder mig ikke saa meget om Aleppo, saa jeg tog tilbage til Damaskus naeste morgen, og det var som at vende hjem igen! Selvom regnen slog haardt mod bussen hele vejen, og det ikke saa ud til at blive bedre, var der stadig en boblende fornemmelse i maven, for jeg elsker Damaskus - og isaer den gamle bydel, hvor gaderne snoerklar sig i en uendelig labyrint, og der bag hver doer gemmer sig litervis af the, smil, noedder og fantastiske rare mennesker..
Mandag klarede det op og solen kom frem, og siden da har vi haft sol, sol, sol, mellem 20 og 25 grader og sol.. Det er saa dejligt, dog har jeg reddet mig en forholdsvis slem forkoelelse, men saa er det jo godt at man ikke gaar mere end 10 minutter mellem hver kop the, saa den burde hurtigt vaere overstaaet. Da jeg ankom boede der et par tyskere og et par australiere paa hostellet, og vi besluttede os for at tage en dagtur til en gammel romersk by naer graensen til Jordan, der hedder Bosra. Her er hovedattraktionen det gamle romerske teater, der har vaeret begravet i sand og derfor er i virkelig god stand. Fantastisk god stand faktisk. Teateret er indrettet til 15.000 mennesker, er en halvcirkel af siddepladser, imellem scenen og sidderpladserne er der ca. 50 m2, som man i gamle dage kunne oversvoemme og derved vise soeslag, eller se maend wrestle mod hajer og skildpadder(det sidste er ikke en faktuel oplysning, men noget jeg gaetter mig til)..
Efter Bosra kom vi tilbage, hvor jeg moedte George, en brasiliener, som jeg foerst moedte i Tyrkiet. Da han rejser rundt i meget kort tid, spurgte han mig om jeg ikke ville vise ham hvor alle de store ting i Damaskus er. Jeg indvilliger og leger guide for en dag, hvilket faktisk var rigtig sjovt.
Paa hostellet arbejder der en kurdisk mand, der er flygtning fra Tyrkiet, og da det blev fredag skulle hans kusine giftes. Da tyskerne hoerte dette blev de fuldstaendig skruk og i loebet af 10 minutter var vi inviteret til bryllup, aftensmad hos hans familie og tvangsindlagt til at se billeder af et gammelt forfaldent hus, der eftersigende blev revet ned af den tyrkiske regering, fordi man gerne ville samle alle kurderne.. Jeg er ret stor fan af Tyrkiet, som land, med natur, flinke mennesker og alt det der, men naar det gaelder deres haandtering af det kurdiske mindretal, saa er jeg ret meget modstander. Hvilket man ifoelge tyrkisk lov ikke maa skrive, for det er forbudt ved lov at sige noget ondt om Ataturk og Tyrkiet, saa mon ikke, der gaar et oejeblik inden de kommer ind i EU, jeg synes ihvertfald de har et par ting, som de skal faa styr paa..
Fredag var det saa den store dag. Yazin, som manden hedder tog tidligt afsted, for han skulle vaere med til ceremonien, dette ville tyskerne ogsaa, men da det kun er familien, der er med til saadan noget blev vi rimeligt hurtigt enige om, at det maaske ville vaere at udstille brullyppet som en turistattraktion, istedet for det, det egentlig er.
Saa vi blev inviteret til kl 17. Vi tog afsted til stedet, der viser sig at vaere en slags lagerhal med fire vaegge, en i gul, en i en fesen lyseroed, en i hvid og en i dybblaa oplyst af lysstofroer, hvilket sammenlagt giver en ufatteligt grim lagerhal. Op ad den ene vaeg, er der saa bygget et slags piedestal hvor brudeparret sidder paa hver deres trone mens tre maend spiller foran dem. En paa bongotrommer, en paa et keyboard, med lidt over en milliard lyde og en stor mand med en mikrofon, der har laert sig selv at leve uden at traekke vejret, eller ihvertfald synge mens han traekker vejret, for han holdte bare ikke op.
Idet vi saa ankommer er dansen igang, og det er ikke dans, som vi kender den, men en kaempe rundkreds, hvor maend holder maend i haanden og kvinder holder kvinder i haanden. Men det man goer er, at man holder hinanden i lillefingeren og koerer armene rundt i cirkler mens man gaar rundt i takt til musikken, der er oeredoevende hoej. Naar man saa ikke danser sidder man paa plasticstole og drikker the og ryger cigaretter, indtil en stor svedig kurder kommer og hiver dig ind i cirklen igen.. Jeg tror at et kurdisk brullyp maa vaere definitionen paa kulturforskel. Det er ihvertfald ret taet paa.
Loerdag, igaar, var det store afrejsedag for tyskerne, australierne rejste torsdag og min foedselsdag, saa jeg spiste lidt foedselsdagsmorgenmad med tyskerne, for derefter at finde noget internetcafe, saa jeg kunne snakke lidt med mine foraeldre og en kammerat. Dernaest moedtes jeg med et par australiere, som jeg delte dorm med i Tyrkiet og vi spiste middag, dog skulle de til Jordan idag soendag, saa vi maatte skilles allerede omkring kl 21 for de skulle hjem og pakke samt betale for deres dage her. Da jeg kom tilbage til hostellet, var det forholdsvis oede, jeg var den eneste gaest og de andre havde fri og var gaaet hjem, saa det var kun mig og en arbejder, der ikke snakker engelsk. Jeg besluttede mig for, at det virkelig ikke var saadan man fylder 21, saa jeg fandt mig en bar, en gin og tonic(hvilket mest var gin) og et par aeldre engelsklaerere fra universitet, der valgte at introducere mig for den syriske pendant til raki og ouzo, nemlig Arak! Vi snakkede om loest og fast i et par timer, mens det ene glas efter det andet blev toemt, saa da jeg ligesaa stille slingrede hjem omkring kl 2 var jeg i godt humoer og synes egentlig at det var en ganske god foedselsdag.
Naeste uge staar ikke paa saa meget, det var ikke muligt for mig at faa visa her fra Damascus, da det tager 3 uger til en maaned, saa der er ikke rigtig andet for, end at tage flyet til Teheran, og saa haabe paa det bedste naar jeg lander. Det bliver ret spaendende, men ejg er ikke saa urolig, for jeg tror ikke at iranerne naenner at sende en stakkels dansk dreng, der har rejst den lange vej, paa porten. Summasumarum = Jeg er ved godt mod, selvom jeg ikke har noget visum.
Imorges kom der nye gaester til hostellet, fire kroatiske gutter, der arbejder for FN i Golanhoejderne, og de er kaempe store! Alle fire er ca. dobbelt saa brede som mig, et par hoveder hoejere og Pilskaldede.. De er ret store, og det tog mig lige et par minutter at komme over, men jeg tror maaske, at vi skal spise lidt mad sammen i aften, og saa maa vi se hvordan de er.
Det tror jeg var alt for denne gang. Der sker ikke saa meget, eller maaske sker der stadig meget, men da det er blevet hverdag for mig, kan det vaere at jeg ikke maerker det paa samme maade som tidligere. Jeg ved det ikke..
JEg ved ikke om jeg skriver et indlaeg mere inden jeg rammer Iran, men ejg flyver herfra kl 13 fredag, lander i Bahrain omkring kl 16 og flyver derfra omkring kl 1 om natten saaledes at jeg er i Iran omkring kl 4 loerdag nat. Det bliver meget spaendende, og det er lidt det, der fylder mit hovede for tiden..
Jeg haaber at I alle sammen har det rigtig godt, og at foraaret snart kommer jeres vej.
Tusind tak for alle hilsnerne, det varmede meget og bare rolig, vi laver en komsammen naar jeg kommer hjem!
Som overskriften saa fint indikerer, er det Soendag og jeg er tilbage i Syrien, naermere besemt Damaskus. Jeg tog fra Carpadoccia sidste loerdag kl 8 med bus, og naaede hele vejen til Aleppo i det nordlige Syrien i et hyg. Graenseposten var intet problem, jeg tog en taxa fra Antakya til Aleppo, hvilket er ca. 180 km og koster omkring 50 spir. Jeg elsker syriske priser! Da vi ankom til graensen, skulle jeg stemples ud og ind, betale de 30 dollar et syrisk visa koster og saa ellers vente paent mens maendene spoerger hvad jeg laver, hvad mine foraeldre hedder og hvor jeg har taenkt mig at bo. Da dette var overstaaet, var jeg ganske klar, til at saette mig ind i taxaen til de andre(man tager en dele taxa, saa jeg sad i vogn med to syriske kvinder og en syrisk mand) men bedst som jeg var paa vej ud af doeren, kommer denne her ganske flinke graense mand hen og siger at jeg ikke kan gaa nu, de har jo lige lavet the. Jeg proever saa at forklare ham, at de andre venter paa mig, men intet problem, da de aabenbart holder den syriske mands pas tilbage, mens jeg drikker the og fortaeller om Danmark og om hvor meget jeg elsker Syrien. Ganske ejendommeligt!
Da jeg ankom til Aleppo var jeg fuldstaendig smadret, jeg havde ikke lige overvejet det med at jeg ville bruge hele dagen i bus/taxa, saa jeg fik ikke rigtig noget at spise den dag. Jeg skyndte mig at tjekke ind paa et hostel, hvor jeg fik et "skab" med en seng, da de ikke ville have piger og drenge i det samme dormroom, men jeg betalte kun 35 kr for "vaerelset", saa man faar hvad man betaler for... Det gjorde dog ikke rigtig noget, for jeg bryder mig ikke saa meget om Aleppo, saa jeg tog tilbage til Damaskus naeste morgen, og det var som at vende hjem igen! Selvom regnen slog haardt mod bussen hele vejen, og det ikke saa ud til at blive bedre, var der stadig en boblende fornemmelse i maven, for jeg elsker Damaskus - og isaer den gamle bydel, hvor gaderne snoerklar sig i en uendelig labyrint, og der bag hver doer gemmer sig litervis af the, smil, noedder og fantastiske rare mennesker..
Mandag klarede det op og solen kom frem, og siden da har vi haft sol, sol, sol, mellem 20 og 25 grader og sol.. Det er saa dejligt, dog har jeg reddet mig en forholdsvis slem forkoelelse, men saa er det jo godt at man ikke gaar mere end 10 minutter mellem hver kop the, saa den burde hurtigt vaere overstaaet. Da jeg ankom boede der et par tyskere og et par australiere paa hostellet, og vi besluttede os for at tage en dagtur til en gammel romersk by naer graensen til Jordan, der hedder Bosra. Her er hovedattraktionen det gamle romerske teater, der har vaeret begravet i sand og derfor er i virkelig god stand. Fantastisk god stand faktisk. Teateret er indrettet til 15.000 mennesker, er en halvcirkel af siddepladser, imellem scenen og sidderpladserne er der ca. 50 m2, som man i gamle dage kunne oversvoemme og derved vise soeslag, eller se maend wrestle mod hajer og skildpadder(det sidste er ikke en faktuel oplysning, men noget jeg gaetter mig til)..
Efter Bosra kom vi tilbage, hvor jeg moedte George, en brasiliener, som jeg foerst moedte i Tyrkiet. Da han rejser rundt i meget kort tid, spurgte han mig om jeg ikke ville vise ham hvor alle de store ting i Damaskus er. Jeg indvilliger og leger guide for en dag, hvilket faktisk var rigtig sjovt.
Paa hostellet arbejder der en kurdisk mand, der er flygtning fra Tyrkiet, og da det blev fredag skulle hans kusine giftes. Da tyskerne hoerte dette blev de fuldstaendig skruk og i loebet af 10 minutter var vi inviteret til bryllup, aftensmad hos hans familie og tvangsindlagt til at se billeder af et gammelt forfaldent hus, der eftersigende blev revet ned af den tyrkiske regering, fordi man gerne ville samle alle kurderne.. Jeg er ret stor fan af Tyrkiet, som land, med natur, flinke mennesker og alt det der, men naar det gaelder deres haandtering af det kurdiske mindretal, saa er jeg ret meget modstander. Hvilket man ifoelge tyrkisk lov ikke maa skrive, for det er forbudt ved lov at sige noget ondt om Ataturk og Tyrkiet, saa mon ikke, der gaar et oejeblik inden de kommer ind i EU, jeg synes ihvertfald de har et par ting, som de skal faa styr paa..
Fredag var det saa den store dag. Yazin, som manden hedder tog tidligt afsted, for han skulle vaere med til ceremonien, dette ville tyskerne ogsaa, men da det kun er familien, der er med til saadan noget blev vi rimeligt hurtigt enige om, at det maaske ville vaere at udstille brullyppet som en turistattraktion, istedet for det, det egentlig er.
Saa vi blev inviteret til kl 17. Vi tog afsted til stedet, der viser sig at vaere en slags lagerhal med fire vaegge, en i gul, en i en fesen lyseroed, en i hvid og en i dybblaa oplyst af lysstofroer, hvilket sammenlagt giver en ufatteligt grim lagerhal. Op ad den ene vaeg, er der saa bygget et slags piedestal hvor brudeparret sidder paa hver deres trone mens tre maend spiller foran dem. En paa bongotrommer, en paa et keyboard, med lidt over en milliard lyde og en stor mand med en mikrofon, der har laert sig selv at leve uden at traekke vejret, eller ihvertfald synge mens han traekker vejret, for han holdte bare ikke op.
Idet vi saa ankommer er dansen igang, og det er ikke dans, som vi kender den, men en kaempe rundkreds, hvor maend holder maend i haanden og kvinder holder kvinder i haanden. Men det man goer er, at man holder hinanden i lillefingeren og koerer armene rundt i cirkler mens man gaar rundt i takt til musikken, der er oeredoevende hoej. Naar man saa ikke danser sidder man paa plasticstole og drikker the og ryger cigaretter, indtil en stor svedig kurder kommer og hiver dig ind i cirklen igen.. Jeg tror at et kurdisk brullyp maa vaere definitionen paa kulturforskel. Det er ihvertfald ret taet paa.
Loerdag, igaar, var det store afrejsedag for tyskerne, australierne rejste torsdag og min foedselsdag, saa jeg spiste lidt foedselsdagsmorgenmad med tyskerne, for derefter at finde noget internetcafe, saa jeg kunne snakke lidt med mine foraeldre og en kammerat. Dernaest moedtes jeg med et par australiere, som jeg delte dorm med i Tyrkiet og vi spiste middag, dog skulle de til Jordan idag soendag, saa vi maatte skilles allerede omkring kl 21 for de skulle hjem og pakke samt betale for deres dage her. Da jeg kom tilbage til hostellet, var det forholdsvis oede, jeg var den eneste gaest og de andre havde fri og var gaaet hjem, saa det var kun mig og en arbejder, der ikke snakker engelsk. Jeg besluttede mig for, at det virkelig ikke var saadan man fylder 21, saa jeg fandt mig en bar, en gin og tonic(hvilket mest var gin) og et par aeldre engelsklaerere fra universitet, der valgte at introducere mig for den syriske pendant til raki og ouzo, nemlig Arak! Vi snakkede om loest og fast i et par timer, mens det ene glas efter det andet blev toemt, saa da jeg ligesaa stille slingrede hjem omkring kl 2 var jeg i godt humoer og synes egentlig at det var en ganske god foedselsdag.
Naeste uge staar ikke paa saa meget, det var ikke muligt for mig at faa visa her fra Damascus, da det tager 3 uger til en maaned, saa der er ikke rigtig andet for, end at tage flyet til Teheran, og saa haabe paa det bedste naar jeg lander. Det bliver ret spaendende, men ejg er ikke saa urolig, for jeg tror ikke at iranerne naenner at sende en stakkels dansk dreng, der har rejst den lange vej, paa porten. Summasumarum = Jeg er ved godt mod, selvom jeg ikke har noget visum.
Imorges kom der nye gaester til hostellet, fire kroatiske gutter, der arbejder for FN i Golanhoejderne, og de er kaempe store! Alle fire er ca. dobbelt saa brede som mig, et par hoveder hoejere og Pilskaldede.. De er ret store, og det tog mig lige et par minutter at komme over, men jeg tror maaske, at vi skal spise lidt mad sammen i aften, og saa maa vi se hvordan de er.
Det tror jeg var alt for denne gang. Der sker ikke saa meget, eller maaske sker der stadig meget, men da det er blevet hverdag for mig, kan det vaere at jeg ikke maerker det paa samme maade som tidligere. Jeg ved det ikke..
JEg ved ikke om jeg skriver et indlaeg mere inden jeg rammer Iran, men ejg flyver herfra kl 13 fredag, lander i Bahrain omkring kl 16 og flyver derfra omkring kl 1 om natten saaledes at jeg er i Iran omkring kl 4 loerdag nat. Det bliver meget spaendende, og det er lidt det, der fylder mit hovede for tiden..
Jeg haaber at I alle sammen har det rigtig godt, og at foraaret snart kommer jeres vej.
Tusind tak for alle hilsnerne, det varmede meget og bare rolig, vi laver en komsammen naar jeg kommer hjem!
Abonner på:
Opslag (Atom)