Iran - denne gang lidt mere..

Kaere Alle!
Saa skulle det vaere tid til at lave et ordentligt indlaeg om Iran.
Foerst og fremmest saa er Iran fantastisk, det er smukt, folkene er fantastisk, men det er samtidigt meget modstridende med de tanker jeg havde foer jeg tog herned.
For det foerste saa er den omtalte gaestfrihed fantastisk, den er legendarisk og paa mange maader utroligt graenseoverskridende set i forhold til, hvad vi normalt oplever i Danmark - men mere om det foelger senere...
Foerst og fremmest skal vi lige have lidt om alle de regler, der praeger IRan, for der er virkelig mange. For det foerste, saa skal man respektere de islamiske klaederegler, hvilket vil sige at kvinder skal have toerklaede paa, og at man samtidig ikke maa kunne se deres figur. Hvilket betyder at mange kvinder enten gaar med chador, en halv stor frakke eller en meget lang skjorte der slutter omkring midt paa laaret. Egentlig skal den slutte ved knaeene, men det er kun de aeldre og konservative der goer det saadan. De unge har toerklaedet siddende paa baghovedet, saa de kan flashe deres farvede haar...
En anden regel er lettere latterlig, den dikterer at kvinder ikke maa spise banan paa den traditionelle maade( altsaa ved at skraelle den, og saa bare spise den), da det kan vaekke tanker i maends hoveder, saaledes at hvis en kvinde vil spise en banan, skal hun skraelle den og braekke den i stykker.. Dog maa hun godt spise baade guleroedder, agurker, aflange kartofler og andre frugter/groentsager, der kan vaekke maends tanker i retning af noget helt andet.
Desuden er Iran landet med naeseoperationer, hver femte paa gaden render rundt med et plaster paa naesen, der indikerer, at de har faaet saadan en naeseoperation. Samtidig er den syltede agurk nationalspise hernede, og det er forholdsvis svaert at faa noget uden at der lige skal vaere en syltet agurk med - et af hoejdepunkterne har indtil videre vaeret en forholdsvis sloej omgang spaghetti med koedsovs, med syltede agurker i Kashan, hvilket er ca. ligesaa stygt som det lyder.
Ellers saa vil jeg starte med Teheran, for det er hovedstaden, THE CAPITAL, og det maa man med rette sige. Den er kaotisk, vild, smogfyldt og jeg er ikke saerlig vild med den, men samtidig er der noget over den, som jeg ikke helt kan faa ind under huden, for de unge mennesker der lever to liv. Et paa gaden med toerklaede, nedskudte oejne og paapasselighed over ikke at goere noget, der kan kraenke politiet og isaer det hemmelige religioese politi, som er klaedt i civil og derfor er svaere at se.
Men for at skrive mig selv ind i bloggen, saa ankom jeg til Teheran d. 13 meget tidligt om morgenen for at blive hentet af en gut, der arbejder for det hotel, der var min base i Teheran. Her brugte jeg de foerste par dage paa at rende rundt til alt hvad der hedder turistattraktioner i Teheran, samtidig med at jeg indaandede utrolige maengder indtryk og kulilte fra udstoedninger paa de gamle iranske biler, i en desperat jagt efter en anden turist, eller endnu bedre, en iraner, der kunne snakke engelsk, men ingen held - og dog, en dag havde jeg en gut, der praktisk talt forfulgte mig gennem Teheran, mens han koebte sodavand og mad til mig, selvom jeg sagde at jeg ikke var sulten, men da han ikke snakkede noget engelsk, og jeg ikke rigtig snakker noget farsi, var det svaert at faa en samtale igang. Men Teheran fik mig til at gaa ned med flaget, jeg forlod Damaskus, som for mig er et trygt sted, et sted hvor jeg foeler mig hjemme, et sted med alt hvad jeg vil have og nogensinde vil have, for saa at lande i Teheran, som simpelthen bare smadrede mig, og naar man foerst er alene blandt noget der ligner 15 mio mennesker, jamen saa foeler man sig endnu mere alene. Men med opture, kommer nedture, og det er ikke altid at livet er lige let, men det maa man tage med, og saa er det bare om at holde ud, for der er altid en backpacker mere, og jeg fik paa det syndigste ret. For den dag hvor jeg havde besluttet mig for at forlade Teheran moedte jeg Simone og Miguel, et par tyskere, der lige skulle bruge 15 dage i Iran og vi besluttede os for at rejse sammen, dog ville de lige bruge en dag mere i Teheran, saa jeg tog alene til Kashan, men moedte dem to dage efter, for de blev anholdt for at tage billeder af den tidligere amerikanske ambassade i Teheran, som jeg dagen inden havde taget billeder af, uden at der skete det mindste. Dog skete der heller ikke noget med dem, udover at politiet nu har deres fingeraftryk.
Det var lidt mere, det var ikke alt, men det var lidt mere. Jeg er lige nu i Shiraz med Justin fra Australien, og vi skal moedes om lidt, saa I maa lige starte med at noejes med dette.
Jeg skriver maaske snart mere, der er intet, der er sikkert i Iran.
Hav det fantastisk!