Syrisk soendag

Hej Alle!

Som overskriften saa fint indikerer, er det Soendag og jeg er tilbage i Syrien, naermere besemt Damaskus. Jeg tog fra Carpadoccia sidste loerdag kl 8 med bus, og naaede hele vejen til Aleppo i det nordlige Syrien i et hyg. Graenseposten var intet problem, jeg tog en taxa fra Antakya til Aleppo, hvilket er ca. 180 km og koster omkring 50 spir. Jeg elsker syriske priser! Da vi ankom til graensen, skulle jeg stemples ud og ind, betale de 30 dollar et syrisk visa koster og saa ellers vente paent mens maendene spoerger hvad jeg laver, hvad mine foraeldre hedder og hvor jeg har taenkt mig at bo. Da dette var overstaaet, var jeg ganske klar, til at saette mig ind i taxaen til de andre(man tager en dele taxa, saa jeg sad i vogn med to syriske kvinder og en syrisk mand) men bedst som jeg var paa vej ud af doeren, kommer denne her ganske flinke graense mand hen og siger at jeg ikke kan gaa nu, de har jo lige lavet the. Jeg proever saa at forklare ham, at de andre venter paa mig, men intet problem, da de aabenbart holder den syriske mands pas tilbage, mens jeg drikker the og fortaeller om Danmark og om hvor meget jeg elsker Syrien. Ganske ejendommeligt!
Da jeg ankom til Aleppo var jeg fuldstaendig smadret, jeg havde ikke lige overvejet det med at jeg ville bruge hele dagen i bus/taxa, saa jeg fik ikke rigtig noget at spise den dag. Jeg skyndte mig at tjekke ind paa et hostel, hvor jeg fik et "skab" med en seng, da de ikke ville have piger og drenge i det samme dormroom, men jeg betalte kun 35 kr for "vaerelset", saa man faar hvad man betaler for... Det gjorde dog ikke rigtig noget, for jeg bryder mig ikke saa meget om Aleppo, saa jeg tog tilbage til Damaskus naeste morgen, og det var som at vende hjem igen! Selvom regnen slog haardt mod bussen hele vejen, og det ikke saa ud til at blive bedre, var der stadig en boblende fornemmelse i maven, for jeg elsker Damaskus - og isaer den gamle bydel, hvor gaderne snoerklar sig i en uendelig labyrint, og der bag hver doer gemmer sig litervis af the, smil, noedder og fantastiske rare mennesker..
Mandag klarede det op og solen kom frem, og siden da har vi haft sol, sol, sol, mellem 20 og 25 grader og sol.. Det er saa dejligt, dog har jeg reddet mig en forholdsvis slem forkoelelse, men saa er det jo godt at man ikke gaar mere end 10 minutter mellem hver kop the, saa den burde hurtigt vaere overstaaet. Da jeg ankom boede der et par tyskere og et par australiere paa hostellet, og vi besluttede os for at tage en dagtur til en gammel romersk by naer graensen til Jordan, der hedder Bosra. Her er hovedattraktionen det gamle romerske teater, der har vaeret begravet i sand og derfor er i virkelig god stand. Fantastisk god stand faktisk. Teateret er indrettet til 15.000 mennesker, er en halvcirkel af siddepladser, imellem scenen og sidderpladserne er der ca. 50 m2, som man i gamle dage kunne oversvoemme og derved vise soeslag, eller se maend wrestle mod hajer og skildpadder(det sidste er ikke en faktuel oplysning, men noget jeg gaetter mig til)..
Efter Bosra kom vi tilbage, hvor jeg moedte George, en brasiliener, som jeg foerst moedte i Tyrkiet. Da han rejser rundt i meget kort tid, spurgte han mig om jeg ikke ville vise ham hvor alle de store ting i Damaskus er. Jeg indvilliger og leger guide for en dag, hvilket faktisk var rigtig sjovt.
Paa hostellet arbejder der en kurdisk mand, der er flygtning fra Tyrkiet, og da det blev fredag skulle hans kusine giftes. Da tyskerne hoerte dette blev de fuldstaendig skruk og i loebet af 10 minutter var vi inviteret til bryllup, aftensmad hos hans familie og tvangsindlagt til at se billeder af et gammelt forfaldent hus, der eftersigende blev revet ned af den tyrkiske regering, fordi man gerne ville samle alle kurderne.. Jeg er ret stor fan af Tyrkiet, som land, med natur, flinke mennesker og alt det der, men naar det gaelder deres haandtering af det kurdiske mindretal, saa er jeg ret meget modstander. Hvilket man ifoelge tyrkisk lov ikke maa skrive, for det er forbudt ved lov at sige noget ondt om Ataturk og Tyrkiet, saa mon ikke, der gaar et oejeblik inden de kommer ind i EU, jeg synes ihvertfald de har et par ting, som de skal faa styr paa..

Fredag var det saa den store dag. Yazin, som manden hedder tog tidligt afsted, for han skulle vaere med til ceremonien, dette ville tyskerne ogsaa, men da det kun er familien, der er med til saadan noget blev vi rimeligt hurtigt enige om, at det maaske ville vaere at udstille brullyppet som en turistattraktion, istedet for det, det egentlig er.
Saa vi blev inviteret til kl 17. Vi tog afsted til stedet, der viser sig at vaere en slags lagerhal med fire vaegge, en i gul, en i en fesen lyseroed, en i hvid og en i dybblaa oplyst af lysstofroer, hvilket sammenlagt giver en ufatteligt grim lagerhal. Op ad den ene vaeg, er der saa bygget et slags piedestal hvor brudeparret sidder paa hver deres trone mens tre maend spiller foran dem. En paa bongotrommer, en paa et keyboard, med lidt over en milliard lyde og en stor mand med en mikrofon, der har laert sig selv at leve uden at traekke vejret, eller ihvertfald synge mens han traekker vejret, for han holdte bare ikke op.
Idet vi saa ankommer er dansen igang, og det er ikke dans, som vi kender den, men en kaempe rundkreds, hvor maend holder maend i haanden og kvinder holder kvinder i haanden. Men det man goer er, at man holder hinanden i lillefingeren og koerer armene rundt i cirkler mens man gaar rundt i takt til musikken, der er oeredoevende hoej. Naar man saa ikke danser sidder man paa plasticstole og drikker the og ryger cigaretter, indtil en stor svedig kurder kommer og hiver dig ind i cirklen igen.. Jeg tror at et kurdisk brullyp maa vaere definitionen paa kulturforskel. Det er ihvertfald ret taet paa.
Loerdag, igaar, var det store afrejsedag for tyskerne, australierne rejste torsdag og min foedselsdag, saa jeg spiste lidt foedselsdagsmorgenmad med tyskerne, for derefter at finde noget internetcafe, saa jeg kunne snakke lidt med mine foraeldre og en kammerat. Dernaest moedtes jeg med et par australiere, som jeg delte dorm med i Tyrkiet og vi spiste middag, dog skulle de til Jordan idag soendag, saa vi maatte skilles allerede omkring kl 21 for de skulle hjem og pakke samt betale for deres dage her. Da jeg kom tilbage til hostellet, var det forholdsvis oede, jeg var den eneste gaest og de andre havde fri og var gaaet hjem, saa det var kun mig og en arbejder, der ikke snakker engelsk. Jeg besluttede mig for, at det virkelig ikke var saadan man fylder 21, saa jeg fandt mig en bar, en gin og tonic(hvilket mest var gin) og et par aeldre engelsklaerere fra universitet, der valgte at introducere mig for den syriske pendant til raki og ouzo, nemlig Arak! Vi snakkede om loest og fast i et par timer, mens det ene glas efter det andet blev toemt, saa da jeg ligesaa stille slingrede hjem omkring kl 2 var jeg i godt humoer og synes egentlig at det var en ganske god foedselsdag.

Naeste uge staar ikke paa saa meget, det var ikke muligt for mig at faa visa her fra Damascus, da det tager 3 uger til en maaned, saa der er ikke rigtig andet for, end at tage flyet til Teheran, og saa haabe paa det bedste naar jeg lander. Det bliver ret spaendende, men ejg er ikke saa urolig, for jeg tror ikke at iranerne naenner at sende en stakkels dansk dreng, der har rejst den lange vej, paa porten. Summasumarum = Jeg er ved godt mod, selvom jeg ikke har noget visum.

Imorges kom der nye gaester til hostellet, fire kroatiske gutter, der arbejder for FN i Golanhoejderne, og de er kaempe store! Alle fire er ca. dobbelt saa brede som mig, et par hoveder hoejere og Pilskaldede.. De er ret store, og det tog mig lige et par minutter at komme over, men jeg tror maaske, at vi skal spise lidt mad sammen i aften, og saa maa vi se hvordan de er.

Det tror jeg var alt for denne gang. Der sker ikke saa meget, eller maaske sker der stadig meget, men da det er blevet hverdag for mig, kan det vaere at jeg ikke maerker det paa samme maade som tidligere. Jeg ved det ikke..

JEg ved ikke om jeg skriver et indlaeg mere inden jeg rammer Iran, men ejg flyver herfra kl 13 fredag, lander i Bahrain omkring kl 16 og flyver derfra omkring kl 1 om natten saaledes at jeg er i Iran omkring kl 4 loerdag nat. Det bliver meget spaendende, og det er lidt det, der fylder mit hovede for tiden..

Jeg haaber at I alle sammen har det rigtig godt, og at foraaret snart kommer jeres vej.
Tusind tak for alle hilsnerne, det varmede meget og bare rolig, vi laver en komsammen naar jeg kommer hjem!